Efter mere end 20 år som præst sad jeg pludselig derhjemme uden en menighed, som jeg skulle betjene og tage mig af. Der blev stille. Meget stille. En angst begyndte at brede sig i min krop. Stilheden og aleneheden tog nærmest kvælertag på mig. Jeg brød mig ikke om at komme hjem. Det var som om, der stod en kæmpe Goliat i stuen og hånede mig.
Teologen, forfatteren og psykoterapeuten, Bent Falk, var en god vejleder og samtalepartner i den tid.
– Jan, du skal ind til det, du vil. Dit ønske. Du er dit ønske. I lysten stiger solen op. Og så er gletscheren sat i gang.
Bent Falk
Det var lettere sagt en gjort, fandt jeg ud af. Jeg kunne ganske simpelthen ikke mærke min egen lyst. Den var væk! En iskold gletscher havde lagt sig over den.
Ind i lysten
Langsomt begyndte lysten at melde sig. Som vintergækker, der ringer foråret ind med deres hvide klokker. Klaveret! Jeg begyndte at spille på mit klaver, som mine forældre havde foræret mig efter min skilsmisse. Nogle gange hamrede jeg i tangenterne til langt ud på natten.
Madlavning! Jeg fandt ud af, at det var sjovt at lave mad. At jeg var god til det.
Fitness! Min dengang 45årige krop var forsømt, og jeg fandt ud af, at det var rart at give den en overhaling. Angsten fik en på lampen, når jeg satte kroppens apotek i gang med træning.
Litteratur! I bøgerne mødte jeg fortællinger og mennesker. I min alenehed var det som et levende samvær med andre.
Klovn! I den tid følte jeg mig meget mislykket. Derfor ligefrem elskede jeg at se Klovn. Casper og Frank mindede mig om, at jeg ikke var alene som klovn i livets manege.
Gletscheren var sat i gang!
Nu nærmer påsken sig. Både naturen og højtiden fortæller en historie om opstandelse og nyt liv. Når vi ignorerer vores længsel og lyst til livet og vores kære, sænker mørket sig over os. Den iskolde gletscher lægger sig over sindet. Men….
I lysten stiger solen op. Den spreder liv på ny.
Lyst og længsel åbner døre i parforholdet
I parforholdet er det afgørende at give udtryk for sin lyst og længsel over for den, man elsker. Der er så meget kontakt i det.
Prøv at høre forskellen i disse to udsagn:
– Du arbejder alt for meget. Du er en arbejdsnarkoman. Du er besat af dit arbejde.
– Jeg længes efter dig. Tiden sammen med dig, betyder alt for mig. Jeg føler mig så elsket, når vi to bruger tid sammen.
Der er en verden til forskel!
Det første udsagn lægger op til angreb og forsvar. Det er ikke svært at forestille sig fortsættelsen:
– Du aner ikke, hvilke krav jeg møder på mit arbejde! Hvis ikke jeg knokler, mister jeg jobbet. Og hvem skal så betale alle de penge, du bruger på alt muligt ligegyldigt! Hvad med at være lidt taknemmelig?!
Konflikten er i fuld gang.
Hvis vi i stedet tager elevatoren ned i følelserne og deler vores længsel, ønsker og lyst kan det blive en hel anden kontaktfyldt samtale.
Her er et bud på fortsættelsen af det andet udsagn:
– Jeg ved godt, at arbejdet fylder meget for tiden. Jeg er glad for, at du sætter pris på mit nærvær. Jeg længes også efter dig og vores øjeblikke. Hvordan kommer vi videre?
Når vi står ved vores lyst og længsel og giver udtryk for den, bliver vi elskelige. Når dybe følelser får sprog, åbnes døre. Der bliver plads til en ny rummelighed og imødekommenhed i parforholdet. Solen stiger op!
Frygten for den kolde skulder
Når det ofte er svært at dele sin lyst og længsel, skyldes det risikoen for at blive afvist. Det er sårbart at lægge sit hjerte frem for sin elskede og risikere at få en kold skulder. Derfor slår vi mange krumspring for undgå den smerte.
Måske pleaser vi den anden for at han/hun skal se vores behov. Eller måske går vi i højlydt protest og skyder med skarpt. Et andet krumspring er at lukke ned og lukke ude. Tavse skænderier kan næsten være værre end de højlydte.
Alle disse krumspring er dybest set et råb om at blive set, hørt og mødt. I parforholdet får vi en mulighed for at lære at udtrykke lyst og længsel og give en følelsesmæssig respons, så der opstår en tryg tilknytning.
Det sidste, vi skal gøre, er at køre beton hen over vores lyst og længsel. Det får mørket til at sænke sig.