Alle kender til følelse af skam. De røde ører. Det sænkede blik.
Men nogle kæmper med skam som en nagende følelse af at være forkerte. Skammen er et straffende over-jeg, en streng indre dommer, som siger: Du dur ikke, du er et hul i jorden, du opfører dig flovt, dumt og utilgiveligt, grav dig ned!
Lige i forlængelse af skammen kommer selvhad og selvforagt. Naboen hedder “usikker tilknytning”! Og skammen har endda en evne til at fordoble sig, så man skammer sig over at skamme sig.
Det er tunge, tunge følelser for et menneske at bære rundt på.
Hvad stiller man op med skammen?
Det værste man kan gøre er faktisk at bekæmpe skammen. Den vokser bare.
Du lever på trods
Så lad være med at vende den ryggen. Se den i stedet lige i øjnene og sig: Ja, jeg skammer mig og føler mig forkert, OG jeg vil stadig leve og være til. Det er prisen værd at være til også selv om det indebærer skam.
Den lille trøst er, at du ikke behøver at skamme dig. Den store trøst er, at det ikke gør noget, at du skammer dig. Du finder ud af, at du lever på trods! Og det er dejligt at leve, selv om skammen også er der.
Det eneste, der hjælper på skammen er at identificere sig med den. Den eneste måde at knægte sit straffende over-jeg er at give det ret – og finde ud af, at det ikke kan slå ihjel.
Det er lysten, der driver værket
Det afgørende er om lysten til at leve er der. Det er lysten, der driver værket. Skammen vil tage livet af os og få os til at grave os ned. Spørgsmålet er, om du vil leve!
Og jo mere du oplever, hvor fedt det er at leve i stedet for at grave dig ned, kan du vokse ud af skammen. Det koster at leve. Det kaldes også den eksistentielle moms. Og for nogle koster det skam at ville leve. Og det er prisen værd!
Læs mere:
Usikker tilknytning
Et par veje til mere selvværd
Bestilling af terapi