– om at komme ud af hårdknuden i parforholdet
Regnen trommer ned på skråvinduet i vores stue, sådan som den så ofte har gjort det i dette efterår. Tanker og regn spiller godt sammen i mit sind. Der indfinder sig en eftertænksomhed.
Og ligesom regnens utallige dråber er der også et væld af indtryk og tanker, der kommer til mig efter endnu en sæson i DueParterapi. De samler sig i et udtryk, som længe har banket på: Kærlighedens dobbeltbevægelse!
Idiotkonkurrencen
Par sidder ofte fast i et mønster, som gentager sig og skaber en mur af afstand og isolation. Mønsteret gør i reglen begge parter til ret dårlige versioner af sig selv. Derfor er det pinefuldt at sidde fast i mønsteret. Et par kaldte deres mønster for ”idiotkonkurrencen”. Så er det sagt uden omsvøb. Samtidig skræmmer det os fra vid og sans, når vi ikke kan få god og tryg kontakt til hinanden. Derfor er mønsteret et råt sted at være for et par.
Hårdknuden
Hvad der næsten kan være lige så pinefuldt er, at der kan opstå en hårdknude, som gør, at ingen bryder mønsteret. Det kan lyde sådan her: Hvis bare min partner ville lukke op for intimitet og sex, så ville jeg få et større overskud til at vise omsorg og være nærværende. Fra partneres side kan det lyde sådan her: Hvis bare min partner interesserede sig mere for mig og tog mere ansvar i det daglige, ville jeg få mere lyst til det intime.
To sjæle, én tanke
Nogle par kigger på mig og siger: Hvad kommer først, Jan? Hønen eller ægget? Hvem skal først gi´ sig?
Det har sendt mig i tænkeboksen. Jeg tror at svaret er: Det skal I begge to i det, jeg vil kalde kærlighedens dobbeltbevægelse. Vi har udtrykket: To sjæle, én tanke. Det udtrykker den oplevelse, at to personer kan tænke det samme og ville det samme i ét og samme moment. Det er lige præcis denne dynamik, som kan bringe par ud af dødvandet og hårdknuden.
Kærlighedens dobbeltbevægelse
Fælles intention, vilje, ønske og ansvar og dermed handling er vejen frem. Hvis nogen rækker hånden frem, når vi møder dem, sker der noget helt automatisk: Vi rækker også hånden ud, og resultatet er et håndtryk. At lade være kræver næsten en overvindelse. Det ligger i os at række hånden ud. Det er dobbeltbevægelsen. Et par, som mødte hinanden i gymnasietiden og havde årtiers parforhold bag sig, havde i pensionsalderen mistet den trygge kontakt helt og holdent. De led så forfærdeligt begge to. Men i parterapien skete der noget, som havde skær af det mirakuløse. De fik øjenkontakt i et øjeblik. Da de kom til næste session var de som nyforelskede. De fortalte, at i det gensidige blik ind i hinandens øjne var muren mellem dem smuldret. Allerede i bilen på vej hjem var de et helt andet sted i deres relation.
Spontane livsytringer
Den danske teolog og filosof, Knud Erik Løgstrup, ville nok kalde håndtrykket og øjenkontakten en spontan livsytring. I hans tænkning bor der i os mennesker spontane eller suveræne livsytringer som tillid, barmhjertighed, åbenhed og oprigtighed. Det gode ligger lige for – vi skal blot sige ja til det. Det er det Løgstrup kalder den etiske fordring. Hvis Løgstrup var parterapeut, ville han sige til par i hårdknuden: Stop med at sige nej til det gode i jer! Giv efter for jeres spontane livsytringer af barmhjertighed og tillid, så I sætter en positiv spiral i gang og bryder det negative mønster.
Vi er designet til at åbne os for hinanden
Vores nervesystemer er konstrueret til at blive forstået af andres nervesystemer. Vi kan opleve andre, som om det sker inden for deres hud såvel som inden for vores. Det er en af hovedpointerne i psykologen Daniel Sterns bog, Nuværende Øjeblikke. Der er en umiddelbar følelsesvej til den anden person, som er potentielt åben. Vi resonerer med og deltager i deres oplevelser og de i vores. Sindet er af natur intersubjektivt åbent. Vi er med andre ord designet til at være åbne og kunne forstå hinanden – alt det som er grundlaget for menneskelighed og dermed også parforhold.
Det koster at være sur
Jeg synes, også at jeg kan se, hvor svært det er for par at undertrykke åbenhed, tillid og forståelse. Det opleves ikke naturligt. Det er kontraintuitivt. Det er hårdt og krævende at være en dårlig version af sig selv i parforholdet. Ansigtet rummer 43 muskler. Når vi smiler bruger vi tyve muskler, og når vi ser sure ud, bruger vi fyrre muskler. Så det er faktisk lettere at smile.
“Stop med at sige nej til det gode i jer! Giv efter for jeres spontane livsytringer af barmhjertighed og tillid, så I sætter en positiv spiral i gang og bryder det negative mønster”.
Fra hårdknude til trygge bånd
De trygge bånd i parforholdet opstår, når vi åbner os for hinanden og deler sårbarhed. Når sårbarheden modtages nænsomt og omsorgsfuldt, styrkes båndet. Når hårdknuden skal løsnes, er det fint med et lille skridt ad gangen. En god åbning kunne være: Det her er svært for mig at dele…. Sådan går vi fra hårdknude til trygge bånd.
Parterapi er at få renset ørene
Nogle går i parterapi for at få lavet deres partner om. Virkeligheden er, at parterapi mest af alt handler om villighed til at se indad for at blive klogere på egen del af det mønster, som gør så ondt at være i. Parterapi er at få renset ørene, så man virkelig kan høre sin partners smerte og perspektiv og derigennem også blive klogere på sig selv. Det skaber grundlag for at gøre noget andet og bedre.
Er der et kram i rummet?
De sad i min sofa i min praksis. Muren mellem dem havde de taget med i sofaen. Der var en halv meter imellem dem – men lige der føltes det som en afgrund. Begge udtrykte smerte og længsel på hver side af muren. Begge savnede hinanden. Pludselig var den der særlige oplevelse af, at der var en kraft til forandring i rummet. Jeg tog mod til mig og sagde: I lider og længes begge to. I savner hinanden. Er der et kram i rummet? I samme nu sad de i hinandens arme med tårer løbende ned ad kinderne. Kærlighedens dobbeltbevægelse gennembrød muren og skabte en længe savnet kontakt. En lille bevægelse med et enormt potentiale.