Hvad gør vi med skyld og skam?

Alle kender til følelsen af skam. De røde ører. Det sænkede blik.
Men nogle kæmper med skam som en permanent nagende følelse af at være forkerte. Skammen er et straffende overjeg, en streng indre dommer, som siger: Du dur ikke, du er et hul i jorden, du opfører dig flovt, dumt og utilgiveligt, grav dig ned!
Skammen siger, at du ikke må være den, du er. Den handler om din væren. Skylden derimod siger: Du må ikke gøre, som du gør. Den handler om din gøren.

Skyld er det bedste som findes

En af mine læremestre sagde altid: Skyld er det bedste, som findes! Hver gang han sagde det, lød der i reglen et lille gisp fra tilhørerne. Skyld – når den ikke er usund og neurotisk- er en konsekvens af at leve og udfolde sig i relationer og kærlighed. Jeg elsker min kone. Derfor er jeg engageret i vores forhold. Det får mig til at handle, gøre noget. Lige her kommer skylden ind i billedet. For når jeg handler, kommer jeg også til at fejle – som når jeg vil drille hende kærligt for at få hende til at le og går over hendes grænse, sårer hende. Det skaber skyld. Skyld og kærlighed er altså to sider af samme sag. At leve og elske koster skyld.
De fleste forældre, jeg kender, føler sig skyldige over for deres børn. Jeg skulle ikke have skældt sådan ud – jeg skulle ikke have arbejdet så meget i deres barndom – jeg skulle aldrig have tvunget dem til at spise havregrød. At sætte børn i verden og elske dem, koster skyld.
Den sunde skyldfølelse har en vigtig funktion. Den hjælper os til at ændre adfærd og navigere i relationer. Skyld er en relations-GPS. Den er med til at vise vej i forholdet til andre, og den hjælper os til at tage ansvar og sige: Undskyld! Skyld og ansvar skaber mulighed for forsoning og genoprettelse af brudte relationer.
Den usunde og neurotiske skyldfølelse siger, at alt er vores skyld. Den gør os selvhenførende. Vi fører skylden for alle verdens ulykker hen på os selv. Det kan ingen holde til. I parforhold handler det ofte om at finde ud af, hvad er der dit og mit – og så kun tage ansvar for det, der er ens eget.

Den eksistentielle moms

Nogle kalder skylden for den eksistentielle moms. Skylden hører med til livet. Skylden er. Den er eksistentiel. Som det danske band, Minds of 99, synger: Alle skuffer over tid.
Skylden kan være angstprovokerende men også give vores liv mening, fordi vi aldrig kan blive betydningsløse. Vi sætter spor i verden på godt og ondt.
Hvis vi vil leve, kan vi ikke blive skyldfri. Men vi kan blive skyldige og dermed frie. Frie fra at bekæmpe skylden ved at behage alle, så ingen støder sig på os eller betale af på skylden ved at overpræstere og stille op til alt. Ved at stå ved skylden bliver vi frie i stedet for at bure skylden inde i et ensomt rum i os selv, hvor vi skal kæmpe imod den.
Vi må lære at leve med med skylden. Alternativet er meget værre. At vi intet tør og gør for at undgå skylden. Eller at vi forsøger at komme af med skylden ved alle mulige krumspring, som skader os selv og vores kære. Nogle indtager en offerrolle for at undgå skylden. I mange kuldsejlede forhold venter begge parter ofte på, at den anden tager den svære beslutning om at skilles for ikke selv at få skyldfølelse. Blot for at nævne nogle eksempler på krumspring.

Skam er en dræber

Skam er en dræber. Lige så meget liv, der er i skylden, lige så meget død er der i skammen. I forlængelse af skammen kommer selvhad og selvforagt. Naboen hedder “usikker tilknytning”! Og skammen har endda en evne til at fordoble sig, så man skammer sig over at skamme sig. Det er tunge, tunge følelser for et menneske at bære rundt på.
I parforholdet lyder skam ikke sjældent sådan: Jeg føler mig som den onde i parforholdet. Du var bedre stillet uden mig. Jeg er en byrde og en belastning for dig og familien. Det er mig, som ødelægger den gode stemning. Jeg er problemet. Du skulle have valgt en anden. Jeg fatter ikke, hvad du ser i mig. Forhåbentlig har børnene arvet de fleste af deres gener fra dig. På en rigtig dårlig dag kan jeg tænke, at der var bedst, at jeg slet ikke var her.

Se din skam i øjnene og mærk samtidig din lyst til at leve og være til. Det er vejen til at vokse ud af skammen og ind i din livslyst.
Se din skam i øjnene og mærk samtidig din lyst til at leve og være til. Det er vejen til at vokse ud af skammen og ind i din livslyst.

Se skammen lige i øjnene

Hvad stiller man op med skammen? Det værste man kan gøre er faktisk at bekæmpe skammen. Den vokser bare. Det bedste er at altså lade være med at vende skammen ryggen. Se den i stedet lige i øjnene og sig: Ja, jeg skammer mig og føler mig forkert, OG jeg vil stadig leve og være til. Erfaringen vil vise, at det er prisen værd at være til også, selv om det indebærer skam.
Den lille trøst er, at du ikke behøver at skamme dig. Den store trøst er, at det ikke gør noget, at du skammer dig. Du finder ud af, at du lever på trods! Og det er dejligt at leve, selv om skammen også er der. Det eneste, der hjælper på skammen er at identificere sig med den. Den eneste måde at knægte sit straffende overjeg er at give det ret – og finde ud af, at det ikke kan slå ihjel. Skam og lyst til livet kan leve side om side.

I parforholdet lyder skam ofte sådan: Jeg føler mig som den onde i parforholdet. Du var bedre stillet uden mig. Jeg er en byrde og en belastning for dig og familien. Det er mig, som ødelægger den gode stemning. Du skulle have valgt en anden. Jeg fatter ikke, hvad du ser i mig. Forhåbentlig har børnene arvet de fleste af deres gener fra dig.

En overlevers fortælling

En tænksom mand reflekterede over sit liv på denne måde i en gribende samtale for et par år siden:
Jeg ser indad og føler mig forkert. Jeg tog en Ph.d. allerede midt i 20´erne og tænkte, at nu må min indre kritiker stoppe – selvpineriet må være slut nu. Men den fortsatte: “Tag skylden for alt” – siger kritikeren! “Du kan løbe stærkere, gøre det mere smart”, kommanderer stemmen i mit hoved. Det er nok derfra meget af mit arbejdsrelaterede stress kommer fra.
Når jeg tænker på den stemme, der blev lagt ind i mig gennem min opvækst, bliver jeg frustreret. Tænk, at jeg skulle tage det med helt ind i voksenlivet! Sikken en pris jeg kom til at betale! Der er meget energi i at skulle modbevise sådan en følelse. Det havde været rart, hvis den energi kom et andet sted fra – fra min nysgerrighed, interesse og lyst. Måske skulle jeg bare sige: “Hvad så?” til den stemme. Give den ret – for så har koret af bebrejdende stemmer fra min fortid jo ingen magt over mig. Måske skal jeg bare stå ved, at jeg er uperfekt og aldrig vil gøre tingene godt nok? At jeg er et begrænset menneske. Og samtidig stå ved min lyst til at leve og være nysgerrig. 
Så nu prøver at være på mit job med min begrænsning, så jeg ikke får job-tømmermænd og genstarter selvpineriet. Det koster dårlig samvittighed og skam at acceptere min begrænsning. Det er prisen jeg må betale. Ellers bliver det jo til et selvmord på daglig basis. Og hvis det ikke er godt nok for min arbejdsplads, er det jo ikke der jeg skal være. Jeg drømmer om at gå fra arbejdet med overskud*.

Det er lysten, der driver værket

Det afgørende er om lysten til at leve er der. Det er lysten, der driver værket. “Der findes kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.“ Således begynder den fransk-algierske forfatter Albert Camus (1913-1960) “Sisyfos-myten” skrevet i 1942.
Skammen vil tage livet af os og få os til at grave os ned. Spørgsmålet er, om vi vil leve! Nogle gange spørger jeg mennesker, som kæmper med skammen, om de vil dø. De fleste hopper lidt i stolen og siger: Nej, jeg vil da leve! Det er det afgørende grundspørgsmål, som Albert Camus udtrykker det.
Skammen vil slå ihjel. Mange tager livet af sig selv ved at reparere på en følelse af at ikke være okay ved at overpræstere og behage. Andre lukker ned og undgår følelser og konflikter. Andre igen dulmer smerten gennem misbrug af alkohol. medicin, sex, spænding udløst af spillelidenskab og anden risikoadfærd. At reparere, lukke ned og dulme er fuldt ud forståelige overlevelsesstrategier. De ender sørgeligt nok med at blive undergangsstrategier.
Lysten til livet vil vise os vej til en større livsudfoldelse. Hvad ønsker du dig? – er også et vigtigt grundspørgsmål. Vi er vores ønske, vores længsel, vores kærlighed. Det er de primære emotioner i menneskelivet. Tilknytningspsykologien viser os, at når vi får kontakt til disse følelser, så vil det udløse en vilje og kraft til at gå den vej.
Jo mere du oplever, hvor fedt det er at leve i stedet for at grave dig ned, kan du vokse ud af skammen. Det koster at leve. For nogle koster det skam at ville leve. Og det er prisen værd!

*Samtalen er anonymiseret.

Læs mere:
Usikker tilknytning
Et par veje til mere selvværd
Hvordan begynder helbredelse af forladthed i opvæksten?