Jeg er i dag taget ud til kirkegården i Montparnasse, Paris, hvor filosoffen, forfatteren og dramatikeren Jean Paul Sartre ligger begravet ved siden af sin ven og elskerinde Simone de Beauvoir, som også var en fremtrædende filosof. Jeg mødte to unge mexicanske kvinder ved graven.
50.000 fulgte Sartre til graven
Sartre døde i 1980 og 50.000 franskmænd fulgte ham til graven. Den borgerlige præsident, Giscard d’Estaing, var på ingen måder politisk enig med den venstreorienterede Sartre men spurgte alligevel om lov til at sidde ved hans afsjælede legeme nogle timer. Frankrig forstår at ære deres store filosoffer, og Sartre var en af dem. Det vidste præsidenten.
Et skelsættende foredrag i Paris
Uden nogen sammenligning iøvrigt havde jeg i dag brug for at ære Sartre og lægge en blomst på hans grav. For en enkelt sætning hjalp mig til en frigørelse, som er blevet helt afgørende for mit liv. Sætningen blev udtalt ved et foredrag i Paris i 1946, som blev annonceret i en lille rubrik i en avis. Sartre selv regnede ikke med den store opmærksomhed. Men da han ankom, var lokalet stopfyldt af unge mennesker. Mange stole var slået i stykker i kampen for at få plads. Sartre selv måtte høfligt bede om plads til at komme op til podiet. Her holdt han så det foredrag, der senere blev til bogen, “Eksistentialismen er en Humanisme”.
Fire vigtige ord
“Eksistensen kommer før essensen”, udtalte Sartre. Med fire ord aflyste han hele det metafysiske projekt, som har præget filosofien siden de græske filosoffer – forstået som principper, sandhed og årsager, der ligger bag eksistens og virkelighed.
Der er ikke en ide, et princip, en gud, en plan, et selv, en kerne, en bestemmelse, et blueprint eller en mening, som kommer før eksistensen. Eksistensen kommer først – forstået som bevidsthed, valg, handling og ansvar – også kaldet “det nøgne at”. Mennesket må kaste sig ind i eksistensen gennem egne valg og “projekter”, som Sartre formulerede det og dermed skabe mening i en absurd og meningsløs verden. Ved at tage eksistensen på os, kan vi skabe vores egen essens forstået som livsindhold.
Find ud af det!
En ung mand kom til ham under krigen og spurgte ham til råds om han skulle blive hos sin gamle mor eller gå ind i modstandskampen mod tyskerne. Sartre svarede: “Jeg ved det ikke. Find ud af det!” Han fraskrev sig at have et svar på andres vegne.
Unge på Sartres tid havde set deres verden bryde sammen i en grusom krig. De havde oplevet religioner, ideologier og ledere spille fallit. Derfor var en ny generation klar til selv at vælge og tage ansvar for deres liv. De flokkedes derfor om Sartre og Simone.
Vi er, hvad vi gør os selv til
At leve eksistentielt er at leve med bevidstheden om, at vi er, hvad vi gør os selv til – sådan som vi vil os selv. Og dermed er vi også ansvarlige for vores eget liv.
Sarte bruger begrebet “ond tro”. Det er, når vi bedrager os selv, for at undgå at tage ansvar for vores frihed og valg. Tro på en guddom, et forsyn, et stjernetegn, en skæbne, en leder, en guru etc. kan i virkeligheden være “ond tro” – et forsøg på at undvige ansvaret for sin eksistens.
Terapi må i øvrigt i eksistentialistisk forstand altid handle om at hjælpe mennesker til at tage ansvar for eget liv – og aldrig udvikle sig til en afhængighed af terapeuten.
Jeg synes, vi har brug for Sartre i dag.
Da jeg stod ved hans grav, som er fyldt med påmalede hjerter og takkehilsner i rød skrift, kom to unge kvinder fra Mexico. De ville, ligesom jeg, ære Sartre og Simone. Den ene havde studeret Sarte i sit hjemland. Øjeblikket efter kom endnu par unge og i løbet af kort tid var op mod ti unge samlet ved graven. Det var godt at se, at en ny generation i dag også lader sig inspirere af Sartre og Simone. En kvinde havde skrevet på gravstenen: Emma – free. Jeg gik fra graven med våde øjne.
Paris, april 2025
Bragt i Tidsskrift for Psykoterapi nr.2 – 2025