På You Tube ligger der videoer med et eksperiment, hvor en mor sidder over for sit spædbarn med et udtryksløst ansigt. Først forsøger barnet at vække morens opmærksomhed med ansigtsmimik og lyde. Da det ikke lykkes, viser barnet tydelige tegn på utilpashed og begynder at række ud efter moren. Til sidst kan barnet næsten ikke være i sin egen krop og vender grædende ansigtet bort! Det er ganske enkelt hjerteskærende at se på. Jeg kan næsten ikke holde den video ud og ånder hver gang lettet op, når moren endelig tager sin dejlige baby i armene og trøster.
Konstruktiv afhængighed
I mange år har der været en opfattelse af, at børn har brug for en tæt tilknytning for at blive trygge og robuste for til sidst at kunne stå på egne ben uden at være afhængige af en tæt tilknytningsperson. Målet for opvæksten har været uafhængighed.
I dag er der en voksende forståelse af, at vi har brug for tæt og tryg tilknytning livet igennem. Vi er ret og slet tilknytningsvæsner fra vugge til grav. Vores stenalderhjerner ved, at hvis vi skal overleve, må vi være en del af flokken. A lonely monkey is a dead monkey. Derfor er målet ikke uafhængighed men konstruktiv afhængighed.
Når det brænder på, har vi brug for, at den vi elsker, er der for os og har vores ryg.
Er du der for mig?
I kærlighedens kerne lyder et spørgsmål: Er du der for mig?
Engang talte jeg med en kvinde, som gennemgik nogle kriser i hendes parforhold. Pludselig lyste hun op og sagde: Men vi har hinandens ryg! Det er helt afgørende i et godt parforhold. Når det brænder på, har vi brug for, at den vi elsker, er der for os og har vores ryg. Ellers lider vi næsten ligesom spædbarnet i You Tube videoen og kan ende med til sidst at vende ansigtet bort.
Er du der for mig? Kan jeg få kontakt, når det gælder? Er du på og engageret? Sådan lyder kærligheden i et parforhold. Det er konstruktiv afhængighed.
Symfoniorkesteret og fagotten
Tænk lige hvilken gave det er, at en anden rækker ud efter os på den måde! Som parterapeut sidder jeg indimellem med en lidt skræmt partner, som føler sig en smule overvældet af en partner, som kalder på nærvær og kontakt.
“Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, når hele symfoniorkesteret sidder derovre, og jeg sidder her med min fagot“
Jeg husker en mand for mange år siden, som udbrød: Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, når hele symfoniorkesteret sidder derovre, og jeg sidder her med min fagot. Der var knas i kommunikationen.
Det kan vitterlig være overvældende, at en anden søger os og vil os. Men det er også smukt. Han fik efterhånden øje på, at han var den mest betydningsfulde person i sin kones liv med en superkraft til at gøre hende både tryg og lidt lykkelig. Det gav mod til at række ud i stedet for at trække sig.
Det er slet ikke så dårligt – det der med, at vi er konstruktivt afhængige og har brug for hinanden.
Læs mere:
Kærlighedskurven – sådan rammer par bunden og finder vejen op igen
Hvor mange sms´er skal man sende om dagen i et forhold?
Bestilling af terapi