Der er forskel på problemer og vilkår

Due Parterapi

 

PARTERAPEUTISK PRAKSIS I HJERTET AF ODENSE MED HØJ FAGLIGHED OG ERFARING

SAMLIVETS VITAMINER

Inspiration til parfoldet og livet i familien

DER ER FORSKEL PÅ PROBLEMER OG VILKÅR


En del par og familier går galt i byen, når det gælder forskellen på problemer og vilkår.

Problemer kan vi i reglen gøre noget ved. Problemer er til for at løses, som vi ofte siger til hinanden. Vilkår derimod er omstændigheder i livet vi ikke kan gøre noget ved – forhold i livet som vi må lære at leve med på den bedst mulige måde.

At et par ikke har det godt sammen og skændes ofte er et problem, som man kan gøre noget ved. Men hvis parret får et kronisk sygt barn, er det et vilkår, som parret må lære at leve med på en måde, så alle kan ”overleve” og få et så godt liv som muligt.

Nogen gange kommer vi til at behandle vilkår, som om de er problemer, der kan løses. Det fører til, at vi prøver at fikse vilkåret og opretholde de samme forventninger til livet, som om vilkåret ikke er til stede. En familie med et kronisk sygt barn kan eksempelvis ikke organisere sig ud af det og opretholde et lige så aktivt liv på alle planer, som før barnet blev sygt. Der er kommet et nyt vilkår ind i livet, som gør at tilværelsen må tænkes om og indrettes på en ny måde. Det kan være en sorg og betyde et farvel til et liv, man holdt af eller drømte om. Men det kan også betyde et goddag til et nyt liv, som rummer en ny skønhed. Og frem for alt kan det lette presset og tage den skyld bort, som man uvægerligt kommer til at føle, fordi man mislykkes med at fikse et livsvilkår.

I det hele taget forsøger vi som moderne mennesker at leve mange liv på én gang. Vi vil det hele. Vi vil have et karriere-liv, et socialt liv med venner, golf og café-besøg, et familieliv med børn og alt hvad det medfører, og så vil vi være unge, smukke, sunde og slanke med løb, cykling eller fitness. Især børnefamilier bliver ramt her. Et barn i familien er et nyt vilkår, som betyder at livet må tænkes om. Det betyder nye glæder og rigdom i livet men også nye begrænsninger og hensyn, hvis ikke familien skal køre træt. Et godt spørgsmål er: Hvornår har I sidst lavet ingenting?

Og så til sidst: Vi kan også behandle problemer, som om de er vilkår. Det betyder, at vi slår os til tåls med forhold i livet, som om de ikke står til at ændre i stedet for at gøre noget ved tingene hurtigst muligt. Alt for mange par lever på følelsesmæssig smalkost som om det bare skal være sådan. Problemer er virkelig til for at løses og skabe ny udvikling!

dueparterapi.dk

Rughavevej 5, 5230 Odense M