Vi kender det alle sammen. Uro i kroppen, knuden i maven, hjertebanken, halsen der snører sig sammen, den hastige vejrtrækning. Alt sammen tegn på, at der er noget galt, at der er ubalance i livet. Men det føles ubehageligt og generende. Så vi skubber det væk og tænker: Det er nok ikke noget alvorligt. Det går over. I morgen er det nok bedre. Jeg hælder lige et glas rødvin op og ser en god film. Eller går i byen og shopper et eller andet. Tager på café med en ven og small talker lidt.
Der er mange måder at tilkæmpe sig ro. Men pas på med den tilkæmpede ro. For uroen er et vigtigt signal om, at der er noget du skal tage dig af i dit liv. Den er en vække-klokke, som fortæller at det er tid til at mærke godt efter og finde ud af, hvor uroen kommer fra. Så i stedet for at dulme uroen, så er det bedre at gå ind i den og lytte til den.
Du kan tale med din uro
Du kan faktisk begynde at tale med din uro og spørge den:
Hvad vil du fortælle mig? Hvor kommer du fra? Hvor gør det ondt? Hvor har jeg kørt mig selv over? Hvor er jeg trængt og klemt? Hvor er der angst og frygt på spil? Det kan tage tid at finde ind til det, som er kilden til uroen. Men når du finder ind til den og får snakket med nogen om, hvad det der er på spil, vil du opleve at uroen mindsker, og din balance begynder at vende tilbage. Jeg har set det utallige gange i terapisamtalerne online og i min praksis i Odense.
Når du så får gjort noget ved det, der nager og plager, er du godt på vej tilbage til din ro. Jo mere, vi kæmper mod uroen, desto mere fylder den og dræner os for energi og livsglæde. Jo mere, vi får mærket efter, hvad der er i gære indeni og får sat ord på, desto mere får vi en forløst og uforkrampet ro, som giver den gode mavefornemmelse. Dyb og fri vejrtrækning med hjertero. Alt det, som signalerer, at vi er et godt sted i livet, hvor alt ikke nødvendigvis er rosenrødt, men hvor vi set vores ”dæmoner” i øjnene og fundet ud af, at vi ikke dør af dem.
Læs mere:
I lysten stiger solen op
Skat, lever vi så smukt sammen, at vi kan se døden i øjnene?
Skal jeg sige ja til mig selv eller de andre?