Jeg har ikke brug for dig

Due Parterapi

 

PARTERAPEUTISK PRAKSIS I HJERTET AF ODENSE MED HØJ FAGLIGHED OG ERFARING

SAMLIVETS VITAMINER

Inspiration til parfoldet og livet i familien

JEG HAR IKKE BRUG FOR DIG


Engang var jeg på retræte i Sverige. En svensk præst og åndelig vejleder fortalte om et møde med en munk i en ægyptisk ørken. Munken boede i en grotte og brugte sin tid på bøn og meditation. Da den svenske præst mødte ham i den spartanske grotte, blev han grebet af munkens varme og imødekommenhed. Han udbrød spontant: Hvordan kan du elske mig sådan?! Munken svarede: Fordi jeg ikke har brug dig!

I dag bliver kærlighed ofte gjort til behovs-tilfredsstillelse. Et spørgsmål om, hvad den anden kan give mig. Vi har turn on´s og turn off´s. Lange lister med ønsker til den anden lige fra højde, drøjde og hårpragt til væremåde, humor og intellekt, ja måske ligefrem indtjening og uddannelse. Og ganske ofte søger vi i den anden at blive gjort hele og få lindring for den livssmerte, vi selv bærer på – ensomhed, mangel på bekræftelse, anerkendelse og beundring etc.

Hos flere tænkere, filosoffer, terapeuter og åndelige vejledere finder man et andet syn på kærligheden.  Der tales om en behovs-fri kærlighed. En kærlighed, som er optaget af den anden og finder sin glæde i at møde den anden med intenst nærvær og lyst til at give af sig selv. En kærlighed, som står på egne ben og ikke har brug for den anden til at blive hel. En moden kærlighed, som siger: Jeg har brug for dig, fordi jeg elsker dig – og ikke omvendt!

En sådan kærlighed fordrer, at vi er gået ind i vores egen eksistentielle ensomhed og isolation med dristighed og har vedkendt os vores grundlæggende alenehed, så vi derfra kan gå ud og møde den anden uden at klamre os til ham/hende. En sådan kærlighed fordrer, at vi har søgt selvindsigt og taget ansvar for vores egne issues og egen livssmerte – ikke på en pinefuld  og afsondret måde – men ved at tage imod hjælp og støtte.

Derfra kan vi gå ud og sige: Jeg elsker dig, fordi jeg ikke har brug for dig - og jeg har brug for dig, fordi jeg elsker dig..

dueparterapi.dk

Rughavevej 5, 5230 Odense M