– om at komme ud af hårdknuden i parforholdet
Regnen trommer ned på skråvinduet i vores stue, sådan som den så ofte har gjort det i denne vinter. Tanker og regn spiller godt sammen i mit sind. Der indfinder sig en eftertænksomhed.
Og ligesom regnens utallige dråber er der også et væld af indtryk og tanker, der kommer til mig efter endnu en sæson i DueParterapi. De samler sig i et udtryk, som længe har banket på: Kærlighedens dobbeltbevægelse!
Idiotkonkurrencen
Par sidder ofte fast i et mønster, som gentager sig og skaber en mur af afstand og isolation. Mønsteret gør i reglen begge parter til ret dårlige versioner af sig selv. Derfor er det pinefuldt at sidde fast i mønsteret. Et par kaldte deres mønster for ”idiotkonkurrencen”. Så er det sagt uden omsvøb. Samtidig skræmmer det os fra vid og sans, når vi ikke kan få god og tryg kontakt til hinanden. Derfor er mønsteret et råt sted at være for et par.
Hårdknuden
Hvad der næsten kan være lige så pinefuldt er, at der kan opstå en hårdknude, som gør, at ingen bryder mønsteret.
Det kan lyde sådan her: Hvis bare min partner ville lukke op for intimitet og sex, så ville jeg få et større overskud til at vise omsorg og være nærværende. Fra partneres side kan det lyde sådan her: Hvis bare min partner interesserede sig mere for mig og tog mere ansvar i det daglige, ville jeg få mere lyst til det intime.
En anden hyppig version kan lyde således: Hvis han åbnede sig mere for mig, ville jeg ikke være så sur. Og der vil så ikke sjældent være en partner, som siger: Hvis bare hun anerkendte mig lidt mere og skruede ned for kritikken, ville jeg åbne mig mere.
Og så er den rå version: Han behandler mig overhovedet ikke ordentligt og er kold, sur og egoistisk. Jeg får intet fra ham. Og så kan der være en, som siger: Hun har ret. Jeg er en uduelig og umulig kæreste, så jeg kan lige så godt give op. Den kamp kan jeg kun tabe.
Resultatet er, at ingen giver noget til forholdet.
To sjæle, én tanke
Par kigger jævnligt på mig og siger: Hvad kommer først, Jan? Hønen eller ægget? Hvem skal først gi´ sig? Begge sidder ofte med en følelse af at tabe, hvis man skal gi´ sig og tage det første skridt. “Så accepterer jeg jo bare hans reaktionsmønster, og så bliver det en selvfølge for ham, at han bare kan lukke ned i tavshed og forvente, at jeg kommer for at få en snak i gang. Så nu straffer jeg ham nok lidt ved at være sur og utilnærmelig – også når det gælder intimitet. Så kan han lære det!”. Sådan udtrykte en frustreret kone sin del af en hårdknude i forholdet.
Det har sendt mig i tænkeboksen. Jeg tror at svaret er: Begge skal tage initiativet i det, jeg vil kalde kærlighedens dobbeltbevægelse. Vi har udtrykket: To sjæle, én tanke. Det udtrykker den oplevelse, at to personer kan tænke det samme og ville det samme i ét og samme moment. Det er lige præcis denne dynamik, som kan bringe par ud af dødvandet og hårdknuden: At bøje sig mod hinanden i et fælles ansvar for forholdet. Og begge bliver vindere.
Kærlighedens dobbeltbevægelse
Fælles intention, vilje, ønske og ansvar og dermed handling er vejen frem. Hvis nogen rækker hånden frem, når vi møder dem, sker der noget helt automatisk: Vi rækker også hånden ud, og resultatet er et håndtryk. At lade være kræver næsten en overvindelse. Det ligger i os at række hånden ud. Det er dobbeltbevægelsen.
Et par, som mødte hinanden i gymnasietiden og havde årtiers parforhold bag sig, havde i pensionsalderen mistet den trygge kontakt helt og holdent. De led så forfærdeligt begge to. Men i parterapien skete der noget, som havde skær af det mirakuløse. De fik øjenkontakt i et øjeblik. Da de kom til næste session, var de som nyforelskede. De fortalte, at i det gensidige blik ind i hinandens øjne var muren mellem dem smuldret. Allerede i bilen på vej hjem var de et helt andet sted i deres relation.
Jeg spurgte engang en rigtig god og dygtig kollega, Lea Gammelgaard Jensen, som er parterapeut i København, om hvad hendes vigtigste råd er til par. Hun svarede: “Tag initiativ – giv altid en smule mere end din partner. Og vice versa. Det er sådan man gror virksomheder, systemer og relationer. Ved at give. Begge skal give”.
Spontane livsytringer
Den danske teolog og filosof, Knud Erik Løgstrup, ville nok kalde håndtrykket og øjenkontakten en spontan livsytring. I hans tænkning bor der i os mennesker spontane eller suveræne livsytringer som tillid, barmhjertighed, åbenhed og oprigtighed. Det gode ligger lige for – vi skal blot sige ja til det. Det er det Løgstrup kalder den etiske fordring. Hvis Løgstrup var parterapeut, ville han nok sige til par i hårdknuden: Stop med at sige nej til det gode i jer! Giv efter for jeres spontane livsytringer af barmhjertighed og tillid, så I sætter en positiv spiral i gang og bryder det negative mønster.
Vi er designet til at åbne os for hinanden
Vores nervesystemer er konstrueret til at blive forstået af andres nervesystemer. Vi kan opleve andre, som om det, der sker inden for deres hud, sker inden for vores. Det er en af hovedpointerne i psykologen Daniel Sterns bog, Nuværende Øjeblikke. Der er en umiddelbar følelsesvej til den anden person, som er potentielt åben. Vi resonerer med og deltager i deres oplevelser og de i vores. Sindet er af natur intersubjektivt åbent. Vi er med andre ord designet til at være åbne og kunne forstå hinanden – alt det som er grundlaget for medmenneskelighed og relationer og dermed også parforhold.
Det koster at være sur
Jeg synes, også at jeg kan se, hvor svært det er for par at undertrykke åbenhed, tillid og forståelse. Det opleves ikke naturligt. Det er kontraintuitivt. Det er hårdt og krævende at være en dårlig version af sig selv i parforholdet. Ansigtet rummer 43 muskler. Når vi smiler bruger vi tyve muskler, og når vi ser sure ud, bruger vi fyrre muskler. Så det er faktisk lettere at smile.
En mand, som havde kæmpet med vrede efter en opvækst med en hård far, sagde engang i en parterapi: “Det er tungt at være sur og vred. Det er ikke et sjovt sted at være. Der hører jeg ikke hjemme. Jeg går kun derhen af afmagt. Men det er unaturligt for mig. Og det er ikke forløsende lige som gråden. Vreden ender mere i en udmattelse”.
“Stop med at sige nej til det gode i jer! Giv efter for jeres spontane livsytringer af barmhjertighed og tillid, så I sætter en positiv spiral i gang og bryder det negative mønster”.
Fra hårdknude til trygge bånd
De trygge bånd i parforholdet opstår, når vi åbner os for hinanden og deler sårbarhed. Når sårbarheden modtages nænsomt og omsorgsfuldt, styrkes båndet. Der sker noget nærmest magisk, når par åbner sig og deler deres inderside med hinanden. Jeg har set det bogstaveligt talt hundredvis af gange som parterapeut. Sårbarhed er ikke farlig. Tværtimod! Sårbarhed kalder på forståelse, omsorg og nærvær. De mere hårde og frustrerede følelser skaber afstand. Vejen ud af hårdknuden begynder med at flytte samtalen fra irritation og frustration til de mere bløde følelser, som ligger gemt i sårbarheden og længslen.
En kvinde var dødtræt af hendes mands mobilvaner. Selv i parterapien bimlede og bamlede den. Hendes automatreaktion var at himle med øjnene og brokke sig. Med lidt hjælp fik hun kontakt til de sårbare følelser: “Jeg føler mig nedprioriteret og ensom, når du forsvinder ind i din mobil. Du er vigtig for mig, og jeg vil gerne være vigtig for dig”. Stemningen ændrede sig på et splitsekund. Manden rakte spontant en hånd ud og forstod nu pludselig sin kone meget bedre.
Når hårdknuden skal løsnes, er det fint med et lille skridt ad gangen. En god åbning kunne være: Det her er svært for mig at dele det her…. Sådan går vi fra hårdknude til trygge bånd.
Den positive spiral er er lige så selvforstærkende som den negative
Et andet vigtigt skridt ud af hårdknuden går gennem anerkendelse og taknemmelighed for hinanden. I bogen, Drengen der voksede op som en hund, gør forfatterne opmærksomme på, at den positive spiral er lige så selvforstærkende som den negative. De fortæller, at halvdelen af Englands topfodboldspillere er født i januar, februar eller marts måned. Halvdelen! Vildt, ikke? Hvad kan det skyldes? Jo, alle fodboldhold har aldersgrænser, og hvis man er født tidligt på året, er man typisk mere fysisk udviklet og har bedre færdigheder. Det betyder, at man får mere ros og anerkendelse end dem, der er født senere i årgangen. Det betyder igen, at man får mere lyst til at træne. En positiv spiral går i gang.
Vi drages i retning af det, vi får anerkendelse for. Gennem kærlighedens dobbeltbevægelse sætter vi en positiv spiral i gang i parforholdet og bryder den negative. I stedet for at forsøge at lave hinanden om, pege fingre og udnævne hinanden til skurk, sår vi frø af kærlighed. Ved at række ud, anerkende, vise tillid og taknemmelighed aktiveres en god og givende feedbackcyklus.
Jeg oplever da ofte, at par undervejs i deres terapi begynder at udtrykke, at det hele føles nemmere. En pyt-knap er pludselig tilstede og bagatelgrænsen hæves. I stedet for tungt og op-ad-bakke i modvind er der en følelse af lethed og ofte af mere latter. En kvinde fortalte engang, at hun ofte blev siddende i bilen efter arbejde for at tage sig sammen til at køre hjem. Nu glædede hun sig til fyraften og weekend.
Sikke et potentiale! Vi kan gå fra hårdknude til en positiv selvforstærkende spiral.
Er der et kram i rummet?
De sad i min sofa i min praksis. Muren mellem dem havde de taget med i sofaen. Der var en halv meter imellem dem – men lige der føltes det som en afgrund. Begge udtrykte smerte og længsel på hver side af muren. Begge savnede hinanden. Pludselig var den der særlige oplevelse af, at der var en kraft til forandring i rummet. Jeg tog mod til mig og sagde: I lider og længes begge to. I savner hinanden. Er der et kram i rummet? I samme nu sad de i hinandens arme med tårer løbende ned ad kinderne. Kærlighedens dobbeltbevægelse gennembrød muren og skabte en længe savnet kontakt. En lille bevægelse med et enormt potentiale.
Læs også:
F-ordet kan forvandle jeres forhold
Dobbelt op på glæden og en halv sorg