– eller en dag skyller der noget op på min strand
En film har inspireret mig meget. Det er ”Cast Away” med Tom Hanks i den altoverskyggende hovedrolle, som Chuck Noland (bemærk efternavnet), der strander på en øde ø efter en flyulykke. Her kæmper han i måneder og år for at overleve og komme tilbage til sin elskede. Men der er en brusende brænding, som forhindrer ham i at komme væk fra øen på den tømmerflåde, han har strikket sammen.’
En dag skyller der imidlertid et stykke blik op på stranden. Det kan Chuck Noland bruge som sejl. Og med det nye blik-sejl lykkes det ham akkurat at komme over brændingen og ud på det store ocean.
Her driver han rundt for vejr og vind og bliver i sidste øjeblik reddet af en supertanker – kun for at opdage, at hans elskede kone har fundet en anden, mens han har været borte.
En aften sidder han med sin ven en regnfuld aften og funderer over sit liv. Smerten og tabet river i hjertet. Men så siger han: Jeg må bare blive ved med at trække vejret, for en dag skyller der noget op på min strand.
Livet har noget godt at give os
Vi kan føle os hjemløse og fremmede i verden (no-land), udkastede og forkastede (cast away), isolerede. Vi kan miste den, vi elsker. Men vi må bare blive ved med at trække vejret. For en dag der skyller noget op på vores strand, som bringer os videre i livet. Filmen afspejler troen på, at livet har noget godt at give os midt i isolationen og “udkastetheden” (med et udtryk af filosoffen, Heidegger. Altså håb!
Nogen siger, at håb ikke er en strategi. At det er passiv måde at være i verden på. At det er at forlade sig på en uvis skæbne. Min gamle mentor, teologen og psykoterapeuten, Bent Falk, sagde ofte: Håb er noget lort! Jeg blev altid lidt provokeret af det. Hans pointe er, at håb fører os ud af virkeligheden og ind i en drømmeverden. Vi er nødt til at se vores virkelighed i øjnene for at forandre os. Point taken, Bent!
Men håb kan – set fra mit vindue – også være en aktiv og levende måde at forholde sig til eksistensen på. For jeg må jo holde øje med min “strand” og gribe det,. der skyller op med nysgerrighed, åbenhed og engagement. Ikke et håb, der knytter sig til en passiv tro på skæbne – men et nøgternt håb, som bygger på erfaringen af livet også er uventede gaver. Verden er både et uvenligt og et venligt sted at bo.
Vi siger til hinanden: Så længe der er liv, er der håb. Virkeligheden er måske snarere: Så længe der er håb, er der liv.
Min happy end
Filmen slutter med at Chuck Noland bringer en pakke ud til en adresse på landet. Pakken havde han med fra den øde ø – og den skulle afleveres på pakkens adresse. Efter at have fuldført sin mission – sit projekt ville filosoffen, Jean Paul Sartre, måske sige – står han i et vejkryds in the middle of nowhere – langt ude på landet. I det samme kører en smuk kvinde forbi i en pick up i retning mod det hus, hvor han netop havde afleveret pakken. Kameraet zoomer ind – og Chuck Noland smiler. Filmen slutter, og vi er overladt til at lave vores egen slutning. Min erfaring er, at livet både indeholder oplevelsen af at være udkastet, bortkastet og fremmed – men også oplevelsen af at noget skyller op på vores strand, at livet har noget godt at give. Derfor er min slutning på filmen, at han kører tilbage til huset og den smukke kvinde. Ny kærlighed er skyllet op på hans strand. Det er tid til handling og engagement. For vi er, hvad vi gør med vores liv.
Jeg slutter af med dette vers fra sangen: “Du kom med alt, hvad der var dig”:
At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og bli’r,
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter.
Læs også:
Kærlighedskurven – sådan rammer par bunden og finder vejen op igen
Tillykke med dit sammenbrud