I reglen har vi en ret klar opfattelse af, hvad utroskab er for en størrelse. Der er en partner, som har svigtet og en partner, som er blevet svigtet. Men er billedet så entydigt og sort-hvidt, når det kommer til stykket? De mange samtaler med par, som kæmper for at komme på fode igen efter utroskab, har affødt tanker og refleksioner om utroskabens væsen og essens.
Jeg forstår godt at du har været mig utro
Der skal efterhånden meget til at overraske mig som parterapeut efter mere end to årtier i feltet. Men en dag for relativt nylig blev jeg alligevel noget paf, da en kvinde sagde følgende: ”Jeg forstår godt, hvorfor min mand har været mig utro. Det gør ondt ad helvede til, at han har været sammen med en anden. Men jeg har ikke været nem at leve med. For jeg har lukket ned for intimitet og været så vred og afvisende i mange år. Det fortryder jeg. For det har haft en pris, som jeg og vi betaler nu”.
Afvisning og hårdhed
Det gør indtryk, når mennesker tør at se indad og er villige til at forholde sig til eget ansvar for parforholdet. I stedet for kun at blive opslugt af sin egen smerte over sin mands utroskab, hvad der ville have været helt forståeligt, fandt hun styrke til at se sin egen andel i tillidsbruddet. Hun indså, at hun også havde været utro i en vis forstand. Ved at gå med en ubearbejdet vrede var hun blevet hård. Den hårdhed var gået ud over hendes lyst til kærtegn og intimitet, så hun var blevet afvisende.

Den helende samtale
I parterapien udtrykte hun sin sorg over at have afvist ham så mange gange. Hun havde set pinen i hans ansigt men ikke evnet at få talt ud med ham om det, som blokerede. Det blev til en helende samtale, hvor begge fik udtrykt deres smerte over at have svigtet hinanden, og hvor der blev løsnet op for tavse konflikter og usagte ting, som havde hobet sig op gennem årene.
Et bud på hvad troskab er
Jeg tror, det er for fattigt og ensidigt at se troskab, som fraværet af utroskab. Troskab er noget langt rigere og dybere. Hvornår er vi tro mod hinanden i parforholdet? Hvis jeg skulle komme med et bud på det spørgsmål, vil jeg læne mig op ad tilknytningspsykologien og sige, at det er, når vi er en tryg havn for hinanden. Den canadiske psykolog, Sue Johnson, definerer en tryg havn med tre ord – tilgængelig, responderende og engageret.
Tilgængelig
At være tilgængelig er at være til at få fat på. Sociologen, Harmund Rosa, siger, at vi er generationen med ”sænkede blikke”, fordi vi ser ned på vores mobiltelefon. Vores tid er travl. Accelerationssamfundet. Mange har en oplevelse af at køre med 120 km/t gennem hverdagen. Der er mange forhold, som kan bevirke, at vi er utilgængelige, afvisende, uopmærksomme og fraværende over for vores partner. Og det er en form for utroskab! Utroskab kan være at forsvinde ind i skærmen og efterlade en partner i ensomhed. Troskab kan på den anden side være at smide, hvad man har i hænderne, for at tage tid til snakken
“Mange fortæller, at løgnen er noget af det værste ved utroskab. Men løgnen, uærligheden og fortielsen kan også godt tage form af det usagte og undertrykte, som gør hjertet hårdt og kvæler livet i parforholdet”.
Responderende
At være responderende er at lytte, virkelig lytte, med fokus, interesse og nysgerrighed – og så give en respons efter at have mærket efter, hvad det man hørte, affødte. En klient sagde engang: ”Jeg lytter ikke rigtig længere og sætter den automatiske telefonsvarer på. Jeg hiver lige noget ned fra hylden, men jeg er der ikke i samtalen”. Ærlig snak! Og den adfærd er også en form for utroskab. Det er et svigt af den, som har brug for nærværet og en ægte respons. Troskab er at være levende, ærligt til stede og give af sig selv.
Engageret
At være engageret er at være på hold med hinanden og have hinandens ryg. Det er at være klar til handling, når den anden i parforholdet har brug for hjælp, omsorg og støtte. Det sker ret ofte i terapilokalet, at en partner siger: ”Jeg elsker dig”. Ofte er svaret: ”Det er rart at høre, men jeg vil gerne se det i handling”. Troskab kan være at tage opvasken. Utroskab kan være at køre solo og sætte karrieren først. Sat på spidsen!
At være engageret kan også være at få gjort noget ved det usagte. Det slår mig igen og igen, hvor meget vi får fejet under gulvtæppet i vores parforhold. At lade stå til, at holde ud, at bide tænderne sammen, at lægge låg på er alt sammen former for undgåelse, som har et element af at være uengageret og utro over for relationen. Mange fortæller, at løgnen er noget af det værste ved utroskab. Men løgnen, uærligheden og fortielsen kan også godt tage form af det usagte og undertrykte, som kan gøre hjertet hårdt og kvæle livet i parforholdet.
“Når jeg tænker tilbage, er det efterhånden en del år siden, at jeg har haft sex drevet af lyst. De sidste fem år har det føltes som en pligt. Det er rigtig sårbart at sige højt – jeg føler, at jeg har løjet over for dig. Jeg ville ønske, at jeg havde åbnet op noget før, så vi kunne have fået snakket om det. Det er jeg virkelig ked af”. Sådan beskrev en kvinde sin “løgn” i parforholdet.

Tro mod kærligheden
Troskab er med andre ord at være tro og loyal mod kærligheden. At sætte den først. At prioritere den. Den omtalte kvinde, som tog et medansvar for tillidsbruddet i deres parforhold, vidste, at hun havde svigtet kærligheden. Det var ikke en fribillet for hendes mand til at være utro. Slet ikke! Billedet var bare meget mere nuanceret, og det vidste hun.
Teologen og psykoterapeuten, Bent Falk, siger, at de fleste ikke er utro ud af liderlighed men ud af fortvivlelse. En mand sagde engang til mig: “Jeg skal se at få det her forhold afsluttet, inden der kommer et ansigt på min smerte”. Med det mente han, at han godt vidste med sig selv, at han var så udpint af mangel på varme i sit forhold, at han ville være “billigt” til salg over for kvindelig opmærksomhed.
Du så mig ikke
En mand havde et stærkt behov for at forstå sin kones utroskab. Efter en del sessioner i parterapi sagde hun: ”Du har ofte spurgt om hvorfor, jeg gjorde det. Jeg tror, at jeg ved det nu. Du så mig ikke. Jeg led og havde det svært – men du så mig ikke. Jeg var ikke forelsket i ham, som jeg var dig utro med, og det var en lettelse at blive opdaget. I virkeligheden længes jeg efter at blive set af dig”.
Han vidste godt, at han også havde svigtet. ”Jeg gemte mig bag to øller og en mobiltelefon i stedet for at snakke med dig. Det var lettere”, erkendte han.
Utroskab har mange ansigter, og troskab er meget mere end fraværet af utroskab.
Alt dette er skrevet med den største medfølelse med dem, som går rundt med et knust hjerte på grund utroskab og tillidsbrud. Dette indlæg skal ses som et forsøg på at udvide perspektivet, nuancere og fordybe forståelsen.
Læs mere:
Først af alt er kærligheden
Min drøm – at leve i en udviklende relation
Hvad kan par gøre efter utroskab?