I 1992 udgav den amerikanske psykolog, Gary Chapman, bogen, Kærlighedens Fem Sprog, og den har lige siden været på New York Times bestsellerliste over parforholds- og kærlighedslitteratur med mere en 20 millioner solgte eksemplarer. Der er virkelig tale om kærlighedens bestseller!
Normalt er jeg ikke meget for selvhjælpsbøger og hurtige tips til parholdet. Men lige præcis denne bog om kærlighedssprog holder altså vand, hvis man husker, at alt jo skal læses med sund kritisk sans. Min kone og jeg anvender selv nogle af tankerne i vores parforhold og har stor glæde af det.
Hvad er kærlighed? Hvordan kommunikerer vi kærlighed? Hvad er mit og min partners kærlighedssprog? Det er nogle af de spørgsmål, jeg i al beskedenhed vil forsøge at give nogle bud på. For der er tale om de helt store spørgsmål, som vi i virkeligheden aldrig bliver færdige med.
Hvad er kærlighed? Hvordan kommunikerer vi kærlighed? Hvad er mit og min partners kærlighedssprog?
Meningen med livet er for mig til dels forbundet med at fordybe mig i kærlighedens gåde og blive ved med at få lidt flere glimt af, hvordan vi kan lære at elske og blive elsket. Som tidligere præst gennem 25 år ved jeg, at det kan man dø på. Når vi skal tage de sidste åndedrag, er det ikke det HTH-køkken, vi aldrig fik sat op, som optager os – men hvor meget vi fik elsket og blev elsket i det her liv.
Giv følelser sprog
Grundtanken i bogen, Kærlighedens Fem Sprog, er, at kærlighed ikke kommer uformidlet til os. Der skal bygges en bro mellem afsender og modtager af kærlighed. Der går en anekdote om en mand, som sagde følgende til sin kone, der beklagede sig over, at han aldrig udtrykte sin kærlighed: Jeg sagde til dig, da vi blev gift for 20 år siden, at jeg elsker dig – og hvis det ændrer sig, skal du nok få det at vide! Det er lige til at grine ad men anekdoten er jo også gravalvorlig. For følelser, som ikke får sprog, lader den anden/modtageren tilbage i en uvis og ensom verden.
Kærlighed må udtrykkes, formidles. Giv følelser sprog!
Fra sprogforvirring til musik i forholdet
En anden vigtig pointe i psykologen, Gary Chapmans bog, er, at der ofte opstår sprogforvirring i parforholdet.
Vi oplever kærligheden forskelligt og taler forskellige kærlighedssprog.
Det, der for den ene partner er kærlighed med fuld skrue, behøver ikke at betyde så meget for den anden i forholdet. Og omvendt. Når man ikke forstår eller taler det samme kærlighedssprog, kommunikerer man ikke på samme frekvens og kommer derved let til at tale forbi hinanden.
Måske oplever den ene, at knus, kys, berøring og sex fylder kærlighedsbeholderen helt op til kanten, mens den anden føler sig elsket helt ind i knoglerne, når der gives en hjælpende hånd i en travl hverdag. Det er vigtig viden i et forhold!
For den, som elsker krop og berøring er tilbøjelig til at give lige præcis det, som han/hun selv elsker – knus, kys og kærtegn. Men det er ikke sikkert at det bliver modtaget med kyshånd, hvis den anden i forholdet, har hjælpsomhed som kærlighedssprog og eksempelvis står med alle boldene i luften – børn der skal fodres af, madpakker der skal smøres og et køkken, der ligner kaos. Det velmenende kys kan meget vel ende med en afvisning, som gør en smule ondt. En hjælpende hånd vil til gengæld gøre underværker og sikkert udløse et kys og et kram. Sprogforvirringen ophører og musikken begynder at spille.
Hvordan står det til med din kærlighedsbeholder?
Gary Chapman opererer også med en metafor, som han kalder ”kærlighedsbeholderen”. Tanken er, at vi alle har en indre kærlighedsbeholder, som har brug for at blive fyldt op. Det er et simpelt billede – men også ret hjælpsomt. Vi kender jo følelsen af at hutle os igennem hverdagen på en halvtom kærlighedsbeholder, ligesom vi så godt ved, hvordan det opleves, når vi er helt fyldt op af kærlighed. Alt sødes af kærligheden, siger HC. Andersen. Livet bliver nemmere og sødere, når vi føler os elskede. Ved at tale hinandens kærlighedssprog i parforholdet får vi et redskab til at fylde hinandens kærlighedsbeholder op og forsøde hinandens liv.
De fem kærlighedssprog
Af disse grunde er det både vigtigt og hjælpsomt at kende både sit eget og sin partners kærlighedssprog.
De fem kærlighedssprog er:
1. Anerkendende ord – opmuntring, ros
2. Tid til hinanden – opmærksomhed
3. Fysisk berøring – intimitet, sex
4. Hjælpsomhed – tjenester
5. Generøsitet – gaver
Anerkendende ord
Nogle føler sig særligt elsket gennem anerkendende ord, opmuntring og ros. Jeg husker en mand, som fortalte mig, at han kunne ”køre rigtig langt” på en sød sms fra hans kone. Forfatteren, Mark Twain, har engang sagt, at han kunne leve to måneder på en god kompliment.
For dem, som har dette kærlighedssprog, betyder komplimenter, små søde beskeder, opmuntring og varme, kærlige ord rigtig meget. De bliver husket og gemt i hjertet. Hvis de har udført et stykke arbejde, som bliver bemærket og anerkendt, smelter de. Små søde ord som: Dit hår dufter dejligt, du er en fantastisk kok, jeg er vild med dine brede skuldrer, du er så god for vores børn, dit venskab betyder alt – kan gøre en hel verden til forskel for dem, som har anerkendende ord som kærlighedssprog. Kærlige og varme ord har hos nogle en kolossal kraft til at fylde kærlighedsbeholderen op!
Tid til hinanden
Opmærksomhed, øjeblikke med øjenkontakt uden mobil og tv, den gode samtale med tid til hinanden er andres kærlighedssprog. Det kan også være det ordløse nærvær – det med blot at være sammen og mærke kontakten. I dette kærlighedssprog ligger også tid til oplevelser sammen – en weekendtur, en film med matadormix, kold hvidvin på en cafe, en gåtur i skoven etc. De elsker, når man deler livet med hinanden og fortæller lidt om, hvad der rører sig indeni. Selv bliver de et ton lettere, når de får mulighed for at ”læsse af” og få sagt de ting højt, som fylder tankerne. Nogle gange er det sådan, at de selv får det hele på plads indeni – ved at sætte ord på alle tankerne.
Hvis den ene elsker at knokle i haven, vil den anden med tid til hinanden som kærlighedssprog forsøge at koble sig på – ikke af kærlighed til havearbejdet men af kærlighed til sin partner.
De vil ofte lede efter et fælles tredje, som begge kan samles om. Skal vi gå til dans? Hvad med brætspil? Har du ikke lyst til at vi får en hund, som vi kan gå ture med sammen?
Jeg mødte engang et par, hvor manden var i fuldstændig vildrede. De havde haft den dejligste start på dagen i deres sommerhus ud til vandet. Han havde netop taget en af sin elskede løbeture langs stranden. Hun havde smurt et par ostemadder og lavet en kop te og ventede på, at han kom ud af badet efter løbeturen. Da han kom ud i køkkenet, takkede han for ostemadderne og tog dem med ind på kontoret for lige at besvare nogle mails, inden de skulle ind til byen. I bilen var den gode stemning væk, som i fuldstændig væk! Ingen global opvarmning – en ny istid var brudt ud – og han anede ikke sit levende råd. Da vi fik foldet episoden ud, stod det klart, at hendes kærlighedssprog var tid til hinanden. De få minutter sammen i køkkenet med ostemadderne var hendes kærlighedseliksir. Da han forsvandt ind på kontoret, sank det i hendes kærlighedsbeholder og en følelse af afvisning og en grad af ensomhed blev udløst.
Tid til hinanden, tid sammen med hinanden får hos nogle måleren i kærlighedsbeholderen til at gå til vejrs.
Fysisk berøring
Nogle mærker kærligheden som berøring. Knus, kys, kærtegn lader kærlighedsbatteriet helt op. At sidde tæt i sofaen, holde i hånd, fodkontakt under bordet gør utrolig godt. Dem, som taler dette kærlighedssprog, søger kropskontakt. Dejlig sex er fuldstændigt livgivende. At sove sammen i dobbeltsengen er som at sove i en oplader til en ny dag. Der er en sanselighed i dette kærlighedssprog. Glæden ved skønhed, dufte, former, farver er stor. Der kan også være en glæde ved flirt, kærlige drillerier og kække bemærkninger. Legen, spillet, forspillet, samspillet betyder meget.
En ven fortalte mig engang, at når han elskede med sin kone, gav alt mening for ham. Kroppen kan formidle kærlighed på en fantastisk måde.
Hjælpsomhed

En hjælpende hånd er for nogle kærlighedens tydeligste udtryk. Handling betyder meget mere end ord. En helt banal ting som at tømme affaldsspanden kan varme hjertet. Hjælp og støtte, når opgaverne tårner sig op, får det til at fosse ind i kærligheds-beholderen. Den gode hverdag, hvor samarbejdet fungerer, betyder rigtig meget. Jeg har ofte i parterapien mødt personer, som siger: Jeg har brug for mere end ord. Jeg har brug for handling”. Det kan være et tegn på, at netop hjælpsomhed er deres kærlighedssprog. Det giver en følelse af, at vi er på hold sammen, at vi er et team. Uden den hjælpende hånd vil det give en oplevelse af at være taget for en selvfølge, at stå alene med det hele og være en smule forladt. Beatles rammer den vel meget godt i sangen: I get by with a little help from my friends.
Læs mit blog indlæg: Hensynet til mig selv og de andre
Generøsitet
Nogle mennesker oplever kærligheden stærkt gennem gaver og en sød overraskelse. En gave kan på dansk også hedde en opmærksomhed. Gaven kan sige: Jeg ser dig! Du betyder noget for mig! Jeg elsker dig! Den har en stærk symbolsk kraft. Den mindste gestus kan have den dybeste rod, og for nogle mennesker varmer gaven helt ned i tæerne. Jeg har en fornemmelse af, at gaven der gives ”bare fordi” uden en speciel anledning kan noget helt særligt.
Gennem årene har jeg lært at spotte mennesker, hvis kærlighedssprog er gaver og generøsitet. De har ofte en værtsgave med ved besøg. De er meget betænksomme og husker fødselsdage og mærkedage. De er opfindsomme og evner at gøre en lille gave til noget særligt gennem kreativ indpakning eller et sødt kort. De står ofte for indsamlinger til gaver i vennekredsen og sørger for, at der er gaveordninger ved fødselsdage på arbejdspladsen. Julen kan også betyde meget for dem. Det er i reglen ikke gavens størrelse, der betyder noget. Det er virkelig tanken, der tæller. En buket plukket i grøftekanten kan gøre underværker. Til gengæld rammer det hårdt, når gaven og betænksomheden udebliver, bærer præg af lemfældighed eller mangler omtanke. Jeg kan stadig huske i hvor dårlig jord det faldt, da jeg forærede min første kæreste et lyserødt forklæde af mærket Sødahl! Okay, jeg var også bare 17 år og på vej til 2. g. Sexet undertøj kan være en lækker gave – men det kan også være et udtryk for, at der er tænkt mere på giveren end modtageren.

Forstå dit eget og tal din partners kærlighedssprog
De fleste har en ret god fornemmelse af, hvad deres kærlighedssprog er, når de bliver gjort opmærksomme på det. Ellers kan man stille sig selv spørgsmålene:
Hvad gør jeg typisk for at vise, at jeg værdsætter andre?
Hvad værdsætter jeg, at andre gør for mig? Hvad skal der til, for at jeg føler mig anerkendt og elsket?
Hvad savner jeg?
Hvad vil jeg gerne have mere eller mindre af?
En del har to sprog, som ligger ret tæt på hinanden – et primært og sekundært kærlighedssprog.
Den store udfordring er at lære at tale hinandens kærlighedssprog i parforholdet.
Min kones primære kærlighedssprog er opmærksomhed. Jeg ved, at det er helt afgørende, at vi får tid til at tale lidt sammen stort set hver dag. Så er hun i balance og let om hjertet. Hendes sekundære kærlighedssprog er hjælpsomhed. Hun bliver ”decideret glad i låget”, når jeg tager rengøringen eller løser en anden opgave derhjemme.
Til gengæld er hun en mester i at tale mit sprog, som er fysisk berøring. Hun er generøs med kærtegn, som gør mig så godt. Mit sekundære sprog er anerkendende ord. Det ligger ikke helt naturligt for hende. Min kone er sønderjyde, og her rutter man ikke med de store ord. Men hun efterhånden har lært sig et nyt sprog. Når jeg har taget haven, og den står knivskarpt, slår hun hænderne sammen og siger: Neeeej, hvor er den blevet flot! Og jeg er ved at revne af stolthed.
Sådan må hvert par blive bevidste om både sit eget og den andens kærlighedssprog og lære at tale det. På den måde kommunikerer vi kærlighed til hinanden i hverdagen. I stedet for at gå rundt i en følelses-ørken, fylder vi kærlighedsbeholderen op hos hinanden.
Musikken begynder at spille! Læs også mit indlæg: Kærlighed koster