Hvor mange sms´er skal man sende om dagen i et forhold

Due Parterapi

 

PARTERAPEUTISK PRAKSIS I HJERTET AF ODENSE MED HØJ FAGLIGHED OG ERFARING

SAMLIVETS VITAMINER

Inspiration til parfoldet og livet i familien

HVOR MANGE SMS'ER SKAL MAN SENDE OM DAGEN I ET FORHOLD?

 

Er du parterapeut!? Min borddame, til en fest for et par år siden, var nærmest ved at få maden galt i halsen. Men efter at have sundet sig lidt kiggede hun indtrængende på mig. Jeg kunne mærke, at der var noget, hun kæmpede med at få over læberne.
- Sig mig så lige engang! Som parterapeut må du vide, hvor mange sms´er man bør sende om dagen til hinanden i et parforhold.


Nu er en fest jo ikke stedet for parterapi – men det blev til en kort snak om, hvor svært min borddame og hendes kæreste havde det med at finde ud af, hvor meget kontakt de skulle have sammen på sms i løbet af dagen. Hun følte et spontant behov for at udtrykke sin kærlighed og sende små søde beskeder dagen igennem. Han følte sig presset og omklamret og ville hellere dele dagen med hende, når han kom hjem. Hun følte sig svigtet, når han ikke svarede på hendes beskeder – og kunne lukke helt ned følelsesmæssigt i løbet af dagen. Og ja, så er det jo ikke svært at forestille sig, at det måske ikke var så hyggeligt for ham at komme hjem. Sms´er var blevet det helt store tema i deres forhold.


Når det gælder samliv og kærlighed er der sjældent en facitliste eller en regel, som gælder alle. Heller ikke når det gælder sms´er! Men her er et par gode råd:


Sig højt, hvad din partners sms-vaner gør ved dig
Ofte kommer man til at gå stille med enten følelse af svigt eller pres, når man ikke er på bølgelængde med sms-kontakt. Eller også kommer det ud som bitre stikpiller.
Det er bedre at sige højt, hvad din partners sms-vaner gør ved dig. Stå ved dine følelser og dine behov – også selv om det er lidt sårbart. Bliv tydelig, for det hjælper forståelsen for hinanden på vej – og så bliver det også lettere at finde en vej.


Mærk efter, hvad du kan give din partner uden at slå knuder på dig selv.
I et parforhold lever vi i spændingen mellem at samarbejde og komme hinanden i møde og at stå ved os selv og være ægte. Find ud af, hvad du kan give din partner, også når det gælder sms´er, uden at slå knuder på dig selv. Og sig det højt, så din partner ved, hvad han/hun kan forvente af dig.


Til syvende og sidst handler det om have kontakt og nærvær på en måde, som er rar for begge parter.

dueparterapi.dk

Rughavevej 5, 5230 Odense M