– om konflikten mellem integritet og samarbejde
“Jeg har slet ikke mig selv rigtig med. Helt ubevidst skubber jeg det negative væk og fokuserer på at være positiv. Så prøver jeg bare at gøre det, som hun forventer. Jeg har skrevet lange huskesedler til mig selv”. Sådan åbnede en mand op i en parsamtale. Hvor har jeg har ofte stødt på mennesker, som er endt med at æde sig selv og skrumpe helt ind i parforholdet!
I et parforhold og i en familie er der ofte en konflikt mellem at være tro mod sig selv og at være opmærksom på de andres ønsker og behov. Hvordan kan man være en ægte og ærlig version af sig selv samtidig med, at man tager hensyn til sin partner? Hvordan undgår man at køre sig selv over og parkere sin egne behov, fordi der altid er nogen, hvis behov føles vigtigere? Og hvordan lykkes man med ikke at blive en selvoptaget og stejl partner, som nedprioriterer den, man deler livet med.
Ja til mig selv eller de andre?
Integritet er at sige ja til sig selv – at sørge for, at man er sig selv i familien og i parforholdet. At tage hånd om egne behov og ønsker.
Men på den anden side er der samarbejdet i familien. De andre har også ønsker og behov, som kalder på, at man siger ja til dem. Lige her kommer konflikten mellem hensynet til mig selv og hensynet til de andre. Den kendte familieterapeut, Jesper Juul, kalder dette for konflikten mellem integritet og samarbejde.
Alt på et bræt – surfbrættet
Hvis man kun tager hensyn til sig selv, står de andre af. Ingen gider at lege med én, som kun vil havde det hele på sin egen måde. My way or the highway! Det bliver en rigiditet uden fleksibilitet over de andres behov i familien. Se modellen i blog-indlægget.
For mange år siden havde jeg et par i terapi, hvor han elskede at surfe. Tiden på havet var hans åndehul. Når vind og vejr var til det, tog han af sted uden hensyn til eventuelle andre planer i familien. Nu var vejrforholdene jo perfekte. Det måtte hans kone da kunne forstå. Hun havde svært ved at stå ved egne behov og endte ofte med en følelse af, at hendes ønsker og planer var sekundære og ubetydelige. Egomanden – sådan blev hendes opfattelse af ham, når han drog glad af sted mod vind og bølger. I parterapien fik hun modet til at sige det højt, og han begyndte at forstå, hvor ondt det kunne gøre på hende, når han skrottede alle deres planer for at prioritere sit surfbræt.
Frygten for at miste hele hånden
Et andet par sad fast i en svær situation. Hun havde haft en mandlig ven fem år, før de mødte hinanden. Sammen med sin ven havde hun taget ture i hans båd med overnatning uden, at det var romantisk. Det var sårbart for hendes nye kæreste, at hun insisterede på disse ture. Han fortalte, hvor svært det var at stå tilbage på kajen, når hun sejlede af sted med vennen. Usikkerheden sneg sig ind i ham og kostede dyrt på indersiden. Hun havde på den anden side en grim erfaring med en jaloux eks-kæreste, som havde fået hende til at tage alt for mange hensyn. Det ville hun bare ikke gentage. Frygten for at række lillefingeren og så miste hele hånden bankede på. De stod lige midt i konflikten mellem integritet og samarbejde.
Omsorgspladsen er altid optaget
En kvinde var super frustreret over, at omsorgspladsen altid var optaget af hendes mand. Hun syntes egentlig, at hun i lang tid havde været der for ham. Men når hun så trængte til en hånd i ryggen og lidt omsorg indimellem, havde han det altid lidt værre. Det blev nærmest en konkurrence om at have det værst for at få omsorgen. Til sidst havde hun givet op og var endt med at gå med tingene selv. Respekten for hendes mand var for nedadgående. Det gjorde ondt at mangle hans omsorg og en gensidighed i deres relation – et samarbejde.
Lillebror, lillebror – åh hvor er jeg træt af dig
Hvis man ikke har øje for sin partner og de andre i familien og deres behov, vil det ofte føre til konflikter, isolation og ensomhed. Man kan måske godt stå fast på sit og være urokkelig, men prisen kan være en dyrebar relation. Man kan måske godt trække store veksler på sin partners omsorg og fleksibilitet, men det kan koste samhørigheden, hvis ikke der også er en kærlig nysgerrighed på den andens behov.
En mand betroede sig engang i ærlig selverkendelse: “Jeg ved godt at jeg er doven og lader stå til. Det er ikke i orden, og jeg er nødt til at lægge stilen om, hvis jeg vil bevare mit parforhold. For hver gang jeg lader tingene sejle, fortæller jeg hende indirekte, at hun ikke er vigtig for mig. Det går bare ikke!”. Han var efternøler og lillebror og havde tidligt i livet vænnet sig til, at andre tog slæbet for ham. Derfor var han modnet sent og var ved at tabe sit forhold på gulvet.
Udfordringen er at lytte og øge sin forståelse for de andres signaler og behov, så der også bliver plads til dem – og så man lærer at tage en for holdet.
Hensynsbetændelse
Hvis man på den anden side kun tager hensyn til de andre, mister man sig selv. Hensynsbetændelse er blevet en populær betegnelse for at oversamarbejde med de andre i familien (se modellen oven for). Men der er mange andre udtryk for denne dynamik – sluge kameler, feje under gulvtæppet, æde sig selv, konfliktskyhed, behagesyge, pleaser eller passiv-aggressiv, hvor vreden kommer ud som stikpiller mellem sidebenene. Fælles for dem alle er, at de beskriver et forsøg på at undgå konflikter og redde den gode stemning i parforholdet og familien. Ubehaget ved et sammenstød er så stort, at man trækker sig og siger ja, selv om man mener nej. Nogle kalder det en selvafbrydelse. I reglen handler det om, at man simpelthen ikke er vant til at stå ved sig selv. Man bliver overreguleret og har svært ved at mærke egne grænser og opretholde dem. Og hvis man endelig finder modet til at sige fra, kan den dårlige samvittighed banke på. At føje de andre bliver derfor nærmest en automatreaktion. Men det koster!
Manglen på nej
I yderste konsekvens kan man blive utydelig, nedtrykt, indebrændt eller bitter. Mange taler om at gå rundt med en knude i maven med følelse af at svigte sig selv og ikke tage sig selv alvorligt. Vreden mod en selv kan være større end vreden mod den, som man lader sig køre over af. Følelsen af at blive kvalt er et sent stadie af hensynsbetændelsen og oversamarbejdet. En kvinde fortalte engang, at hun et par dage inden sin skilsmisse havde siddet ved brændeovnen og set på en lille æske tændstikker under ovnen og følt, at hun kunne være inde i den. Ikke sjældent vil der være en partner, som inderst inde længes efter en partner i en mere ærlig udgave, som virkelig kan mærkes.
Udfordringen er at lytte, virkelig lytte til sig selv og tage egne grænser og behov alvorligt. At stå ved sit ja og sit nej. At mærke sin egen lyst og længsel. Det er en livskunst at lære at navigere indefra ud fra en oplevelse af, hvad der ens eget bedste i stedet for at være yderstyret af andre. Når man siger nej, siger man i reglen ja til sig selv – og de fleste parforhold lider under manglen på nej. Dybest set handler det om at behandle sig selv ordentligt. Et godt spørgsmål kunne være: Vil du behandle en god ven, sådan som du behandler dig selv? Et vigtigt skridt er at stå ved sin indre pleaser og sige det højt til sin partner: Jeg har virkelig svært ved at gøre det, som er godt for mig, og jeg er bange for at miste mig selv. Her begynder befrielsen.
Velkommen til linedansen – både sig og sammen
Nøglen er at leve i spændingsfeltet mellem integritet og samarbejde. At tage vare på sig selv men også give noget til samarbejdet i parforholdet og i familien. At tage hensyn til sig selv men også tage hensyn til de andre. Det er en løbende forhandling og balancegang. Nogle gange forsømmer vi os selv, andre gange har vi glemt at se, høre og tage vores partner alvorligt. Det gælder om at kunne være både sig og sammen for begge parter og alle i familien.
Velkommen til linedansen…
Læs mere:
Et par veje til mere selvværd
I lysten stiger solen op
Forladthedens problem
Undgåelse af konflikt – første skridt mod bunden