Tre problematiske mønstre i parforholdet

Psykologen, Hanne Hostrup, nævner tre problematiske mønstre, som udgør kernen i mange parforholdsproblemer. Samtidig rummer de stort potentiale for udvikling og en bedre hverdag sammen som par.

Nærhed – isolation
For nogle par er det blevet svært at opnå god kontakt og nærhed. Begge ønsker det, og gør sit bedste – men det fungerer ikke. Som parterapeut oplever jeg ofte, at den ene part ønsker tid til gode samtaler, hvor man åbner sig for hinanden. Hun er måske lidt træt af for meget small talk og oplever, at man bare lever parallelle liv uden at komme hinanden ved. Han derimod oplever, at det kan være lidt trættende med de mange ord og er måske også usikker på, hvad hun mon vil have af ham. Kan han levere varen? Måske er det endda lidt ubehageligt at skulle tale så meget følelser. Så han undgår og lukker lidt af Og det mærker hun, føler sig afvist og lukker også af. Det problematiske mønster er skabt og begge lider på hver deres måde. Kunsten er at få øje på mønsteret i hverdagen og begynde at gøre noget andet, som virker bedre. I dette mønster handler det ofte om at finde en måde at have kontakt på, som rar for begge parter.

Afhængighed – Selvstændighed
Når vi forelsker os, bliver vi fuldstændig sammensmeltede, som var vi én person. Det er en nærmest paradisisk tilstand af fuld kontakt – og i reglen er den også ret kortvarig.
Nogle par oplever det imidlertid svært at skulle ud af ”paradis”, ud af den tæthed, som de forbinder med ægte kærlighed. Derfor udgår de at skændes. Det gælder om at bevare freden og føle sig ét med hinanden.
Men under overfladen lever konflikterne og smerten. Der er behov, man ikke tør sige højt.
Der er situationer, hvor man føler sig trådt på men ikke får sagt fra. Der bliver slugt kameler, som giver ondt i maven. En af mine bekendte fortalte for år tilbage, hvordan hun bandede på italiensk i vaskekælderen, når det usagte hobede sig op!
Som parterapeut har jeg hjulpet par til at turde sætte ord på det, der er svært – til at lade konflikterne komme op til overfladen på en tryg måde. Lettelsen er nærmest håndgribelig, når man opdager, at man ikke dør af at være uenige og sætte grænser.
Kunsten er at lære at leve både som selvstændige og afhængige af hinanden. At være at være sammen hver for sig. At blive tydelige om behov og grænser.

Idealer – realiteter
Nogle par forelsker sig i en facade, en indpakning hos hinanden. Af en eller anden grund er det blevet vigtigt for parterne at opretholde en særlig facade, som udtrykker en side af deres personlighed, som de har det godt med eller som opvæksten har lært dem at identificere sig med – stærk, klog, dum, fjollet etc. Ofte vil den ene være oppe/stærk/selvstændig og den anden nede/svag/afhængig. Når tiden går, og parret kommer tættere på hinanden, er facaden i fare for at krakelere, og de får travlt med enten at trække sig eller at nedgøre den anden for at komme op på piedestalen igen. En del par vælger i dag at leve hver for sig og kun mødes, når facaden er intakt. Udviklingen for sådan et par er at lade facaden falde og leve med både idealer og realiteter om sin væren i verden og med hinanden.