Skat, lever vi så smukt sammen, at vi kan se døden i øjnene?

På det sidste er jeg som parterapeut både min praksis i Odense og i Center for Familieudvikling blevet opmærksom på, hvor meget bevidstheden om døden og livets flygtighed optager par, som ikke trives.

Det gælder særligt par, som er kommet på den anden side af 40 år med en årrække sammen i parforholdet. Flere bliver ramt af, hvor hurtigt livet går. ”Hvad er vel livet? Et pust i sivet”, som digteren, Adam Oehlenschläger, siger i digtet Biarkemaal.

Alene tilbage i reden

Måske er børnene også ved at nå en alder, hvor de er mere selvhjulpne og ikke på samme måde som tidligere har brug for mor og fars hjælp i hverdagen. Fasen med den tomme rede begynder at nærme sig, og pludselig begynder det at gå op for flere par, at de snart er alene tilbage i reden.
Som en far engang sagde i en parsamtale for nogle år siden: Når jeg savnede at gøre hyggelige ting med min kone, tog jeg vores yngste med til alle mulige sjove aktiviteter. Men nu er det vennerne han søger, og jeg oplever et tomrum.
En mor sagde: Når jeg savnede knus og kram fra min mand, har jeg haft børnene. Men det vil de ikke mere!

Lever vi sammen med glød og gnist?

Det er en realitetsfase midt i livet! Spørgsmål melder sig om, hvordan man egentlig har det med hinanden, og om livet leves med glød og gnist: Drikker vi tilstrækkelig dybt af livets bæger? Får vi set livet i alle dets skønne farver eller har vi gjort det gråt, trist og forudsigeligt? Har vi forsømt at være kærester og give vores kærlighed de nødvendige vækstbetingelser? Hæmmer problematiske mønstre i vores parforhold livsudfoldelsen? Hvor blev de søde ord, de små kærtegn, de hyggelige stunder, de kærlige drillerier og glimtet i øjet egentlig af? Og hvad med alle vores drømme? Lever vi så smukt, at vi kan se døden i øjnene?

“En gammel salme taler om at ”smile ad sin død”. Det bliver muligt vi, når vi har levet og elsket af hjertens lyst”!

Livet begynder efter fortvivlelsen

Det er gode og vigtige spørgsmål. Selv om de kan vække en vis fortvivlelse, så er de en eksistentiel ringeklokke, som kalder til opvågning og til forandring. Som den franske filosof, Jean-Paul Sartre siger:” Livet begynder efter fortvivlelsen”.

Kys livet, kys hinanden og smil ad døden

Søvnen kaldes dødens søster. Hver aften, når vi falder i søvn, øver vi os på at dø. Vi falder ind i søvnen. Vi giver slip og går ind i hvilen. En dag falder vi i søvn for sidste gang. Vi går ind til den evige hvile og lukker vores øjne for sidste gang. Lige der er det vigtigt at have levet et liv, som man kan dø på. En gammel salme taler om at ”smile ad sin død”. Det bliver muligt vi, når vi har levet og elsket af hjertens lyst! Et liv levet i kærlighed kan man dø på – også selv om vi nok altid vil og skal være lidt uforsonet med døden.

Psykolog, Irvin D. Yalom skriver: ”Døden og livet er gensidigt afhængige …. At erkende døden giver livet mere fylde, ændrer livsperspektivet radikalt og kan rykke os fra en livsmodus præget af adspredelser, bedøvelse og småbekymringer over i en mere autentisk livsmodus”.

Kys livet, kys hinanden og smil ad døden

Bevidstheden om døden og livets flygtighed kan blive handlingslammende, men kan også, som citatet viser, lede os mod en større livskraft og et rigere liv i kærlighed. Eller som Steffen Brandt synger: Kys det nu, det Satans liv!
Et modent par, som stod midt i disse overvejelser, fortalte om, at de for første gang i mange, mange år havde taget madrasserne ud i haven og sovet under åben himmel med kig til stjernerne. Det var blevet til en magisk nat. Deres øjne lyste som stjerner, da de delte deres lille hverdagseventyr med mig.

Der er kun tilbage at sige: Kys livet, kys hinanden og smil ad døden!

PS. Er der så ikke noget, der hedder kedelige dage, rutiner og perioder, hvor man holder sammen i modgang og på trods? Jo, sådan er et rigtigt liv og samliv altid forbundet med ups and downs, dage med sol, vekslende skydække og til tider storm.

Læs mere:
I lysten stiger solen op
Har du egentlig nogensinde lyttet til knuden i din mave?
Kærlighedskurven – sådan rammer par bunden og finder vejen op igen