Er dine ekskærester alarmsignaler?

Kender du følelsen, når minder om ekskærester pludselig banker på og forstyrrer dig i dit parforhold? Måske minder om dejlige stunder eller særlige karaktertræk, som du mærker et savn efter? Et stik i hjertet over noget, som forblev uafsluttet? Lysten til at sende en besked og lige høre, hvordan de har det?

Forskrækket og skamfuld

Når ekskæresterne pludselig banker på i tankerne, kan man virkelig blive forskrækket og skamfuld. Gennem de mere end 10 år som parterapeut i Odense har jeg ofte mødt dette spørgsmål: Er der noget rivende galt med mit parforhold, siden jeg kan gå her og længes efter en gammel flamme? Hvordan kan jeg gå op og ned ad min partner og samtidig gå her og tænke på en anden med et stik i hjertet af savn?

Er der noget rivende galt med mit parforhold, siden jeg kan gå her og længes efter en gammel flamme?

Hvorfor opsøger mine tanker gammel kærlighed?

Tanker om de gamle ekskærester kan være alarmsignaler, som fortæller dig, at du lige nu er på den i dit parforhold. At du er ramt på et ømt område i dit liv. At du bare generelt er presset. Eller at din nuværende kæreste viser sider af sig selv, som du ikke er vant til at møde og derfor søger tilbage til en tidligere kæreste, du i det mindste kendte ud og ind. Ubearbejdet sorg kan også dukke op til overfladen, når man mindst venter det. Måske spejler din nuværende kæreste dig på en ny måde, så du ser sider af dig selv, du ikke bryder dig om at forholde dig til. Der er knas i kommunikationen, som gør dig sårbar. Dine tanker kan også vandre tilbage til en tid i dit liv, hvor en tidligere kæreste var med på livsrejsen. Alt dette kan få dig til at søge tilbage til gammel kærlighed.

Den trygge havn, når livet gør ondt

Vi er heldigvis indrettet sådan, at vi i reglen glemmer det dårlige og husker det gode. Derfor kan tidligere kæresteforhold, hvis de da ikke har været helt traumatiske, komme til at stå i smukt skær – eller i det mindste i et skær af noget velkendt og trygt. Glemt er konflikterne og de årsager, som gjorde en ende på forholdet. Derfor kan ekskæresterne blive en havn, en flugtvej, et trygt sted, vi søger hen, når livet gør ondt i vores parforhold.
Det sker nærmest automatisk og ubevidst. Det er som om vores hjerne laver denne flugtvej helt af sig selv. Derfor er det vigtigt at blive bevidst om, hvad der er ude at gå. At det ikke nødvendigvis handler om, at noget er helt galt. At kærligheden i det nuværende forhold står i skyggen af et tidligere forhold.

Lyt til signalet og gå ikke alene med det

Det kan være skamfuldt og ensomt at bære på sådanne følelser og minder. Og jo mere vi går alene med dem, jo sværere er det. Derfor er det vigtigt at få sagt det højt. Det er ikke sikkert, at det skal ske i parforholdet. Måske er det bedst at dele det med en god ven og lade det blive der. Alternativet kunne være at få en god samtale med en terapeut.
Frem for alt er det vigtigt at få taget hånd om det i parforholdet, der eventuelt udløser tankerne om de gamle ekskærester, så I som par bliver en tryg havn for hinanden – uden trang til udenoms-sejlads.

Læs mere her:
Hvad kan par gøre efter utroskab?
Forandringer som virkelig er prisen værd
Bestilling af terapi