I problemramte par føler den ene partner sig forladt i knapt 75% af tilfældene
På min hjemmeside har jeg gennem et stykke tid tilbudt en såkaldt partest. Knapt 75% svarer enig eller delvist enig i, at de til tider føler sig forladt af deres partner. Kun 34 % svarer bekræftende på, at ofte taler om, hvad der rører sig i deres hverdagsliv, og over 85% siger, at de længes efter større kontakt til deres partner.
Selv om der ikke er tale om en videnskabeligt gennemført undersøgelse giver min partest alligevel et fingerpeg om, hvor skoen ofte trykker i parforhold, hvor man har det svært. I kernen af de fleste konflikter i parforholdet er der et tab af kontakt! Vi kan også kalde det ensomhed i tosomhed. I det følgende vil jeg gå ind dette tab af kontakt og beskrive det med de mange års erfaring, jeg har som parterapeut, men også med de værdifulde ord og vinkler, som klienter har beriget mig med. Deres bidrag er anonymiseret eller anvendt med tilladelse.
Luften er fuld af blikke og hentydninger
I 2022 offentliggjorde min kone, Karin Due Bruun, som er smertelæge, og undertegnede den såkaldte ”kærlighedskurve”, som beskriver den vej, par ofte tager mod en bund i deres forhold, men også vejen op mod ny samhørighed og kontakt. Tæt ved bunden af et samlivssammenbrud indfinder ensomheden og udmattelsen sig. ”Luften er fuld af blikke og hentydninger”, fortalte en mig engang. En anden sagde: ”Han virker kold, isnende og afvisende; vi bor nærmest i hver sin ende af huset”.
Ensomhed i et parforhold er selve modsætningen til meningen med at være et par i kærlighed. Isolationen er opløsningen af drømmene om samhørighed, fortrolighed, nærhed, venskab og intimitet. Derfor er et par helt ved bunden, når ensomheden indfinder sig, og en usynlig mur går ned mellem parterne.
Skabt til kontakt
Vi er skabt til kontakt. Lige så vigtigt som mad og drikke er behovet for kontakt og relationer til andre. Vi er sociale væsner. Og i parforholdet lyder der et spørgsmål fuldt af længsel hos begge parter: Er du der? Kan jeg regne med dig? Har du min ryg?
Hvis svaret er ”ja”, kan et par klare stort set alt. Men hvis svaret er uklart, udløser det usikkerhed og ængstelighed. Det gør rigtig ondt at miste den følelsesmæssige kontakt til sin partner.
De tre kontakt-strategier
Smerten fører typisk til tre strategier, som alle er forsøg på at få kontakten genoprettet. Nogle skruer op ved at blive meget opsøgende, pleasende og nærmest klynge sig til sin partner. ”Jeg kan slet ikke udholde afstanden og tavsheden. At ligge ved siden af hinanden i sengen med en mur imellem os er det værste jeg ved. Jeg bliver usikker, jaloux, ked af det, arrig og prikker til ham, for at få en reaktion”. Sådan blev der en dag i min praksis sat ord på strategien for at få kontakt.
Andre gør det stik modsatte og skruer ned, lukker ned og undgår kontakten for ikke at mærke smerten ved en afvisning. ”Jeg er blevet mut, tavs og indebrændt. Jeg falder helt ind i mig selv”, sagde en kvinde engang, og fortsatte: ”I virkeligheden længes jeg efter at blive det par, vi var engang, og få et godt sexliv igen”.
Endelig er der dem, som erstatter én følelse med en anden – eksempelvis at blive vrede og rasende i stedet for at vise den pinefulde frygt for at miste forbindelsen til den, man elsker. En klient fortalte mig, hvordan netop denne dynamik udspillede sig i hendes liv: ”Min go-to-følelse er vrede. Når jeg er ked af det, trist eller såret, bliver jeg vred. Sådan har det været siden, jeg var barn. Jeg har aldrig lært at vise min sårbarhed og føler også, at det ville være et udtryk for svaghed”.
Psykologen, John Bowlby, taler om håbets vrede og fortvivlelsens vrede. Bag vrede kan der ligge et håb om, at få den anden i tale men også en fortvivlelse, som mere vidner om begyndende opgivenhed og udmattelse. Resultatet for alle tre strategier er desværre ofte, at afstanden øges og ensomheden vokser.
Ensomhedens smerte og pris
Med ensomheden i tosomheden fortæller mange om en voksende følelse af at ikke være god nok og ikke tiltrækkende nok. Man brænder inde med mange tanker, som man ikke kan få afleveret, fordi man mærker, at den anden ikke rigtig er til stede. Spekulationer, bekymringer og nogle gange tankemylder om, hvad der mon gemmer sig i den anden, fylder meget i hverdagen.
Flere fortæller om en vekslen mellem at undskylde sin partner og finde på forklaringer, der retfærdiggør ham eller hende og så på den anden side en vrede, der ser partneren som ”en klaphat og kold skid”, som en kvinde engang beskrev sin tilbagetrukne partner.
Nogle ender med at vende vreden indad med en hård selvkritik og selvbebrejdelse. ”På de værste dage føler jeg, at jeg er uelskelig, mislykket på alle parametre og uduelig til parforhold”, sagde en engang til mig.
Ensomheden kommer i reglen snigende, men den kan også komme pludseligt. Hvis par oplever noget traumatisk – det kan være en abort, en ulykke i familien, et barn som mistrives i alvorlig grad og har selvskadende adfærd eller i værste fald et barn, som dør – kan det være så sårbart at tale om, at begge eller den ene lukker ned. En fortalte om sin fars dødsfald, som kom meget pludseligt: ”Jeg havde brug for at være lille, træt, brug for en skulder og den ordløse omsorg. Men han var der ikke, tog ikke engang fri fra arbejde, da min far var på det allersidste. Lige der lukkede jeg ned og blev meget ensom”.
Med ét har man ikke kun lidt et tab, oplevet en smerte eller en sorg; man har også tabt kontakten til hinanden, og begge lider i isolation og ensomhed.
Fra team til hver for sig
Mange savner følelsen af at være et team, et hold, der står sammen. En udtrykte det på denne måde: ”Efterhånden står jeg på alle baserne derhjemme. Jeg føler mig alene med alt for meget og bliver indebrændt og trist – ordløs og blank. Til tider tænker jeg, at det vil være lettere at være mig selv, for så slipper jeg for skuffelserne og følelsen af svigt fra min partner”. Ikke sjældent vil der være en partner i et sådant forhold, som føler, at han ikke kan gøre tingene godt nok og har trukket sig med utilstrækkelighed og afmagt som fast passager.
Andre par fortæller om, at ensomheden særligt udstilles, når man er i selskaber eller i byen sammen. En beskrev det på denne måde: ”Vi er som to planeter uden forbindelse til hinanden. Før i tiden bakkede vi hinanden op og var stolte og glade over at vise hinanden frem. Tværs gennem lokalet kunne vi sende det der blik, som siger alt. Nu kan vi ligefrem kritisere og nedgøre hinanden blandt andre. Det er så sørgeligt”. En anden fortalte om, hvordan hun følte sig kørt over og ud på sidelinjen af sin kæreste: ”Når det sker, så føler jeg, at jeg ingen interesse har, og at der ingen kærlighed er. Jeg bliver ensom og fortvivlet lige på stedet”.
Ensomhed og depressive tilstande
Den internationalt anerkendte psykolog, Sue Johnson, påpeger, at depression er den naturlige respons på tab af kontakt. Ofte er depressive tilstande en reaktion på, at man ikke har det godt i sit parforhold. Symptomer som stress, fatigue, søvnløshed, nedtrykthed, modløshed og håbløshed, har ikke sjældent rødder i en manglende samhørighed i parforholdet
Kærlighed og kontakt er ikke prikken over i´et eller livets glasur. Det er kernestof i menneskelivet. Derfor er ensomhed i et parforhold en af de mest smertelige følelser. Lige der, hvor man skulle have sin trygge havn og base, er der blevet usikkert, tavst og ensomt. Det er mere end et menneske kan bære. Man går i stykker. Der sker en nedbrydning. At leve i et ensomt parforhold er direkte usundt både fysisk og mentalt. Hvis man tilmed ender med at vende sin vrede og sorg indad og blive sin egen værste kritiker, er det slet ikke svært at forestille sig, at sindet lukker ned i depression.
Det stille farvel
Ved bunden i ”kærlighedskurven” fører ensomheden til udmattelse. Man orker ikke mere. Fortvivlelsen har erstattet håbet. Opgivenhed og håbløshed gør, at man ikke engang forsøger at råbe den anden op længere. Man magter ikke engang at blive vred mere. Ligegyldigheden sniger sig ind. Det hele kan være lidt lige meget.
Flere taler om, at afviklingen går i gang følelsesmæssigt. Det stille farvel sætter ind. Bid for bid tages der afsked med det liv og de drømme, man har haft sammen. Det er en hård og pinefuld fase i et parforhold. Når jeg som parterapeut møder par i denne fase, vækker det en stor omsorg i mig. Smerten og ensomheden er så hjerteskærende.
Parallelle liv og konkurrerende tilknytning
Det er ikke usædvanligt, at man i denne ”bund-fase” de facto lever parallelle liv. Man er gået fra samliv til sameksistens. Fra parforhold til bofællesskab. Man ved knapt nok, hvad der foregår i hinandens liv.
Venner, arbejde og fritidsinteresser bliver vigtigere end parforholdet. Ensomheden driver parret længere og længere væk fra hinanden. Den nærhed og kontakt, man har opgivet i parforholdet, søges nu andre steder. Meget maraton og triatlon gennemføres i virkeligheden, fordi man lider et enormt afsavn derhjemme. Ved at begrave sig i fysisk aktivitet, får man ensomheden lidt på afstand. Selvmedicinering med alkohol og andre stimulanser kan også være en måde at dulme ensomhedens smerte. ”Jeg gik i rødvinen, når det blev ubærligt”, erkendte en mand engang.
Utroskaben står lige ved døren her – både i form af den såkaldte ”micro-cheating”, hvor flirt og samvær med andre går over grænsen og i form af sex med andre. Uden på nogen måde at tage utroskab i forsvar er den dog ikke uforståelig, når den udfolder sig på baggrund af ensomhed i parforholdet. Mange fortæller om, at det ikke var liderlighed, der drev dem til utroskab men fortvivlelsen i parforholdet. Man følte sig udsultet for komplimenter, opmærksomhed og beundring og blev ”billigt til salg”. Nogle skammer sig, og andre bliver forskrækkede over ikke at skamme sig. Men for de fleste er drømmen stadig et kærligt og hengivent parforhold.
Ikke nødvendigvis slut
Man skulle tro, at det var slut her. Og det er det også for mange. Det kan være tid til at bryde op og få sagt et så kærligt farvel til hinanden som muligt – og meget gerne med en forståelse for, hvad det var, der gik galt. At komme videre i livet med en indsigt i, hvad den enkeltes bidrag var til sammenbruddet, kan gøre det næste kapitel i livet meget lettere. Som en har sagt: ”Det eneste vi ikke kan blive skilt fra, er det i os, som gjorde, at vi gik fra hinanden”. Nissen flytter med. Og det er altså godt at vide, hvilken ”nisse”, man har med på sit flyttelæs! Flere bruger skilsmisseterapi netop til dette formål.
Men erfaringen viser, at selv her ved bunden i ”kærlighedskurven”, kan forholdet vækkes til live igen. Det behøver ikke at være for sent. Mange har søgt hjælp og har fundet vejen op fra bunden. Det gamle forhold er færdigt og dødt. Men et nyt kan måske begynde. Det er ikke usædvanligt at et ægteskab rummer to eller flere forhold, hvor man undervejs har måtte sige farvel til en fase, en periode, et kapitel i livet og samlivet for at genopfinde forholdet på ny. Som en udtrykte det: ”Vores 1,0 version er uhjælpelig stødt på grund. Vores gamle hus er brændt ned til grunden. Nu skal der bygges et nyt og 2,0 versionen af vores kærlighed skal udvikles”. Smukt!
Det sidste, man skal gøre, er at fortsætte med ensomhed i tosomhed. Desværre er det ikke usædvanligt, at det sker. Og fuldt forståeligt. Fælles børn, uvished, frygt for konflikt ved en skilsmisse, frygt for kamp om samvær med børnene og meget mere kan gøre, at man holder ud. Til dem sender jeg en varm tanke med håb om et bedre liv.
Den Århus-baserede psykolog, Lone Algot Jeppesen, har et slogan, som lyder sådan her: ”Never let your partner feel alone – especially when you are there”. Den sidder – og kan vist ikke understreges nok!
Læs mere:
Hvilket konfliktmønster har I udviklet som par?
Når konflikter udvikler og rammer ømme punkter