Jeg var ret chokeret første gang, jeg hørte den erfarne psykoterapeut og præst, Bent Falk, sige det: Håb er noget lort!
Jamen, stop lige! Håbet er jo lysegrønt. Håbet får os til at overleve det værste, selv KZ-lejre og alt mulig andet forfærdeligt. Håb kan da aldrig være lort! Vi lever i håbet, som vi ofte siger. Tro, håb og kærlighed er da de tre store søjler i livet!
Det er jo alt sammen sandt. Håbet er en vision om en bedre fremtid, som vi kan stræbe efter og bruge som en kraft til at omforme tilværelsen. Håbet kan være et anker i livet storme, som giver os kraft til at komme igennem kriser og kampe.
Håbet kan blive til virkelighedsflugt
Men håbet kan have en destruktiv bagside. Mange har sagt til mig gennem årene: Jeg skubber det hele væk og håber på, at det bliver bedre i morgen. På den måde kan håbet fjerne os fra virkeligheden, så vi lever i ønsketænkning. Håbet kan blive et forsvar mod at mærke det, der er – mærke virkeligheden. Håbet kan blive til virkelighedsflugt, som passiviserer os og får os til at sidde fast i en tilværelse, som måske er hæmmende og ødelæggende for livsudfoldelsen. I den forstand er håb noget værre lort!
Farmor og lægeromanerne
Min farmor var et elskeligt menneske med den dejligste latter. Hun levede et meget nøjsomt liv. I sin lille lejlighed på Vesterbro i København sad hun og røg cerutter, mens hun læste lægeromaner. Virkeligheden omkring hende var temmelig grum. Hendes mand, farfar, havde forladt hende for en anden, og han havde i øvrigt været kvartalsdranker med alt, hvad det førte med sig. I lægeromanerne drømte hun sig væk til en mere romantisk og smuk verden. Det var på en måde et barmhjertigt tilflugtssted, men også et fængsel, som bevirkede, at hun sad i den lejlighed med cerutterne lige til sin død.
Mod til at se virkeligheden i øjnene
I mit arbejde som parterapeut handler meget om, at hjælpe mennesker til at se og mærke virkeligheden. ”Virkeligheden er det eneste, som virker”, for nu at citere Bent Falk engang til. Til tider må man næsten sætte forstørrelsesglas på en virkelighed, som klienten næsten ikke tør se i øjnene. Et smertelig liv må pakkes ud af håbets cellofan, så det træder frem i al sin sørgelighed og mistrøstighed. Jeg husker engang en mand, som i en samtale fik øje på, at der var gået halvandet år siden han sidst havde holdt sin kone i hånden. Det var en smertelig erkendelse, tårerne løb ned ad kinderne – men det blev også det første skridt til at gøre noget ved livet, så det blev lysere og mere givende.
Begyndelsen på forandring
Først når vi ser virkeligheden i øjnene og mærker den i krop og sind, kan vi begynde at forholde os til den. Er det sådan her jeg vil fortsætte med at leve mit liv? Eller vil jeg noget helt andet med mit liv? At mærke og se sin virkelighed er begyndelsen på forandring. Psykologen C.G. Jung siger: Du kan ikke forandre det, du ikke først har accepteret. Eller man kunne udtrykke det på den her måde: Du kan først give slip på noget, når du har taget det til dig.
Det handler også om at blive det, vi allerede er. Det indebærer blandt andet at indse, hvem man er på godt og ondt, tage det til efterretning, og derfra er vejen til vækst banet.
Udsæt ikke livet til fremtiden
Hvor kan vi mennesker dog blive nøjsomme! I terapien har jeg mødt mennesker, som ender med at leve på en sten, på krummer og smuler, på håb og drømme om et bedre liv engang derude i en fjern fremtid.
Til dem sender jeg et ønske om mod og hjælp til at se virkeligheden lige i øjnene og tage deres liv og sig selv til efterretning, så de kan træffe gode valg, der fører til et liv, som er givende og godt.
Læs også mit indlæg om håb:
Verden ifølge Tom Hanks