Den sammenbragte families udfordrende virkelighed

Due Parterapi

 

PARTERAPEUTISK PRAKSIS I HJERTET AF ODENSE MED HØJ FAGLIGHED OG ERFARING

SAMLIVETS VITAMINER

Inspiration til parfoldet og livet i familien

DEN SAMMENBRAGTE FAMILIES UDFORDRENDE VIRKELIGHED


At være en familie er både en gave og en opgave – men at være en sammenbragt familie er måske noget af det mest udfordrende, svære og smukke, som findes.

At nærme sig hinanden som voksne med følelsesmæssige sår fra tidligere forhold er én ting. Men at skulle forene to familier, to kulturer, to historier og to sæt værdier og normer er en helt anden ting. Så der er rigtig meget i spil, som kræver tålmodighed, visdom, kommunikation og modig kærlighed. Lykkes det, kan det blive et familieliv, som gør tilværelsen større og mere rummelig.

Angst er en fast passagerer i processen. Angsten for at sætte børnene på hårde og urimelige prøver oven på en skilsmisse. Angsten for at miste børnene, for familiens reaktioner på begge sider og for at det hele går i stykker, så både børn og voksne skal udsættes for endnu et samlivssammenbrud. Næsten ubærligt!Det er ikke svært at forstå, at mange ikke tør gå ind i opgaven eller giver op undervejs.

Kunsten er, at turde tale højt om angsten med hinanden som voksne, så det ubevidste bliver bevidst. At stå ved kærligheden til hinanden og ikke sætte den i skammekrogen, selv om børn og andre ikke lige synes, det er så fantastisk at mor og far har fået nye kærester. At samtidig respektere, at du aldrig kan sætte din nye partner på valg i forhold til hans eller hendes børn – at de har en umistelig plads, som ikke skal udfordres. At samarbejde med hinanden men ikke oversamarbejde, så man mister sig selv og går på kompromis på en måde, der ikke er dækning for i hjertet. At lytte til børnene, give dem plads til vrede og sorg og rumme disse følelser. At kende sin nye rolle i forhold til kærestens børn – måske bliver du en ny bonusforælder, måske en god ven eller bare mors eller fars nye ven – det afgør børnene sikkert meget afhængigt af deres alder. At kunne grine ad det hele med hinanden, når livet indimellem bare er for grotesk og umuligt!

Faldgruberne er mange, og ender man i rundkørslen, mærker at man sidder fast i de samme problemer, så er det nok en god idé at søge hjælp, inden det er for sent.

dueparterapi.dk

Rughavevej 5, 5230 Odense M