At være en familie er både en gave og en opgave – men at være en sammenbragt familie er måske noget af det mest udfordrende, svære og smukke, som findes. Statistikkerne taler deres klare sprog. Kun 25% af sammenbragte familier klarer skærene og forbliver sammen.
At nærme sig hinanden som voksne med følelsesmæssige sår fra tidligere forhold er én ting. Men at skulle forene to familier, to kulturer, to historier og to sæt værdier og normer er en helt anden ting. Så der er rigtig meget i spil, som kræver tålmodighed, visdom, god kommunikation og modig kærlighed. Lykkes det, kan det blive et familieliv, som gør tilværelsen større og mere rummelig.
Frygt som fast passagerer
Frygt er en fast passagerer i processen. Frygt for at sætte børnene på hårde og urimelige prøver oven på en skilsmisse. Frygt for at miste børnene, for familiens reaktioner på begge sider, og for at det hele går i stykker, så både børn og voksne skal udsættes for endnu et samlivssammenbrud. Næsten ubærligt! Det er ikke svært at forstå, at mange ikke tør gå ind i opgaven eller giver op undervejs.
Livskunsten i en sammenbragt familie
Kunsten er, at turde tale højt om frygten med hinanden som voksne, så det ubevidste bliver bevidst. At lade sårbarheden få sprog og rumme den i nænsomhed.
At huske på, at der ikke er noget, som hedder forbudte følelser, og at skam trives bedst i mørket. At få lys på det svære og flove, så det letter og befrier.
At stå ved kærligheden til hinanden og ikke sætte den i skammekrogen, selv om børn og andre ikke lige synes, det er så fantastisk, at mor og far har fået nye kærester.
At lytte til børnene, give dem plads til vrede og sorg og rumme disse følelser.
At samtidig respektere, at du aldrig kan sætte din nye partner på valg i forhold til hans eller hendes børn – at de har en umistelig plads, som ikke skal udfordres.
At samarbejde ved at være hinandens sparringspartnere og låne hinandens øjne på forældreopgaven som et givende og værdifuldt input.
At kende forskellen mellem at komme med sine meninger som en invasion og som en invitation. “Vil du høre hvad jeg tænker?” , er et fantastisk godt spørgsmål til at indlede en samtale om børneopdragelse.
At kende sin nye rolle i forhold til kærestens børn – måske bliver du en ny bonusforælder, måske en god ven eller bare mors eller fars nye ven – det afgør børnene sikkert – meget afhængigt af deres alder.
At det ikke altid er let at elske andres børn, og at kemi spiller en rolle.
At kunne grine ad det hele med hinanden, når livet indimellem bare er for grotesk og umuligt!
Overinvolvering kan give bagslag
Nogle kommer til at overinvolvere sig fra starten, når to familier skal bringes sammen. Man vil så gerne få det til at fungere. Børnene skal have det godt og føle sig velkomne, accepterede og på hjemmebane. Så man går all in på at være den gode bonusmor eller bonusfar. Det kan i nogle tilfælde føre til en overinvolvering, hvor man ikke får sig selv ordentlig med, ikke får lyttet til eget behov for tid for sig selv og for at mærke sine grænser og stå ved dem. Til tider kan man få stillet egne børn i skyggen af den nye store opgave med at få det hele til at fungere. Resultatet kan blive til et oversamarbejde, så man mister sig selv og går på kompromis på en måde, der ikke er dækning for i hjertet.
I reglen kan de fleste få trukket sig hjem til sig selv og få genskabt en mere sund balance. Men for nogle kan der komme en regning i form af en nedlukning. Rovdriften på egne ressourcer har været så stor, at der er brug for en tid med restitution – hvile både fysisk og følelsesmæssigt. Det kan føles flovt og skamfuldt, at man ikke bare kan være den store og rummelige voksne, der kan klare alt.
Hov, hvor blev du lige af?
Gennem årene har jeg hørt flere fortælle om, at de kan føle sig forladt, når deres partners børn kommer. Fra at være elskende i tosomheden skal man finde en anden dynamik som familie med flere familiemedlemmer. Følelsen af at ens kæreste forsvinder ind i forældrerollen kan være smertelig. Oplevelsen af at føle sig uden for kan gøre ondt. At have børn i huset, hvor man ikke er første styrmand men kun anden styrmand kan være en sårbar rollefordeling, som man skal vænne sig til.
Har man svigt med i bagagen, kan de aktiveres.. Pludselig er man mentalt sendt tilbage til forladthed i fortiden og kan stå med reaktioner, som kan virke kraftfulde og uden for ens kontrol. I stedet for at skamme disse reaktioner ud, føle sig forkert og smålig er det afgørende at få sat ord på disse følelser og tage hånd om den sårbarhed, der er udløst.
For den forældre, som pludselig oplever at ens partner er underdrejet og ramt med en følelse af forladthed, kan det være meget sårbart. Flere fortæller om, at stå i et krydspres med behov både fra børn og partner – og om at stå alene. Det er nærliggende at føle sig svigtet lige præcis i de dage, hvor man har sine børn og så gerne vil have den gode stemning. Andre bliver ramt af, at partneren trækker sig og kan opleve det som en kritik af egne børn. Nogle beskriver det som at blive sat på valg mellem børnene og sin partner. En mor sagde engang: “Det er som om jeg skal ofre mine børn eller min kæreste”.
Helingen ligger i den nænsomme samtale mellem jer som voksne i familien.
Et par jeg aldrig glemmer
Jeg husker et par, som var meget forelskede og glade for hinanden. Men pludselig var der kommet en krise i deres forhold. Hun havde lovet sine tre børn, at de skulle være sammen i påskeugen uden hendes nye kæreste. Da de nåede til onsdag aften var savnet mellem de to forelskede blevet stort, og han foreslog, at de skulle mødes kort Skærtorsdag morgen til en kop kaffe og et kys. Det ville hun så gerne – men nu havde hun jo lovet sine børn en uge alene som biologisk familie. Han forstod ingenting! Hvad med hans behov? Hvorfor blev det så rigidt? Jo mere, hun stod fast, jo mere følte han sig afvist. Han følte, at hun var urimelig, og at hendes mor-loyalitet var helt uden for skiven. Hun følte, at hun ville svigte sine børn, hvis ikke hun stod fast på sit løfte til dem.
I parterapien fik de åbnet op for de sårbare følelser – og de lærte efterhånden, at stoppe med at kæmpe for at få ret og overbevise hinanden om, hvem der havde de mest rigtige regler for livet, samlivet og familielivet.
Jeg kan stadig huske hans himmelfaldne udtryk i ansigtet, da det gik op for ham, at det eneste han kunne gøre var at sige til sin kæreste, hvad hendes dispositioner som mor gjorde ved ham – sårbart og nænsomt. Og at hun så måtte mærke efter, hvad hun kunne give til deres forhold uden at kompromittere sit moderskab. Når trykket tog af viste det sig, at det blev lettere for hende at se flere nuancer. At det ikke altid behøvede at være et spørgsmål om “liv og død”, hvis hun skulle tillade sig at være lidt mere kæreste engang imellem*.
Mange historier, som skal fortælles
En af de store udfordringer i den sammenbragte familie er, at der er mange historier, som skal fortælles. Både historien om jer som par, som kærester, som elskende. Hvordan får man lige tid til det midt i alle de krav, som en sammenbragt familie rummer? Det kræver bevidst prioritering og fokus.
Så er der også historien om de to biologiske familier, som også skal fortælles. Den fortælling er vigtig og skal have plads. Hver især har I en historik, minder, ritualer og en familiekultur sammen med jeres børn, som skal bevares midt i den store, nye familie. For jeres børn vil det være dyrebart at have et rum med jer som forældre, hvor I bare er jer – hvor de har jeres fulde opmærksomhed uden hensyn til andet.
Endelig er der historien om den nye sammenbragte familie, som skal fortælles. Det kan blive en virkelig smuk fortælling om børn og voksne, som mødes i et nyt fællesskab og får glæde af hinanden. Hver især kan I blive en gave til hinanden. Vigtigst er at bevare nysgerrigheden, åbenheden og fleksibiliteten uden forudfattede meninger om, hvad den historie skal indeholde, og hvordan den skal ende. Viljen til at tage et skridt ad gangen og se, hvad næste kapitel indeholder er vigtig.
Mange forsøger at smelte det hele sammen til én stor historie i bedste intention. Dybest set vil man gerne skabe en ny kernefamilie – for det er jo det velkendte og trygge. Netop det bliver en sammenbragt familie yderst sjældent. Men den kan blive så meget andet smukt og berigende.
Faldgruberne er mange, og ender man i rundkørslen og mærker at man sidder fast i de samme problemer, så er det nok en god idé at søge hjælp, inden det er for sent. Parterapien kan være en mulig hjælp.
*Denne fortælling er gengivet med tilladelse.