Kommunikation i parforhold
Speciale i parterapi
Knas i kommunikationen
God kommunikation er hjertet i et parforhold. Når vi deler livet og taler godt sammen, bliver alt nemmere i hverdagen. I den gode samtale skaber vi kontakt, forståelse og nærvær. Der opstår humor, latter, kærlige drillerier, flirt, opmuntring, komplimenter, hyggelig small talk – alt det, som vi forbinder med musikken i et parforhold. Men det forudsætter, at vi taler sammen på en god måde.
Adskillige par henvender sig til mig, fordi der er knas i kommunikationen. De vil gerne have redskaber til bedre kommunikation. Den gode samtale indfinder sig sjældnere og sjældnere. I stedet er der kommet flere misforståelser og mere kritik, som slår over i skænderier – både de højlydte og de tavse skænderier. Værst af alt kan næsten være den larmende tavshed, hvor begge lider med en usynlig mur mellem sig.
I parterapien hjælper jeg jer med at skabe et trygt rum, hvor smerte, vrede, savn og længsler kan komme frem uden, at kæden springer af.
Hvordan får vi musikken til at spille igen?
Det vigtigste redskab til god kommunikation er tryghed. I enhver parkonflikt er der et tab af kontakt. Er du der? Kan jeg regne med dig? Griber du mig? Ser du mig? Er jeg vigtig for dig? Synes du, at jeg er god nok? Disse spørgsmål kommer, når trygheden forsvinder. Derfor handler parterapi om at få trygheden tilbage, så begge parter kan slappe mere af.
Det sker, når tempoet bliver sat ned, så der kommer mere ro. Jeg støtter jer i at vende opmærksomheden indad og give en ærlig tilbagemelding på det, den anden siger. I vil få hjælp til at opdage jeres forsvar eller lukkemekanismer. I vil få en forståelse for jeres konfliktmønster – det mønster som er skurken i parforholdet.
Efterhånden vil I opleve en samtale, hvor I bliver tydeligere og kommer tættere på hinanden med større forståelse. I trygheden bliver det nemmere at åbne sig og finde ordene. Der frigives en større rummelighed og vilje til at tage ansvar.
Efterhånden vokser et nyt mønster frem, hvor I begynder at tale fra jeres inderside og dele sårbarhed, mens den anden modtager det nænsomt. Så spiller musikken igen.