Det afgørende spørgsmål i parforholdet er: Vil I elske hinanden og med hinanden?
I min tid som præst holdt jeg meget af bryllupper. De var en sikker succes. Livsbekræftende. Festlige. Altid rørende at se brudgommens åbenlyse glæde og beundring, når døren gik op, og bruden kom ind.
På bryllupsdagen
Selv om en klog gammel præst engang sagde, at gode råd på en bryllupsdag virker lige så godt som varme omslag på et træben, så forsøgte jeg alligevel efter bedste evne. Men virkeligheden var ofte, at bryllupsparret kun havde hinanden for øje. Stjålne og sigende blikke, rødmen, strålende glæde, forventning.
Præsten spillede så absolut kun en birolle.
På bryllupsdagen blev det afgørende spørgsmål besvaret med et klart og rungende ja! Jeg sagde ofte til brudeparrene, at det er en fantastisk hovedrolle med blot én replik!
Jeg mødte aldrig et brudepar, som på dagen var i tvivl om, at de ville elske hinanden og med hinanden. De afgav deres replik uden tøven.
Tilbage til det afgørende spørgsmål
Men jeg skal da love for, at jeg i mit samtalekontor i kirken mødte mange par, som nogen tid efter brylluppet var kommet i tvivl om det afgørende spørgsmål. Så mange par, at jeg til sidst besluttede mig for at læse til par- og familieterapeut. Bønner og tilfældige råd var ligesom ikke nok!
Ofte må vi tilbage til det afgørende spørgsmål i parterapien. Vil I elske hinanden og med hinanden?
I samtaler med par har jeg set, hvordan parterne har lyst til at løbe langt væk fra det hele. Bogstaveligt talt har jeg oplevet den ene part løbe ud ad døren i afmagt – blot for at vende om 200 meter nede ad gaden. Når krisen kradser, og det gør ondt at leve sammen som par, kan det være svært at mærke den kærlighed, som bragte dem sammen. Man kan være helt fyldt op af den smerte, man påfører hinanden.
Kærlighedskraften er drivkraften
Men ofte vil der være et eller andet, som gør, at man ikke giver op. At man holder ud. At man måske overvejer at gå i parterapi. At man vil hade forestillingen om, at en anden skulle være sammen med sin partner. At der er for mange smukke øjeblikke i erindringen til at sige farvel. At man stadig i glimt tænder på hinanden. At børnene skaber et bånd på trods af udtørrede følelser. At en fremtid uden hinanden trods alt virker lidt tom og meningsløs.
Det er tegn på, at der stadig er kærlighed og lyst til at elske hinanden.
Det er livstegn, som fortæller, at kærligheden lever, og at man gerne vil betyde noget for hinanden.
Det er en gnist, en kerne, en kraft, som man skal tage godt vare på. Lige her ligger drivkraften til forandring og nye beslutninger. Nogle parterapeuter taler om, at det er denne kærlighedskraft, de allierer sig med i samtalen.
At elske med hinanden
Det er vigtigt med det sidste led i spørgsmålet.
At elske med hinanden adskiller en kærlighedsrelation fra et godt og dybt venskab. Ikke så sjældent er lysten til det intime liv gået nærmest helt i stå. Den ene måske med smerten over afvisning på afvisning – den anden måske med smerten ved at lægge krop til sex uden at føle lyst med selvbebrejdelser og svære følelser til følge.
Kærlighed som springer ud på ny
Ikke desto mindre har det igen og igen forundret mig, at den gnist og lyst, som virkede så fjern, kan vækkes til live igen, når et par får talt ud med hinanden, får lyttet, og får kontakt til længsler og savn. Ligesom foråret er et tilbagevendende mirakel, hvor tilsyneladende vinterdøde og strittende grene klædes i lysende lysegrønt, sådan har kærligheden også en iboende opstandelseskraft. Intet er så smukt som kærlighed og intimitet, der springer ud på ny.
Nogle par ender med at komme overens med hinanden om, at de vil blive sammen uden at elske med hinanden. I et godt og varmt venskab. Som min gamle mentor, teologen Bent Falk, ofte sagde: Ethvert valg er ærefuldt, så længe det er bevidst.
Læs også:
Hvad er kærlighed?
Forandringer som virkelig er prisen værd?
De fem kærlighedssprog