I lysten stiger solen op

Efter mere end 20 år som præst sad jeg pludselig derhjemme uden en menighed, som jeg skulle betjene og tage mig af. Der blev stille. Meget stille. En angst begyndte at brede sig i min krop. Stilheden og aleneheden tog nærmest kvælertag på mig. Jeg brød mig ikke om at komme hjem. Det var som om, der stod en kæmpe Goliat i stuen og hånede mig. 

Teologen, forfatteren og psykoterapeuten, Bent Falk, var en god vejleder og samtalepartner i den tid. En dag sagde han:
– Jan, du skal ind til det, du vil. Dit ønske. Du er dit ønske. I lysten stiger solen op. Og så er gletsjer sat i gang.

Det var lettere sagt en gjort, fandt jeg ud af. Jeg kunne ganske simpelthen ikke mærke min egen lyst. Den var væk! En iskold gletsjer havde lagt sig over den.

Ind i lysten

Langsomt begyndte lysten at melde sig. Som vintergækker, der ringer foråret ind med deres hvide klokker.
Klaveret! Jeg begyndte at spille på mit klaver, som mine forældre havde foræret mig efter min skilsmisse. Nogle gange hamrede jeg i tangenterne til langt ud på natten. 
Madlavning! Jeg fandt ud af, at det var sjovt at lave mad. At jeg var god til det. 
Fitness! Min dengang 45årige krop var forsømt, og jeg fandt ud af, at det var rart at give den en overhaling. Angsten fik en på lampen, når jeg satte kroppens apotek i gang med træning. 
Litteratur! I bøgerne mødte jeg fortællinger og mennesker. I min alenehed var det som et levende samvær med andre. 
Klovn! I den tid følte jeg mig meget mislykket. Derfor ligefrem elskede jeg at se Klovn. Casper og Frank mindede mig om, at jeg ikke var alene som klovn i livets manege. 
Gletsjeren var sat i gang!

På sidelinjen i eget liv

Jeg har talt med mange, som frygter at være alene, fordi det føles meget ubehageligt. Der kommer ofte en angst, som nærmest tager kvælertag. En sagde engang: “Jeg mangler nogen at være noget for. Der er ingen mening med noget, når jeg er alene, for jeg har ikke lært at være noget for mig selv. Så ender jeg med at gå rastløs og passiv rundt eller også ender jeg på sofaen”. Ro med tid for sig selv kan være et livgivende åndehul – men kun hvis man har lært at være noget for sig selv.
For mange kommer hele livet til at handle om at være noget for andre. Måske er det noget man fik med fra opvæksten – en pleaser, som lærte at lukke ned for sig selv for at tilpasse sig andres behov eller for at “redde” en sårbar forældre eller søskende. Sådan en lille pleaser kan følge med op i voksenlivet, så man kun kan finde ud af at være i livet, hvis man kan være i rollen som den givende. Det er også en bekvem måde at undgå at mærke sig selv, og den smerte, der ofte udløses af at undertrykke sin egen lyst. Som en sagde engang: “Hvis jeg bare kan få lov til at være ovre i andre, behøver jeg ikke mærke mig selv. Set udefra er jeg hende, som er der for andre og høster anerkendelse for det. Men indeni er der en, som lider og bliver skuffet, når jeg ikke får noget igen. For når jeg giver og giver, så er det dybest set i håbet om, at de også vil se mig”.
En anden fortalte mig, at han end ikke kunne mærke sult. Så meget lærte han at undertrykke sine egne behov og sin egen lyst i opvæksten. “Ingen spurgte til mine refleksioner og tanker. Min far var en tyran, som tvang mig til at arbejde i timevis på gården. Jeg endte med at skubbe mig selv ud på sidelinjen. Men der har jeg ikke lyst til at ende mit liv, sagde han. Det blev til en vigtig samtale om, hvordan han kunne blive hovedperson i sit eget liv i stedet for at spille en birolle.

“Ro med tid for sig selv kan være et livgivende åndehul – men kun hvis man har lært at være noget for sig selv”.

Pia Olsen Dyhr om 90 % pligtfølelse

Pia Olsen Dyhr, leder af det politiske parti SF, fortæller i en artikel i Alt. fra september 2025 om, hvor svært det er for hende at holde fast i egen lyst og behov:
“På grund af min barndom har jeg en pligtfølelse med mig, som er 90% af mig, og jeg skal hele tiden sige ”hey, du må godt give plads til den der 10%-lystfølelse. Det er okay, at du ikke går på arbejde i dag, for nu har du faktisk været på arbejde i 29 dage.
Jeg fandt først meget sent ud af i livet, hvad min yndlingsmad var. Altså det er jo helt syret. Men nu ved jeg, at min favoritmad er moules frites. Når folk spurgte, hvad min yndlingsfarve var, så tænkte jeg – har jeg sådan én? I dag ved jeg godt, at min yndlingsfarve er rød, og det er altså ikke kun fordi, jeg er rød. Men jeg har skullet øvet mig i det. Og i dag har jeg en familie, der nogle gange siger til mig, hvad har du lyst til, Pia? Fordi de godt ved, at jeg ikke altid kan finde ud af det”.
Stærkt, når ledende personligheder tør at åbne op om det sårbare og dele deres egne erfaringer med at finde vej til liv og lyst.

Længsel

Et andet ord for lyst er det smukke ord længsel. Ifølge moderne tilknytningspsykologi er længslen det dybeste lag af følelser i mennesket. Derfor kaldes længsel også for primær emotion.
Et menneske er på mange måder sin længsel. Der er liv i længslen. Den siger noget om, hvad der får os til at blomstre op, blive trygge og den bedste version af os selv. Når vi er i vores længsel og lever ud fra den, bliver livet mere lyst og livgivende. Solen stiger op. Lukker vi derimod ned for vores længsel, visner vi gradvist – og forbliver en dårlig udgave af os selv. Depression er ofte den helt naturlige reaktion på at lukke ned for lyst og længsel.
Derfor er et vigtigt spørgsmål i terapi: Hvad længes du efter? Hvad ønsker du? Her er en retning for livet og en drivkraft.

Lyst og længsel åbner døre i parforholdet

Også i parforholdet er det afgørende at give udtryk for sin lyst og længsel over for den, man elsker. Der er så meget kontakt og nærvær i det.

Prøv at høre forskellen i disse to udsagn:
– Du arbejder alt for meget. Du er en arbejdsnarkoman. Du er besat af dit arbejde.
– Jeg længes efter dig. Tiden sammen med dig, betyder alt for mig. Jeg føler mig så elsket, når vi to bruger tid sammen.
Der er en verden til forskel! Det første udsagn lægger op til angreb og forsvar. Det er ikke svært at forestille sig fortsættelsen:
– Du aner ikke, hvilke krav jeg møder på mit arbejde! Hvis ikke jeg knokler, mister jeg jobbet. Og hvem skal så betale alle de penge, du bruger på alt muligt ligegyldigt! Hvad med at være lidt taknemmelig?!
Konflikten er i fuld gang.

Hvis vi i stedet tager elevatoren ned i følelserne og deler vores længsel, ønsker og lyst kan det blive en hel anden kontaktfyldt samtale. Her er et bud på fortsættelsen af det andet udsagn:
– Jeg ved godt, at arbejdet fylder meget for tiden. Jeg er glad for, at du sætter pris på mit nærvær. Jeg savner også dig og vores øjeblikke. Hvordan kommer vi videre?

Når vi står ved vores lyst og længsel og giver udtryk for den, bliver vi elskelige. Når dybe følelser får sprog, åbnes døre. Der bliver plads til en ny rummelighed og imødekommenhed i parforholdet. Solen stiger op!

Frygten for den kolde skulder

Når det ofte er svært at dele sin lyst og længsel, skyldes det risikoen for at blive afvist. Det er sårbart at lægge sit hjerte frem for sin elskede og risikere at få en kold skulder. Derfor slår vi mange krumspring for undgå den smerte. 
Måske pleaser vi den anden for at han/hun skal se vores behov. Eller måske går vi i højlydt protest og skyder med skarpt. Et andet krumspring er at lukke ned og lukke ude. Tavse skænderier kan næsten være værre end de højlydte.
Alle disse krumspring er dybest set et råb om at blive set, hørt og mødt. I parforholdet får vi en mulighed for at lære at udtrykke lyst og længsel og give en følelsesmæssig respons, så der opstår en tryg tilknytning. 
Det sidste, vi skal gøre, er at køre beton hen over vores lyst og længsel. Det får mørket til at sænke sig.