I parterapi er der ikke et sted, hvor skyld og tilgivelse er så meget på spil som, når et par kæmper med følgerne af utroskab.
Længsel efter tilgivelse
Den, som har begået tillidsbruddet, vil ofte sidde med en stor skyld og skam, som tynger til jorden. Samtidig vil der være et håb om at finde tilgivelse hos sin partner. Dette håb er ikke sjældent også forbundet med skam: Hvordan kan jeg overhovedet tillade mig at bede dig om tilgivelse, når jeg har såret dig så dybt? Hvor usselt! En stemme vil sige: Det er bedre, at du går din vej med sænket hoved og accepterer konsekvenserne af dine løgne og dit bedrag. Men kærligheden er der stadig og længes efter forsoning, heling og genoprettelse af relationen.
Frygten og detektiven
Frygten for at miste er kæmpestor – nogle gange, så stor at der i reglen kommer nye løgne, som skal nedtone eller skjule omfang, detaljer og karakteren af utroskaben. Det er faktisk sjældent, at alt kommer for dagen med det samme. Det kan også bunde i omsorg: Jeg vil ikke såre dig med detaljer, som bare vil gøre dig endnu mere ked af det.
Den forurettede bliver en mistænksom detektiv, som har brug for at finde ud af alt og vil ikke sjældent finde nye ting frem. Nogle gange vil en gammel mistanke blive genoplivet og spurgt ind til – og så kan det vise sig, at det ikke er det første tillidsbrud.
Disse ”bonus” tillidsbrud er en mavepuster af rang og føles tit værre end, da utroskabs-bomben sprang første gang.

Vreden fylder meget
Alt dette udløser modstridende følelser. Vreden fylder meget. Nogle er selv forskrækkede over, hvor voldsom den kan være. Vrede er vores eksistentielle ”AV”! Den fortæller, at det gør ondt, så ondt – at personlige grænser er overskredet, at tillid er grundsvigtet, og at utroskaben har såret enormt dybt. I vreden er der stemme, som siger: Du skal aldrig nogensinde igen stole på ham eller hende, som har svigtet dig. Gå ikke tilbage til en fuser! Det sker bare igen! Og du ydmyger dig selv og går på kompromis med dig selv ved at tilgive og fortsætte forholdet.
Der er også en vrede rettet indad: Hvordan kunne jeg dog være så dum at stole på ham eller hende? Hvordan kunne jeg være så naiv? Hvorfor så jeg det ikke?
For den, som vreden er rettet imod, vil der i begyndelsen være en forståelse men efterhånden vil den skabe frygt og slide på nervesystemet. Bliver jeg nogensinde tilgivet? Har jeg ødelagt det hele for altid? Hvornår kommer vredes-stormen igen?
Længsel efter den trygge havn
Selv om vreden er stor, er kærligheden der stadig. Vreden er faktisk netop et bevis på dette. For ellers kunne man jo bare være kold og fløjtende ligeglad. Og kærligheden husker stadig de gode øjeblikke og længes efter at genfinde en tryg havn hos sin partner.
Der kan også være en frygt for at gå. Hvad med børnene? Hvad med det liv, vi har bygget op sammen? Hvordan skal det gå mig på egen hånd? Som en sagde engang: Hvis jeg går, bliver jeg en fucking fattig førtidspensionist!
Tilgivelsens vej
Alt dette kan jo ende med at tage et par fra hinanden. Men de fleste vælger at blive sammen. Lige her bliver spørgsmålet om tilgivelse aktuelt. For at fortsætte forholdet med vrede og bitterhed vil bare være en langsom og pinefuld opslidning af kærligheden. De fleste bliver efterhånden trætte af vreden og får brug for at komme til et andet og bedre sted. Vejen dertil går gennem tilgivelse.
Er tilgivelse accept?
Mange kæmper med en følelse af, at tilgivelse er det samme som at acceptere utroskaben? Er det ikke bedre at fastholde vreden som en påmindelse til den utro om, at det ikke er glemt, og at hammeren falder, hvis der kommer nye tillidsbrud? Og er det egentlig ikke en smule i orden, at den utro lider en rum tid som straf for sin ugerning?
Den slags indre dialoger kan mange gå med. Psykologiens syn på tilgivelse er, at det primært er en proces, hvor man gradvist giver slip på vrede, nag og smerte forbundet med den uret, der er begået mod én. Tilgivelse handler ikke nødvendigvis om at frikende eller undskylde den, der har forvoldt skaden, men om at frisætte sig selv fra de negative følelser og dermed opnå større indre ro og frihed. Det handler om at se tilgivelse som en dybt menneskelig, eksistentiel mulighed for at skabe forandring, frihed og fornyelse i eget og andres liv.
Gennem følte erfaringer af, at man som par kan dele det svære og møde hinandens forståelse og omsorg, heles sårene langsomt. Der skabes et trygt rum, hvor parterne kan åbne sig for hinanden og genopbygge tillid og tiltro. Tilgivelsen gror ud af dette trygge rum.
Er tilgivelse en beslutning?
Men det er vigtigt, at tilgivelse ikke bliver gjort til en kold, rationel beslutning, som skal præsteres i en ensom kamp med sig selv. Tilgivelse kan først opstå, når den, der har svigtet, oprigtigt viser anger og fortrydelse, og den sårede part oplever, at partneren forstår og føler smerten uden forklaringer og bagatelliseringer. Når dette sker, kan tillid og tryghed genopbygges, og tilgivelsen opstår som en naturlig følge heraf, og ikke som en tvungen beslutning. Læs gerne min artikel om denne proces: Hvad kan par gøre efter utroskab?
Par skal ofte have hjælp i parterapi til denne proces, som velbeskrevet af blandt andre den canadiske psykolog og forsker, Dr. Sue Johnson.
Er tilgivelse svaghed?
Gennem tiden har flere fortalt mig, at de føler det som en svaghed at tilgive. ”Der bor jo en feminist i mig, som fortæller mig, at jeg skal stå op for mig selv og ikke finde mig, at blive bedraget. Sådan noget gør man bare ikke mod mig!”, var der en, som sagde engang. Er det ikke at lægge sig ned og lade sig trampe på? Er det ikke at lade den utro slippe alt for nemt? Sådan kan følelsen ofte være, når man som bedraget partner skal overveje tilgivelsens mulighed.
“De svage kan aldrig tilgive. Tilgivelse er en egenskab, der tilhører de stærke.”, siger Mahatma Gandhi. Moderne psykologi peger entydigt på, at tilgivelse faktisk er et udtryk for styrke og følelsesmæssig modenhed, fordi det kræver mod at konfrontere og bearbejde svære følelser som vrede, skuffelse og sorg. At holde fast i vrede og nag kan derimod føre til stress, depression og nedsat livskvalitet. Derfor betragtes tilgivelse som en ressource og en gave til sig selv og ikke et udtryk for eftergivenhed eller svaghed.
Den, som bliver tilgivet efter utroskab, sidder i reglen tilbage med den største respekt og ydmyghed. ”Jeg håber det men ved ærlig talt ikke, om jeg ville være i stand til at tilgive, sådan som min kone har gjort”, sagde en meget taknemmelig mand engang til mig. Han så sin kone som alt andet end svag.
Er tilgivelse at glemme?
Nogle prøver i bedste intention at feje minderne om utroskaben væk og lægge dem under låg for at komme videre. Det bliver en håbløs kamp mod svære oplevelser, som sidder i hele nervesystemet.
Vejen frem er at dele smerten med sin partner, når den vælder op – og det kan den gøre lang tid efter tillidsbruddet. Gennem følte erfaringer af, at man som par kan dele det svære og møde hinandens forståelse og omsorg, heles sårene langsomt. Der skabes et trygt rum, hvor parterne kan åbne sig for hinanden og genopbygge tillid og tiltro. Tilgivelsen gror ud af dette trygge rum. Der er jo også en skyldig part, som skal tilgive sig selv og begynde at tro på sig selv igen som en god og værdig partner. Det sker også i dette trygge rum, hvor smerten deles og modtages nænsomt. “Det skal ikke glemmes. Det skal krammes”, sagde en kvinde, som havde været sin mand utro, engang.
”Når jeg mærker, at du gør dig umage med at møde mig og rumme mig, når jeg er ramt, gør det mig så godt. Det hjælper mig til at give slip på smerten. Når du tilmed tager initiativet til at spørge mig om, hvordan jeg har det i stedet for at være bange for mine følelser, fortæller du mig, at du virkelig vil mig. Og så vokser trygheden frem igen”, fortalte en kvinde efter sin mands utroskab. På denne måde bliver tilgivelse en fælles proces og en fælles opgave i stedet for et ensomt projekt. Dette er nok den vigtigste pointe.
For mange par bliver dette trygge rum en ny styrke i deres forhold, som de tager med sig ud af krisen efter utroskaben. En læge fortalte mig engang: ”Arvæv er stærkere end almindeligt væv”. Par kan, hvor utroligt det end lyder, komme styrket ud af utroskab.
Læs også:
Hvad kan par gøre efter utroskab?
Hvornår er vi egentlig utro over for hinanden?
Tillykke med dit sammenbrud