Det er næsten sikkert som amen i kirken, når et nyt par begynder i parterapi. De vil gerne have redskaber til bedre kommunikation. ”Vores kommunikation går skævt. Vi misforstår hinanden på grund af bagateller, og ud af det blå er vi midt i et skænderi. Det er så frustrerende! Vi har brug for redskaber til at få vores kommunikation til at fungere”.
Det begynder med selvindsigt
Da jeg for godt 25 år siden startede på min uddannelse som parterapeut var en af mine undervisere den erfarne psykolog, Ruth Hansen fra Århus. Hun var myndig og respektindgydende og på samme tid meget varm og nærværende. Ingen kunne sige ”hjerteskærende” som Ruth. Jeg glemmer aldrig den første session med hende på uddannelsen. Hun sagde noget i retning af dette: ”De fleste par vil have nye redskaber, når de kommer i terapi. Men vi tror ikke på at give ”håndværkeren” nye redskaber, før han har forholdt sig til sig selv”. Med andre ord: Parterapi handler om selvindsigt, om at få en større forståelse for sig selv og hinanden. Et andet stort forbillede for mig er psykologen, Jette Simon. Hun siger ofte: ”Forudsætningen for parterapi er tre ting: Villighed, villighed, villighed til at se indad”.
Redskaber som vitterlig virker
Så når jeg nu skriver om redskaber til bedre kommunikation, er det med blandede følelser. For der ikke ét eller flere redskaber, som kan fikse forholdet. Vores tid elsker quickfixet, den hurtige løsning, genvejen. Men når det gælder relationer og kærlighed, har vi med noget dybere og i virkeligheden det mest værdifulde i livet at gøre. Mon ikke vi alle godt ved inderst inde at lige her nytter det ikke at hoppe over, hvor gærdet er lavest?
Og så alligevel. De mange år som parterapeut i Odense har lært mig noget om, hvad der rent faktisk kan hjælpe samtalens svære kunst. Der er vitterlig redskaber til bedre kommunikation. Og dem vil jeg dele nu. Men husk, at de ikke kan stå alene. Redskaberne virker kun, hvis ”håndværkeren” også har forholdt sig til sig selv, som Ruth Hansen så rigtigt sagde. Med disse ord; lad os så dykke ned i værktøjskassen til bedre kommunikation i parforholdet.
Tag begge ansvar for at I får talt sammen
Jeg sendte dette spritnye blogindlæg til nogle af mine klienter. En, som er kommunal topleder, svarede og sagde: “Det er et godt skriv, Jan, men husk, at begge parter skal tage ansvar for, at der overhovedet bliver kommunikeret”. Point taken! For det er jo så rigtigt! I mange parforhold stopper kommunikationen, så der bliver meget stille, alt for stille. Det kan skyldes hensynsbetændelse – at man ikke vil såre den anden. Det kan skyldes opgivenhed. Det kan skyldes, at man ikke har lært at tale om følelser. Det kan skyldes, at der opstår en magtkamp – eksempelvis: “Jeg gider ikke at tale med dig, når du afviser mine invitationer til intimitet” . Nogle par siger: “Hvad kommer først? Hønen eller ægget”? Begge venter på, at den anden skal tage initiativet. Svaret er, at det skal begge i det, jeg kalder “kærlighedens dobbeltbevægelse”. Det handler ikke om at tvinge sig selv til noget – men om at give efter for de små indre lyst-signaler til at indlede en snak. For de er der – af den simple grund, at vi er tilknytningsvæsner. Vi er designet til kontakt – og slet ikke til distancerende tavshed. Den ordløse samhørighed i stilhed er noget helt andet og meget velgørende.
Vær inviterende til samtale i stedet for invaderende
Mon ikke alle har prøvet, at nogen brasede ind uden at banke på? Det er irriterende, invaderende og ubehageligt. Vi kender også følelsen, når en sælger i en butik moser på. Jeg får personligt momentan allergi og spankulerer ud! Omvendt kan det være ren velvære, når en sælger byder sig til på en inviterende måde: ”I siger bare til, hvis jeg kan hjælpe med noget, så står jeg til jeres rådighed”. Fint og lige i skabet!
Det samme gælder i parforholdet. Der er en verden til forskel på, om vi kommer på en invitation eller en invasion. Prøv lige at høre forskellen. ”Jeg synes ærlig talt ikke, du kan være bekendt at sige sådan noget!”. Det er ren invasion. Ingen banken på døren. Bare lige på og hårdt. Her kommer så en anden model: ”Jeg har noget, som jeg godt vil dele med dig. Er du okay med at tage en snak nu?”. Det er invitation. Respektfuldt. Omsorgsfuldt. Nænsomt.
Inden kommunikationen overhovedet går i gang, er det vigtigt at spørge sig selv, om man er inviterende eller invaderende. For hvis vi bare braser ind, kan samtalen gå i smadder, inden den er begyndt.
Et rigtig godt spørgsmål er: Vil du høre, hvad jeg tænker? Min kone og jeg bruger det ofte i vores samtaler med hinanden.
Sæt tempoet ned
En af mine vigtigste opgaver som parterapeut er at hjælpe par til at sætte tempoet ned. For når det sker, kommer der en større ro, eftertænksomhed, dybde og mulighed for at lytte.
Ofte giver jeg rum til en lille pause, når en har sagt noget i en parterapi. Og så kommer der i reglen en fordybelse. Det kan lyde sådan her: ”Jeg kommer i tvivl, når vi skændes og bliver bange for, at vi ikke er det rigtige match”. Så en lille pause. Og så kommer fordybelsen: ”Jeg vil jo ikke af med dig og vores familie. Du er vigtig for mig. Jeg elsker dig”. Alt det sidste går tabt, hvis det går over stok og sten.
I den anden side af sofaen sidder der en partner, som er bevæget og rørt. Først stivnede han/hun, da vedkommende hørte om tvivlen. Men da kærligheden også blev udtrykt, var det en helt anden kommunikation, som også skabte håb og tro.
Der sker så meget godt, når tempoet sættes ned. Eskaleringen bremses. Og den i parret, som har færre ord, får større mulighed for at være med i samtalen. Mange føler sig hægtet af, hvis det går stærkt, og misforståelserne står i kø.
Lyt
”Gud har givet os to ører, men én mund, for at vi skal lytte dobbelt så meget, som vi taler”. Dette citat tilskrives Martin Luther (1483-1546), præst og reformator. For femhundrede år siden vidste man også om vigtigheden af at lytte.
Det er efterhånden ret sjældent, men ikke desto mindre meget velgørende at møde et menneske, som er god til at lytte og spørge ind med empati og lyst til at forstå. Vi lever i en tid, hvor der kæmpes om at få ordet. Det smitter af på parforholdet.
En kvinde sagde engang: ”Når jeg først har fået ordet, holder jeg på det, fordi jeg er nervøs for ikke at blive forstået”. Det blev til lange monologer. Manden endte tydeligvis med at stå af og føle sig bombarderet af mange ord. Det blev virkelig ikke til god kommunikation. Enetale i stedet for samtale.
At lytte, virkelig lytte, er mere end en kommunikations-teknik. Det er en holdning til livet og til dem, vi holder af. I den holdning er der lige dele af ydmyghed, nysgerrighed, omsorg og uselviskhed. Den lyttende siger til sin elskede: Jeg er lige her, og jeg er her for dig. Jeg vil gerne forstå dig og lære dig bedre at kende. Og derigennem vil jeg også gerne blive klogere på mig selv og min måde at være i verden på.
At lytte er også at lade være med at fikse. En sagde engang: ”Når du vil fikse mig, før vi har fået en fælles forståelse, kommer der en modstand i mig. Det er som, om du vil lægge låg på mig”.
Vær bevidste om, at I næsten altid har to opfattelser af virkeligheden
Mange par ender med at diskutere om, hvem der sagde hvad, hvornår og på hvilken måde.
”Det har jeg aldrig sagt”.
”Jo, du har”.
Denne lille udveksling er en klassiker i mange parforhold. Virkeligheden er, at begge har ret. For den ene hørte noget på en bestemt måde, som var farvet af vedkommendes følelser og erfaringer. Og den anden sagde noget med en bestemt intention, som den anden bare slet ikke hørte.
Her sidder mange par fast i en diskussion om at få ret. Det føles ofte både håbløst og flovt. Derfor er det så vigtigt at have en bevidsthed om, at vi i parforholdet har to forskellige virkelighedsopfattelser. Det har vi, fordi vi er forskellige. Vi hører tingene forskelligt. Vi siger tingene forskelligt. De ord, vi bruger, er forskellige, og vi tillægger dem forskellig betydning.
Så derfor handler det om at blive nysgerrige på hinandens virkelighedsoplevelse for at blive klogere begge to:
”Hvorfor gik du? Jeg fik følelsen af, at du forlod mig og var ligeglad”.
”Jeg gik, fordi jeg ville dæmpe konflikten og ikke kunne mere. Så faldt jeg lidt til ro, og nu tror jeg, at jeg er klar til at tage snakken op igen. Er det ok for dig? Jeg er ked af, at du kom til at føle, at jeg var ligeglad”.
Her er et par, som finder ud af noget om hinanden og bliver klogere ved at være undersøgende og ikke løber af sted med deres egen forforståelse. Kommunikation kommer af et latinsk ord, som betyder ”at gøre fælles”. Ved at kommunikere på en god måde kan vi begynde at få en fælles forståelse – vores virkeligheder kan begynde at smelte mere sammen. Nogle kalder det ”horisontsammensmeltning” med et smukt ord.
Det er en af de vigtigste redskaber til bedre kommunikation. Læs mere om dette i mit blogindlæg med overskriften: F-ordet, som kan forvandle jeres forhold.
Ved at kommunikere på en god måde kan vi begynde at få en fælles forståelse – vores virkeligheder kan begynde at smelte mere sammen. Nogle kalder det ”horisontsammensmeltning” med et smukt ord.
Stop samtalen, når den er blevet til en destruktiv konflikt
Når kommunikationen spidser til og bliver til en destruktiv konflikt, er det rigtig godt at lave en time out. Stop samtalen. Ret og slet. Men gør det på en måde, hvor I bliver enige om det. Hvis den ene bare går, kan det føles ubehageligt for den anden. En god time out kan lyde sådan her:
Vi kommer vist ikke videre nu. Skal vi ikke stoppe og tage den op igen, når vi er lidt mere rolige begge to?
For en time out skal altid følges op af en time in. Ellers bliver tingene bare fejet under gulvtæppet.
Se min video om Time out – time in.
Del sårbarhed i nænsomhed
Dette er kongevejen til god kommunikation. Når vi bliver ramt på ømme punkter, reagerer vi med hårde og hurtige følelser. De kaldes også reaktive, fordi vi reagerer på en trigger. Disse følelser bruger vi til at beskytte os med. De handler om at angribe, forsvare eller at lukke ned. Når vi kommunikerer med de hårde følelser, er det som at tale til en dør. Det virker ikke. Vi løber lige ind i hinandens forsvar. Der er en mur.
Under de hårde og hurtige følelser har vi de bløde og langsomme. Sårbarhed og længsel. I disse dybere følelser ligger alle muligheder for bedre kommunikation. Der er en bro.
”Jeg bliver usikker, når du er tavs og mut. Der kommer 117 tanker om, hvad der mon er galt – og til sidst ender jeg med at tro, at der nok er noget galt med mig. Jeg bliver fortvivlet og ensom. Det vil betyde alt, hvis du åbner dig for mig”.
Når en i parforholdet vover at gøre sig sårbar, er det så vigtigt, at den anden tager imod med nænsomhed:
”Jeg er ked af, at du har det på den måde. Det er slet ikke min mening. Jeg lukker ned, når jeg føler mig trådt på. Jeg bliver sur og føler en uretfærdighed. Det er svært for mig at komme ud af, selv om jeg gerne vil”.
Nu er der rigtig god kommunikation i gang. Parterapi handler om at hjælpe par til at dele sårbarhed i nænsomhed, for så skabes et trygt og åbent rum, hvor der vokser samhørighed og god kontakt. Alt det, som et godt parforhold er gjort af. Læs gerne mere om dette vigtige redskab til bedre kommunikation: “Jan, vi har været nede i den bløde afdeling siden sidst”.
Der er uden tvivl flere gode redskaber til bedre kommunikation. Men man kommer langt med dem, som er delt her. Og så er det altid værd at huske, at vi alle er uperfekte – og at vi kun kan gøre os umage og så lære at leve med det uperfekte. Lykke til med at tage redskaberne til bedre kommunikation frem og gøre flittigt brug af dem.
Og så en lille påmindelse til sidst: Gode råd hjælper bedst, hvis man har det nogenlunde godt i parforholdet. Hvis man sidder fast som par og har det svært, skal der i reglen hjælp til at få nye gode erfaringer med bedre kommunikation. Gamle vaner skal aflæres og nye skal indlæres og trænes. Her kan parterapi være en vej at gå.
Læs mere om kommunikation i parforholdet:
Find jeres kærlighedssprog og fyld kærlighedsbeholderen op
Tag konflikten i opløbet (video)
Når skærmen stjæler samhørigheden i samlivet
Læs mere om selvindsigt:
Kender du din tilknytningsstil?
Tillykke med dit sammenbrud – kend din overlevelsesmekanisme
Har du egentlig nogensinde lyttet til din knude i maven?