Midt iblandt os går der mennesker rundt, som ud af det blå kan eksplodere i et raseri, som skræmmer deres kære og nære fra sans og samling. Ofte er de en gåde for sig selv. Bomben, de bær på, er stor, og den gør skade. Raseriet får relationer til at ramle og gå i stykker. I dette blog-indlæg vil jeg forsøge at “løse raseriets gåde” – om ikke fuldstændigt så i det mindste et stykke hen ad vejen. Jeg vil også beskrive forskellen på vrede og raseri.
Ildspyende vulkaner
På et splitsekund kan intelligente, betænksomme, empatiske og sympatiske mennesker blive helt ude af sig selv af raseri og arrigskab. Ildspyende vulkaner i fuldt udbrud med glødende lava i form af sårende og giftige ord. Til tider ryger ting gennem luften, knytnæver hamres ind i væggen og døre smækkes med et brag! Det virker lige så håbløst at stoppe dem som at stoppe en vulkan i udbrud. Det er som om en personligheds-forvandling har fundet sted på et øjeblik.
Forfærdelig eftervirkning
Når først vulkanudbruddet er raset ud, indfinder der sig en ret forfærdelig eftervirkning.
Hos den rasende er efterskælvet en pinefuld skam over at have tabt kontrollen og have udløst smerte hos dem, man holder allermest af. Måske forsøger man at sige til sig selv, at der var tale om retfærdig harme. Men skammen kryber uanfægtet ind ad alle sprækker sammen med en følelse af magtesløshed. I mit arbejde som parterapeut i Odense har jeg mødt mange, som er elendigt til mode over deres eget raseri og ville ønske, at de kunne reagere på en anden måde og mere hensigtsmæssig måde.
Hos de ramte er efterskælvet en oplevelse af at blive sønderknust, bange og angst. De fleste kryber ind i sig selv for at beskytte sig selv og slikke sårene. Andre kan gå til direkte modangreb. For hver gang bomben springer, går der en flig af respekten og hengivenheden.
Nogle kalder denne form for raseri for ”eksplosionsvold” – og oplevelsen for dem, det går ud over kan være overvældende – som en grad af psykisk vold. Selvværdet lider skade. Der breder sig en følelse af usikkerhed og utryghed, som gør, at man mister sig selv mere og mere. Partnerens raseri sætter sig i nervesystemet og kan skabe en konstant følelse af uro og vagtsomhed. Typisk indfinder der sig også en vrede over raseriet, som gør at man trækker sig mere og mere i relationen. Passiv-aggressivitet med stikpiller, der kommer ud gennem sidebenene, kan blive en uhensigtsmæssig reaktion på raseriet. Det kan så udløse nye udbrud af raseri hos partneren. En ond cirkel er i fuld gang.
Mur af tavshed
Efter raseriudbruddet går man rundt i bombekrateret og skal finde hinanden igen. En mur af tavshed indfinder sig ofte. Den mur kan gå hen og blive et helt familie klenodie! Stemningen er ladet med skam, selvbebrejdelser, forsigtige forsøg på at få genskabt kontakten på den ene side – og sårede følelser, ængstelse, utryghed og vrede på den anden side.
Efterhånden, som tiden går, ender man med at lande i hinandens favn på ny. Lettelsen er stor. Et håb spirer frem: Måske kan vi alligevel godt finde ud af det… Og så springer bomben igen!
Hvad er forskellen på vrede og raseri?
Raseri får relationer til at gå itu. Vrede er noget helt andet. Den er en måde at sige ”av” på, når nogen går over vores grænser, eller når der noget vi gerne vil have, men ikke kan få. Vreden er sund og kaldes derfor også en tilnærmelsesemotion – altså en følelse, som faktisk kalder på den, man elsker.
Men raseriet er kontaktløst. Den rasende er i sin egen verden, i sit eget drama og derfor er raseri en undvigelsesemotion – en måde flygte væk fra en smerte, som man slet ikke kan bære.
Hvor kommer raseriet fra?
I reglen har raseri med afvisning og frygt for forladthed at gøre. På et eller andet tidspunkt i opvæksten har man oplevet at blive afvist og forladt af dem, som skulle passe på én. Frygten for forladthed kommer typisk fra en opvækst i et dysfunktionelt hjem, hvor man ikke oplevede en tryg tilknytning og en tryg havn og favn hos forældrene. Det er en utrolig sårbar og pinefuld oplevelse for et barn. Ubærligt. Hjerteskærende. Sønderknusende.
Når man i voksenlivet møder afvisning, udløses denne smerte fra opvæksten og med den raseriet, som bliver go-to-reaktionen, fordi afvisnings-og forladthedsfølelsen er for smertefuld at være i. Man får en underreguleret vrede, som gør, at man alt for let bliver alt for vred.
Oplevelsen af afvisning kan komme, hvis man ikke blive mødt i et knus, hvis man bliver afvist i en invitation til intimitet, føler sig kritiseret, overset, nedprioriteret, taget for en selvfølge etc.( I nogle tilfælde kan triggeren til raseriet også være helt banal såsom at noget går en på i trafikken).
I reglen sluger man nogle kameler, prøver at tage nogle afvisninger i stiv arm men på et tidspunkt er der opbygget så meget indre tryk, at en lille og tilsyneladende ubetydelig episode kan udløse raseriet. I det øjeblik regredierer man og bliver som et lille ulykkeligt, afvist barn, der ikke kan bære smerten. Derfor kaldes disse reaktioner også for voksen-barn-reaktioner.
Er der så en vej frem?
Ja, og den er ikke nødvendigvis nem – men den er der:
- Tag ejerskab
Tag ejerskab af dit raseri. Det bor i dig. Du har fået det med dig som en konsekvens af en opvækst i en dysfunktionel familie med afvisning og forladthed. Det er en skæbne. Tag den på dig – i stedet for at give dine nærmeste skylden.
Men vid også, at det ikke er din skyld. De svigt, du bærer på, skal intet barn opleve. Du har lov til at tage afstand fra dysfunktionen i din opvækstfamilie uden nødvendigvis at tage afstand fra dem som personer. - Gå væk
Når raseriet kommer, har du en brøkdel af et sekund til at gå væk fra situationen. Træk dig. Gå væk!
Ved at skynde dig væk undgår du, at raseriet går ud over dine nære og kære. Du sikrer, at eksplosionsvolden ikke udløses.
Ofte kan du mærke i kroppen, når raseriet er på vej – en knude i maven, en sammentrækning om halsen, hårde hjerteslag, en sitren i kroppen etc. Disse kropslige reaktioner er signalet på, at du skal til at komme væk hurtigst muligt. - Tag hånd om den sårbarhed og smerte, der er udløst i dig
Når du er kommet væk, skal du tage dig af dig selv på en kærlig og beroligende måde.
Forestil dig, at der er ”et indre barn” i dig, som lider og frygter afvisning og forladthed. Du kan også kalde det en forsømt eller fraspaltet side af dig selv. Det afgørende er, at du tager hånd om den smerte og sårbarhed, der udløst. Giv dit indre barn trøst og beroligelse. Tal dig selv kærligt til. Fortæl dig selv, at også denne smerte vil gå over.
Mærk efter i din krop, om signalerne på raseriet er ved at klinge af. Vær forsigtig med at gå tilbage til situationen, før du er helt i ro og er kommet til dig selv. - Mærk din sårbarhed og længsel
Bag raseriet er der en sårbarhed og længsel. Hvis arrigskaben f.eks. blev udløst af et afvist knus, kan det blot være selve triggeren, som fik en ”bombe” af længe ophobede følelser af at være nedprioriteret, ydmyget og betydningsløs til at eksplodere. Det er lige præcis denne sårbarhed, som skal mærkes og udtrykkes på en moden og voksen måde – ikke som en voksen-barn-reaktion.
Det kan lyde sådan her: Jeg blev ramt, da du afviste mit knus. I en periode har jeg nok følt, at du ikke er ret vild med mig, og at jeg måske ikke er så vigtig for dig. Virkeligheden er, at jeg længes efter dig og efter at være velkommen og begæret.
Hermed har du skabt en ny vej, som dit nervesystem efterhånden vil lære at gå mere og mere naturligt. Der vil blive stadig længere mellem optræk til raseriudbrud. Du vil få en voksende følelse af mestring og tryghed – og frem for alt meget mere ro i dine relationer.
Læs også:
Forladthedens problem
Hvordan begynder helbredelsen af forladthed i opvæksten?