Sådan, Larsen! – bliv ved længe endnu

Due Parterapi

 

PARTERAPEUTISK PRAKSIS I HJERTET AF ODENSE MED HØJ FAGLIGHED OG ERFARING

SAMLIVETS VITAMINER

Inspiration til parfoldet og livet i familien

SÅDAN, LARSEN! - BLIV VED LÆNGE ENDNU

 

I dag var jeg på en løbetur, der var længere end normalt. Benene føltes tunge og kroppen som en sæk kartofler, mens jeg kæmpede mig hen ad stien langs Odense å. Så sker det uventede. En ung pige med langt lyst hår smilede til mig og sagde: Godt løbet! Jeg smilede tilbage hivende efter vejret – og fløj hjem. Med ét var det blevet meget lettere at komme ud over stepperne. Ben og krop havde pludselig fået turbo på. Sikken en kraft, der er i en kompliment! Som Mark Twain engang har sagt: Jeg kan leve et halvt år på en god kompliment.

Forleden genså min kæreste og jeg dokumentaren om Gasolin´ fra 2006. Måske var det nyheden om Kim Larsens sygdom og aflyste koncerter, der fik os til at se den veldrejede og smukt fortalte dokumentarfilm. En af Kim Larsens strofer blev hængende hos mig: ”Kloden drejer langsomt rundt i nat. På kommoden ligger Soya og Karen Blixen”. Flere gange om dagen har den siden genlydt inde i mig som noget smukt og varmt. I stroferne mødes klode og kommode, uendelighed og hverdag, og menneskets forsøg på at forstå alt det gådefulde derimellem repræsenteret af Soya og Karen Blixen.

 

Ord har en fantastisk magt til at skabe resonans og genklang i os.

 

Som parterapeut kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville være, hvis vi var mere opmærksomme på det. Tænk, hvis gav kærligheden sprog og udtrykte vores varme, taknemmelighed og hengivenhed overfor hinanden. Tænk hvis klode og kommode, kærlighedens store favntag og hverdagens lille trædemølle kunne mødes noget oftere. Kærlige og gode ord er jo den rene næring og turboenergi til relationen i parforholdet.

 

”For du er stadigvæk akkurat lige så smuk, som allerførste gang, da jeg kyssende dig, så inderligt, så inderligt”, lyder det i den sang, som er kåret til det 20. århundredes største danske kærlighedssang. Sådan, Larsen! Bliv ved længe endnu.

dueparterapi.dk

Rughavevej 5, 5230 Odense M