Lad os få mere god sex

Jeg tænker ofte tilbage på min tid på Familieterapeutisk Institut, hvor jeg blev udannet til parterapeut. En dejlig og udviklende tid. På et tidspunkt kom vi til det seksuelle område. Psykolog og direktør for instituttet, Peter Mortensen, stillede sig op ved tavlen og begyndte at undervise om sex i tre farver! Rød, sort og hvid! Det var nyt – i hvert tilfælde for mig.

Sexlivet kan have flere farver!

Sex i tre farver

Den røde farve står for den romantiske sex med øjenkontakt, kærtegn, ømhed, sanselighed og følsomhed. Den seksuelle position, som udtrykker rød sex, er missionærstillingen.
Den sorte farve står for den driftsbetonede sex med begær, liderlighed, vildskab, saft og kraft. ”Doggy style” kan være den position, som udtrykker den sorte sex.
Hvid står for den transcendente sex, hvor målet ikke nødvendigvis er orgasme men mere en oplevelse af bølgende energistrømme og en væren med hinanden i et bevidsthedsudvidende og selvforglemmende nu. Lotusblomsten er den seksuelle position, som udtrykker den hvide sex.
Værsgo! Sex i tre farver! Og som Peter Mortensen pointerede har alle de tre former for sex deres berettigelse. Der er som sådan ikke noget, der er mere rigtigt eller fint end noget andet. Rigdommen består i at få flere farver med.

Er sexlivet dømt til at blegne med årene?

Lad os tage et skridt videre. I vores tid er der en myte om at nyhedens interesse giver grobund for bedre sex – at sexlivet er dømt til at blegne af kedsommelighed og forudsigelighed, som årene går i parforholdet. Den internationalt anerkendte psykolog, Sue Johnson, har i flere sammenhænge taget et opgør med denne moderne myte.
Tilknytningspsykologien og forskningen viser nemlig, at der ikke er noget vigtigere for et godt sexliv end at føle sig tryg i forhold til sin partner. Hvordan skal man åbne sig kropsligt og blive legende og udforskende sammen, hvis ikke man føler sig tryg? Utryghed og usikkerhed i relationen, som naturligt følger med at være nye sammen, kan nemt føre til, at intimitet bliver en præstation. Var jeg god nok i sengen? Leverede jeg varen?

Tryghed er den afgørende faktor

Det trygge forhold skaber i virkelighed klangbunden og potentialet for mere god sex i flere farver – legende og udforskende sex. Mange par, som søger hjælp hos mig som parterapeut, oplever, at intimiteten mindskes i takt med, at smertelige konflikter tager til og trygheden forsvinder. Jeg husker en kvinde for en del år siden, som med tårer fortalte mig, hvordan hun frygtede at være blevet aseksuel. Hun kunne slet ikke mærke sin lyst mere. Da vi fik arbejdet med parrets relation og samhørighed, vågnede kroppen, lysten og lidenskaben. Så smukt og livsbekræftende!
Så intimitet aftager ikke med forholdets længde med men med nedslidning af samhørighed og positiv kontakt.  I stedet for at søge grønnere græsgange og nyhedens interesse har vi brug for at styrke trygheden og samhørigheden i parforholdet, som et udgangspunkt for mere god sex! Som Sue Johnson polemisk spørger: “Hvad er det bedste råd til god sex? Tryg tilknytning!”

Limen i parforholdet

Og her er så den gode nyhed: God sex afføder trygge bånd. Tilknytningshormoner frigives under elskoven.  Intimiteten forener og forbinder. Derfor er det intime liv som en ”lim” i parforholdet. Som en mand engang sagde til mig: “Når vi har været sammen, er vi mere kærlige og nære over for hinanden”.
Værsgo! Tryghed fremmer god sex, og god sex fremmer tryghed! Lige her er noget af magien ved kærlighed og parforhold. Lad os få mere god sex!