En skilsmisse eller et break up indtræffer sjældent lige pludseligt eller på en kort bane. Min erfaring er, at mindst den ene part ofte har været i gang ret længe med at sige farvel.
Skive for skive er der gået mere og mere af respekten og troen på forholdet. Der lukkes langsomt ned for følelserne, for intimiteten og for drømmene om en fremtid sammen. Man går fra samliv til sameksistens og lever mere og mere parallelle. Andre ting får større opmærksomhed – job, fritidsinteresser, måske alkoholen eller en kollega, som lytter og viser interesse. Parallelle liv begynder at indfinde sig.
Man bliver et team, som driver en familie eller en husstand i stedet for et par, som elsker hinanden og deler livet. Hverdagen handler mere og mere om overlevelse. De første kig på boligannoncer begynder. Hvor skal jeg bo, hvis vi breaker op? Hvordan er det mon at stå på egne ben?
STOP!

Nissen flytter ofte med
Det er lige her, at muligheden for at få hjælp er til stede! I stedet for at lukke langsomt ned, så der til sidst ikke er nogen vej tilbage, er det tid til at få kigget på jeres forhold. Det eneste, vi ikke kan blive skilt fra, er den del af os selv, der har bidraget til, at vi går fra hinanden. Nissen flytter ret ofte med! Risikoen for at gentage de samme mønstre og konflikter i et nyt forhold er stor. Faktum er at ret mange ender med at fortryde deres skilsmisse. Græsset viste sig ikke at være grønnere hos naboen.
”Hvorfor ikke finde et trygt rum, hvor I sammen
kan åbne jer om de sårbare punkter?”
Hvorfor ikke finde et trygt rum, hvor I sammen kan åbne jer om de sårbare punkter, I oplever i jeres forhold? Hvorfor ikke give plads til, at I får lyttet til hinanden – virkelig lyttet – og dermed også får mulighed for større forståelse for hinanden?
Forandringskraften
Min erfaring er, at når det sker, frigives en større rummelighed og mulighed for at komme hinanden i møde, så begge parter føler sig set, hørt og mødt. I den atmosfære er der en forandringskraft til at skabe nye og mere konstruktive mønstre. Den kærlighed, som kan virke livløs og helt død, kan spire og skyde friske skud.
Mønstre kan ændres
Valget står ikke mellem at lide i stilhed og langsomt lukke ned eller at bryde forholdet. Der er en tredje vej – at få de smertelige følelser frem i et trygt rum, hvor de kan møde forståelse. Ofte virker sårede følelser en smule kaotiske – som et virvar. I parterapi samler vi følelserne til et billede, der giver mening. Ofte vil reaktionen være: Ja, det er lige præcis sådan, jeg har det.
Ved at få en uddybet opmærksomhed på de svære følelser åbnes der for nye muligheder. Som par kan I ændre jeres dans med hinanden, så der kommer mere liv, glæde og nysgerrighed på hinanden. Mønstre kan ændres!
Uhyrer, vi ser i øjnene sammen, er helt anderledes end de uhyrer, vi bekæmper alene.
I stedet for at sige farvel er det måske tid til at møde hinanden på en ny måde – og vokse sammen i livet og samlivet.
Når alt dette er sagt, er der naturligvis også de tilfælde, hvor man bare må sige: Tillykke med skilsmissen! Det var tid til at bryde op og genfinde livet hver for sig.
Læs mere:
Min drøm: At leve i en udviklende relation
Skal jeg sige ja til mig selv eller de andre?
Tre problematiske mønstre i parforholdet
Bestilling af terapi