For helvede! Lortebilist! Hamrede hånden i rattet. Fanden ta´ den Skoda! Forestillede mig at løbe op til snøvleren ved næste røde lys og flå døren op. Gi’ ham sådan en verbal røvfuld, at han ikke kunne gå lige de næste tre uger. Mage til hjernelam trafikidiot! Tanken var behageligt beroligende.
Det var tanken om Sarahs vrede om lidt til gengæld ikke. Pislort! Mærkelig kombi. Var det Lotte, hun hed? Hun var i hvert tilfælde fra Århus. Det var hende, der lærte mig det udtryk. Pislååårt, sagde hun på syngende århusiansk. Fræk var hun. Og væk var hun. Det var virkelig pislort. Udtrykket blev hængende.
Jeg magtede ikke næste scene. Kendte den ud og ind. For sent igen, igen. Den alt for velkendte knude i maven. Ubehaget. Og så tomheden. Forbandede tomhed. Velsignede tomhed.
-Spyt så nogle ord ud knægt!
En tåge lagde sig som et gråt slør over mit hoved og slettede alt. Løsrevne ord fløj rundt i mit hoved som rumskrald. Endeløs tomhed.
-Du kan da for fanden ikke bare stå der og glo ned i jorden!
Min far, Gamle Johansen, som senere vi kaldte ham, var nådesløs! Han slog aldrig. Det skulle han have, Gamle Johansen. Mor havde vist fortalt noget med, at han havde fået en del tæsk som barn. Farfar havde givet røvfuld og farmor lussinger. Far lavede en underlig fortrukken grimasse, hvis noget blev ført uventet hen foran ansigtet på ham. Han snakkede aldrig om det. Lukket land. Men han var hårdt slående i den verbale røvfuld. Det skulle han også have, Gamle Johansen.
Jeg knoklede røven ud af bukserne på gården. Hver dag. Før skole og efter skole. Roer. Møg. Lort. Nul fodbold eller tid til venner. Det var et uendeligt knokleri, som varede helt op i mine tidlige 20′ ere. Indtil jeg endelig fik sat foden ned over for gamle Johansen
Min trøst blev junk. Hævede penge og købte slik, chips, cola, burgere, pizzaer, shawarmaer, you namet it, i smug. Det gør jeg stadig. Sarah hader det. Det berygtede bildæk har for længe siden indfundet sig på min mave.
En dag opdagede gamle Johansen, at der var hævet penge på min konto. Så var fanden løs igen, igen. Der skulle spares. Ikke bruges penge på tåbeligheder!
Jeg var omkring de 12 år. Stod ude på marken med trillebøren ved siden af. Tågen kom. Lammelsen. Blikket naglet til jorden. Låst.
Til sidst gav han op, og jeg løb ind i bambusbusken i udkanten af den store have. Mit skjul. En naturlig hule var opstået inde i busken. Derinde var mit grønne paradis. Timer fløj af sted i mit eget selskab. Vinden fik bambusbladene til at lave hvislende lyde. De masserede knuden op. Tågen lettede.
Nr. 5. Shit! Bladene i forhaven. Lå spredt ud som en broget, fugtig, jordlugtende påmindelse om endnu en forglemmelse. Sarahs lyse hår i køkkenvinduet. Ingen vej uden om. Men man kunne jo også håbe. På en god dag…
Hvad ser hun i mig? Her 14 år nede af vejen er det stadig en gåde for mig.
– To pølsehorn…
Så stod hun der. Det lyse hår med krøller, og de blå, klare øjne. Smilet. Det smil. Så friskt som smeltet gletcheris.
Stod med åben mund – må ha’ lignet en der var klar til at tage begge pølsehorn i ét hug. 7-Eleven var blevet mit nye hjem. Knokleriet fortsatte nu med mig selv som slavepisker. Var i gang med at blive autoelektriker. 7-Eleven var min fritidsbeskæftigelse. Et sted at gøre af mig selv. Min bambusbusk. I byen var jeg kejtet. Med og uden for. Følte mig på slæb. Det hjalp med nogle øl. Sådan da. Faldt snakken på biler og teknik var jeg til gengæld som en fisk i vandet. Don´t get me started.
Det var tryggere i 00′ ernes døgnkiosk. 7-Eleven.
– Ah, hva’? To hølseporn?
Sarahs veninder brød sammen i grin, og en af dem udbrød halvkvalt af latter: Det lyder fandme frækt!
Latteren bølgede til nye højder. Varmen steg op i mine kinder. Brøleren gik op for mig. For helvede, hvor pinligt! Sarah stod der bare med sit varme smil. Lige der skete det. Væk var det kejtede. En uvant ro forplantede sig i min krop. Skulderne ned. Hagen op. Så hende lige i øjnene. Varmen i kinderne forsvandt ned i kroppen og blev til et smil i maven.
Jeg gik ufortrødent i gang med pølsehornene. Rakte hende kækt kvitteringen. Hun bad om en kuglepen. Jeg så godt, at hun skrev noget på bagsiden af kvitteringen på ryggen af en veninde. Så gav hun mig både kuglepen og kvittering. Sagde tak og sejlede ud ad døren sammen med veninderne.
Jeg troede ikke mine egne øjne. Der stod: Skriv til mig. Du ser sød ud. Tak for mad. Hølseporn er lækkert :-).
De næste to dage var en rollercoaster. Plejede at sove et sekund, før mit hoved ramte puden. Nu lå jeg med et lagen, der samlede sig på midten af sengen som en gigantisk udpint snotklud på grund af min konstante roteren. Havde den vildeste lyst til at skrive til Sarah og frygtede, at hun ville dø af kedsomhed, hvis hun lærte mig at kende. Det havde jeg oplevet før. Vidste godt at nogle piger faldt for mit kraftige mørke hår og min gennemknoklede muskuløse krop. Og så var der vist noget med en ro – på sådan en lidt mystisk måde. Det var der et par stykker, der havde sagt. Men de forsvandt sgu ret hurtigt igen. Lotte fra Århus havde gjort naller. Til sidst – efter nogle øl – skrev jeg.
Den sommer tog vi raketten. Vi elskede morgen, middag og aften. Kunne ikke få nok af hinanden. Total tænding. En dag stod jeg med en besværlig kunde fra værkstedet i telefonen. Sarahs kom ud af badet og smed sin hvide morgenkåbe. Vådt hår, dampende hud. Så kom smilet. Hun kravlede hen over gulvet og trak mine bukser ned. Min stemme knækkede over i falset. Kunden fik alt, hvad han bad om. Hold op, hvor vi skraldgrinede af det bagefter. Sarah kunne få krampelatter over at genkalde mit udtryk i ansigtet. Mit fritidsjob i 7-Eleven blev syltet den sommer. Jeg sov over mig. Aflyste vagter. Løj mig syg. Lige indtil de fik nok og fyrede mig. Jeg var totalt ligeglad. Havde ikke brug for pukleriet længere.
Det blev de lange nætters sommer. Vi småsnakkede til langt ud på de små timer. Sarah kunne få mig til at føle, at alt, hvad jeg sagde, var vigtigt. Jeg anede ikke, at jeg havde så mange ord. Hvor kom de lige fra?
I konfirmationsgave havde jeg fået en digtsamling af Benny Andersen af min onkel, som var gymnasielærer. En ordentlig mursten af en bog. Titlen var: Himmelspjæt eller kunsten at komme til verden. Jeg havde ofte ligget i sengen og kigget på bogens ryg med den finurlige titel. Havde kun kigget i den nogle få gange og var faldet over digtet, Den Dovne Digter. Siden var tom. Ikke et ord. Det havde fået mig til at grine. Fandme, en nem måde at være digter! Smart, Benny! På en sær måde talte digtet til mig. Overskriften over min tomme side skulle bare være: Den Lammede Lars. Ingen dovenskab her.
Med Sarah følte jeg, at jeg kom til verden, sådan for real. Fucking lang fødsel, funderede jeg. 23 år med veer og så en himmelspjættende sommer.
Der var ingen vej uden om. Gik over græsset med alle bladene og listede ind ad døren.
– Hej, så er jeg her.
Stilhed. Knude i maven. Kom ud til hende i køkkenet. Hun stod med ryggen til. Den sidste rest af håbet om en god dag forduftede.
– Hej, gentog jeg. Beklager, at jeg er sent på den. Men…
Jeg nåede ikke længere. Hun vendte sig rundt med et ryk. Øjnene var små og mørke. De øjne, som ellers kunne lyse hele verden op. Et velkendt stramt drag om munden.
– Det kan da for fanden ikke være så svært. Vi havde en klar aftale. Og du lovede højt og helligt at være her til tiden i dag, så vi kan nå til skole-hjem-samtale i god og ordentlig tid. Du ved, hvor meget det betyder for mig. Jeg hader at være presset op til de samtaler. Du har sgu ingen respekt for mine følelser. Du kører mig over. Hvordan kan du være så skide hjerteløs? Det handler da for helvede også om dine børn. Din Larcissist!
– Jeg, æh, gør altså mit bedste…prøver jo bare at give os smør på brødet. Jeg æh…
Hendes stemme steg til nye højder, og så blev alt snavsetøjet med seneste års svigt og brudte løfter hevet frem. Jeg kunne se smerten i de mørke øjne. Det var det værste.
Mine øjne søgte en knast i trægulvet, mens tågen og tomheden lagde sig tykt over mig. Fra nu af var det kun en spørgsmål om at komme væk. Nu stod der idiotkonkurrence og genbrugsskænderi på menuen.
Da børnene kom til, var Sarahs smil tiltagende blevet afløst af en træt og opgivende grimasse. Jeg opdagede det ikke til at begynde med. Men pludselig var knuden tilbage. Hverdagen sled på os.
Der skete noget ved Livas fødsel, den yngste. Tal lige om himmelspjæt. Var fuldstændig høj ved pigernes fødsler. Det er jeg sådan set stadig. Der kom et ømt punkt med dem. De kan sno mig om lillefingeren. Og de ved det, tøserne. De ved også, at jeg kan blive gal. Når jeg mærker en snert af Gamle Johansen over for dem, kan jeg næsten ikke være i mig selv.
På Livas dag nummer to, havde jeg aftalt med Sarah at smutte ned på værkstedet et par timer og være tilbage senest kl. 11. En vigtig kunde, som drev en transportvirksomhed med flere kassevogne, som jeg servicerede, var dukket uventet op med en hasteopgave. Jeg var totalt presset. Men kastede mig over opgaven i sædvanlig tidsoptimisme. Da jeg dukkede op på fødeafdelingen var kl. 15. Sarahs udtryk i ansigtet fik mig til at forstene. Det var som om, det aldrig blev helt det samme mellem os igen.
Sarahs tirade kørte derudaf. Jeg fik ikke et ord indført. Tankerne kørte afsted i et virvar. Hvis hun da bare vidste, hvor meget jeg dybest set levede for at gøre hende og pigerne glade. Ja, jeg elskede da mit værksted. Duften af olie, gummi, opløsningsmidler. Knokleriet var langsomt vendt tilbage. Men uden Sarah og pigerne var der jo ikke noget, som gav mening. Nada! Hvordan kunne det være, at hun ikke så alt det, jeg rent faktisk gjorde?
Mundlam. Jeg havde spekuleret over det ord. Lam mund. Det var vist det, jeg oplevede lige nu. Så for mit indre blik min mund hænge som en død, slasket mule. Mundlam Larcissist. Sært, hvad man kan nå tænke, mens krigen raser.
– Du er så fucking ligeglad, så kold, så meget op i røven på dig selv!
Lunten er lang. Bomben er stor. Jeg hamrede hånden i køkkenbordet.
– Så stopper du! Jeg gider fandme ikke høre på det pis. Jeg er den, der er skredet!
Jeg løb ned i kælderen. Hev en sixpack med mig og kørte væk fra matriklen. Helt kold indeni. Rolig. Næsten rolig. Ville gerne være helt rolig. Kørte på må og få. Lod bilen få sin vilje. Indtil jeg var ved kirkegården. Vidste ikke, hvordan jeg var havnet her. Sad lidt. Steg ud af bilen med sixpack´en og gik ind på kirkegården. Årevis siden jeg havde været her sidst. Det var vist Sarah der havde insisteret på det sidste gang. Fandt stenen med indskriften, Arne Johansen.
Knappede en øl op. Tømte den ud over gravstedet.
– Skål, Gamle Johansen. Og tak for pislort! Så humlen danne en lille skumsø, som langsomt sivede ned i jorden.
Knappede en ny op. Drak et par slurke. Tømte den. Det virkede ikke i aften. Hev mobilen frem. Kiggede ned på den sorte firkantede skærm. Følte i et øjeblik, at jeg forsvandt ned i den. Fik liv i den. Den samme rollercoaster følelse som første gang, jeg skrev til Sarah.
– Jeg ved kun én ting. Jeg vil ikke miste dig. Den pris er for stor. For du er det bedste, der er sket for mig. Jeg sidder fast. Vi må tale sammen. Stille og roligt. Jeg vil dig.
Pegefingeren sitrede.
– Jeg elsker dig.
Jeg mærkede øjnene blive fyldt af vand. Det kunne vist tælles på én hånd, hvornår det var sket. Hvislede det?