Det perfekte match

Due Parterapi

 

PARTERAPEUTISK PRAKSIS I HJERTET AF ODENSE MED HØJ FAGLIGHED OG ERFARING

SAMLIVETS VITAMINER

Inspiration til parfoldet og livet i familien

DET PERFEKTE MATCH

 

Single-Danmark vokser støt og roligt. Omkring en million danskere, svarende til knapt 20% af befolkningen, lever single-tilværelsen, og mange af dem har brændt sig på kærligheden. Nogle melder pas på det traditionelle parforhold og vælger modeller for samlivet, som er mindre krævende og omfattende såsom one-night-stands, bollevenner eller såkaldte Cola´er (couples living apart). Der er ikke statestikker for Cola´er i Danmark men i Sverige er der omkring 300.000 personer, som lever sammen hver for sig. Nogle lever i årevis alene og arbejder på at blive klar til et nyt forhold.

Andre drømmer om og søger efter det perfekte match, the one and only, en soulmate, som har den dybe forståelse, møder alle behov og indfrier hede længsler. En partner som har lige præcis de kvaliteter, som gør parforholdet let og ubesværet, frit for alt bøvlet, ævlet og kævlet. Der er dating-sider, som specialiserer sig i at matche folk, så de får den helt rette partner, og der tests, som skal hjælpe til med at finde den helt rette partner-profil. Alt sammen spiller på drømmen om det perfekte match.

Begge måder at forholde sig til kærligheden på – det "lunkne" kompromis og drømmen om det perfekte match – kan ses som måder at finde en genvej eller en vej uden om det, der måske mest af alt fører til kærlighed, nemlig et liv sammen i udvikling.

En af de store gaver i et parforhold er, at vi får et spejl forærende. Vi mærker os selv i den anden. Den anden spejler vores måde at være på positivt og negativt. Vi mærker, hvad vi gør ved den, vi lever tæt sammen med. Lige her får vi mulighed for at udvikle os og tage livtag med de mønstre og forsvar, vi har med os, og som hæmmer en god kontakt.

Men det er også meget skræmmende og kan gøre forfærdelig ondt. Det har jeg selv erfaring for både fra mit eget liv og fra samtaler med par. Men jeg har også set, at det er al smerten og besværet værd.

Det er sådan set ikke underligt, at man undervejs, når det gør rigtig ondt, kan tænke, at der da må være en partner derude i verden, som forstår en meget bedre. Eller at man kan få lyst til at opgive projekt parforhold og bare få det bedste ud af livet på egen hånd. Men dybest set er det alt sammen flugtveje, vi søger for at slippe for den nødvendige smerte, der er forbundet med udvikling.

Kan vi leve i et udviklende parforhold med hvem som helst? Nej, selvfølgelig ikke. Der skal to til en tango og nogle gange, må vi erkende, at match´et bare ikke er godt nok. At grundlaget ikke er til stede for at få kærligheden til at vokse og blomstre. Men vores tid lider nok mere af angst for udvikling end mangel på gode match.

dueparterapi.dk

Rughavevej 5, 5230 Odense M