En far opsøgte mig i min klinik, fordi han var bange for sin sorg. Han havde mistet sin 20 årige søn og frygtede for, at han var unormal, fordi han var så fuldstændig tynget og knust: Jeg er ved at gå i stykker. Hver morgen og aften gav vi hinanden et kram. Nogle gange kunne min søn finde på at komme ind til mig og lige fortælle, hvor glad han var for mig. Han lyste op omkring sig. Hele ugen er unge kommet forbi vores hjem og har fortalt den ene rørende historie efter den anden om vores søn – om ting, vi slet ikke vidste om ham. Jeg savner ham så uendeligt meget”.
Jeg måtte forsikre ham om, at alt var som det skulle være, selv om intet var, som det skulle være – at hans sorg var den helt naturlige reaktion på tabet af en elsket søn.
Som parterapeut har det slået mig, hvor meget døden fylder og kan præge samlivet. Par fortæller ikke sjældent om, hvor stor betydning dødsfald i deres familier betyder – tidlige tab af forældre, en elsket mormor eller farfar eller en søskende. Provokerede og uprovokerede aborter kan også udløse sorg, ofte en kvalt sorg, som ikke får udtryk. Det hjerteskærende tab af børn, som led en alt for tidlig død, vil for altid mærke et par og en familie. Samtidig kan frygten for at være den sørgende lyseslukker (Brinkmann) gøre, at sorgen selv i et parforhold bæres i ensomhed. En sørgende klient kaldte sig for “tristhedspinden” med følelse af at være hende, som var tung at danse med.
Klare og uklare tab
Sorg er vores reaktion på livets tab. Det kan handle om kære, som dør og går bort. Men det kan også være tabet af et forhold til en kæreste eller en partner, man har delt liv med og følt sig forbundet med. Tabet af ungdom, når voksenlivet og ansvaret melder sig. Tabet af børn, som flytter fra reden, som gør at rollen som mor og far ikke længere er i spil på samme måde. Tabet af en drøm, som bliver knust – måske fordi man ikke kan blive gravid og få børn, eller tabet af en drøm, fordi den bliver opfyldt og efterlader en tomhed. Nogle oplever den såkaldte succes-sorg, som udløses, når man når et mål, man har kæmpet for. Jeg husker en ung kvinde opsøgte mig, da jeg var præst, fordi hun ikke var glad, da hun langt om længe havde bestået sin afsluttende eksamen og opnået sin nye akademiske titel. Tværtimod, var hun ked af det og følte sig tom. Da vi sammen fik det foldet ud, så vi, at hun havde mistet en meningsgivende kamp og retning i sit liv og nu skulle finde en ny eksistentiel drivkraft.
Sorg kan også udløses af tabet af et godt helbred. Tabet af en tro man er vokset op med og ikke kan fastholde. Tabet af et job, man holdt meget af eller tabet af sit arbejdsliv, når pensionsalderen banker på. Mange, som er vokset op i konfliktfyldte og utrygge familier, bærer på en sorg over tabet af en god barndom. I terapi er bearbejdning af og sorg over tidlige tab en del af helingsprocessen.
Sorg kan have mange årsager og mange ansigter. Typisk har man talt om tab af nære og kære som et klart tab – mens andre tab i livet er blevet klassificeret som uklare tab. I dette indlæg vil fokus være på de klare tab, når døden tager nære og kære fra os – og hvor parforholdet kan være et naturligt sted at hele sorgens smerte.
Giv sorgen sprog
Sorg er en naturlig og sund reaktion. Sorgen skal ikke sygeliggøres. Den er smuk, fordi den fortæller, at der er nogen, vi har elsket og holdt af. Sorg er en kærlighed, der ikke vil holde op. Samtidig kan sorgen rive og flå og næsten slå den sørgende til jorden, fordi den kan være så tung at bære på.
I 1900 tallet blev sorgen gemt mere og mere væk. Sociologer taler om den minimalistiske død. Perioden var derfor kendetegnet af den såkaldte kvalte sorg (Taschel C. Bordere). Men flere peger på, at prinsesse Dianas tragiske død i 1997 og den efterfølgende nærmest globale sorg banede vej for sorgens tilbagekomst. Vi har set noget lignende i Danmark ved Kim Larsens død i 2018 – og senest har Thomas Helmig udgivet et album med den sigende titel, “Sortedam”, med sange fyldt af sorg efter sin søn, Hugos, alt for tidlige død. Hospices er vokset frem over hele landet, og der er etableret et nationalt Sorgcenter. Allehelgensaften samler mange i landets kirker. Sorgen har fået en genkomst.
Dette ser jeg som en glædelig udvikling netop, fordi sorgen er vores måde at bearbejde livets tab. Den er en nødvendig smerte, som skal have udtryk i ord, i tårer, i handlinger og ritualer, som giver sorgen sprog. Hver gang sorgen mærkes og får udtryk, letter den en lille smule. William Shakespeare siger: “At græde er at mindske sorgens dybde”. Den kvalte sorg er derimod pinefuld og uforløst. Samtidig er der en grænse for, hvor meget af sorgen, der rent faktisk kan sættes ord på. Bag den grænse er den sørgende alene. Derfor går sorg og en vis ensomhed hånd i hånd.
“Døden afslutter et liv, men den afslutter ikke et forhold”
En byrde som skal bæres
I mange år så man sorgen som en løsrivelsesproces fra den afdøde med henblik på at genvinde sin autonomi, så man kan nyorientere sig og skabe nye bånd. I den moderne lykkekultur kan den sørgende blive en ensom lyseslukker, en killjoy, som ødelægger den gode stemning. Derfor kan der være et pres på den sørgende om hurtig bearbejdning og om at komme videre. Præsten, Ole Raakjær, påpeger, at sorg ikke er et problem, som skal løses men byrde, som skal bæres. En kvinde beskrev meget rørende sin sorg mange år efter hendes søns alt for tidlige død i teenageårene:” Jeg bærer mit tab som et mørkt smykke om min hals”. Sorgen er der bare, og den gør ondt.
I dag ser man da også sorg som et vedblivende bånd. Psykologen, Dennis Klass, siger meget smukt: “Døden afslutter et liv, men den afslutter ikke et forhold”. De levende og døde er forbundet. Sørgende fortæller da også om, hvordan de kan opleve den afdøde som værende til stede i det levede liv – som en fornemmelse, som en stemning, en følelse. En ung kvinde, som havde mistet sin mor, da hun var 12 år gammel sagde engang til mig: “Det værste jeg ved er, når folk spørger mig, om jeg er kommet videre”. Den efterladte bærer den afdøde med sig i sit videre liv. Sorgen er som Vesterhavets bølger, og dens dønninger kan rulle ind over en sørgende selv årevis efter et tab af en elsket.
I terapien har jeg mødt mennesker, som efter et dødsfald har indledt nye forhold. Men de har været meget tydelige om, at de bærer en kærlighed fra en tidligere forhold med sig – og at den nye partner må have en accept af det.
Så sorg har både diskontinuitet og kontinuitet i sig. Den er både løsrivelse og vedvarende bånd. Sorgen fastholder og giver slip.
“Det værste jeg ved er, når folk spørger mig, om jeg er kommet videre”
At mærke og undgå
Sorgen kan gøre så ondt, at man kan få brug for at undgå den. I processen med at håndtere de ændrede livsomstændigheder efter et tab, kan det være nødvendigt at “tage en pause” fra sorgen – for at vende tilbage til den igen, når den banker på. En yngre mand, som havde mistet sin kone kiggede skyldbetynget på mig og sagde: “Jeg drikker altså to eller tre glas vin indimellem for at komme igennem en svær aften derhjemme. Fra tid til anden går jeg i byen med gutterne og drikker mig i hegnet”. Jeg kunne ikke andet end at vise fuld forståelse og validere hans behov for en pause fra sorgen. Der er en grund til, at vi taler om at drukne vores sorger.
I dag ser flere sorgprocessen som en fleksibel proces mellem at mærke sorgen for derefter at undgå den for en tid, hvor fokus er på at genopbygge livet efter et tab. Sorg er med andre ord noget, man går ind og ud ad i en proces, hvor den sørgende både er orienteret mod tabet og imod at reetablere livet.
Verden er blevet fattig og tom
I et brev til en sørgende skriver Freud om en verden, som er blevet “fattig og tom”. Her indrammer han noget væsentlig ved døden af en elsket. Den efterladte har mistet noget helt uerstatteligt, som var med til at give livet mening og grundklang. Den afdøde var noget særligt og betød noget særligt i et samspil, i et unikt “os”, som ikke er mere og aldrig kan erstattes af en anden. Derfor er sorgen også en manifestation af den afdødes uerstattelighed. Vi har kun en identitet, som bliver til i samspil med betydningsfulde andre. Som digterpræsten, Johannes Møllehave udtrykte det: “Vi bliver til i hinandens kærlige øjne”. Når vi de personer, som vi omgiver os med, forsvinder, rykkes der ved alt, hvad vi forstår om os selv og verden. Vi stilles ansigt til ansigt med livets sårbarhed. Det er som om hverdagens slør rives af, så vi ser begrænsningen i vores eksistens.
Sorgen bliver derfor en proces mod at finde ny mening og ny orientering i en verden, som har mistet noget uerstatteligt. W.A. Audens digt, “Sæt alle urene i stå”, som blev kendt fra filmen, Fire Bryllupper og en Begravelse, udtrykker dette så utroligt rørende og smukt.
Omsorg i sorgen
Som helt ung præst blev jeg engang kaldt ud til en mor, som havde mistet sin søn. Han havde fået sit kørekort 18 år gammel. På sin første tur i familiens bil kørte han sig ihjel. Nu lå han derhjemme på sit værelse i kisten og havde ligget der i flere dage. Moren kunne ikke give slip på ham. Da jeg trådte ind i hjemmet, var huset fyldt af en lugt af død. Jeg måtte opbyde al min styrke, da jeg stod ved siden af den åbne kiste med den unge mand med den gustne hud. Jeg glemmer det aldrig. På værelsets vægge hang plakater med heavy metal bands, som på en bizar måde vrængede deres egne dødsbudskaber ud i værelset. Der stod den fortabte mor helt ude af sig selv og slået til jorden af sin sorg. Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde – men på en eller anden måde fandt vi vej sammen i det mørke og sorte øjeblik, så hun til sidst kunne lade bedemanden komme og hente kisten. De næste mange søndage sad hun i kirken og græd sin sorg ud.
Mange sørgende fortæller om betydningen af, at andre tør at gå med dem ind i sorgen. Den delte sorg er lettere at bære end den ensomme sorg. Da den store tsunami ramte Sydøstasien, og også rev mange danskere med sig i døden, kom de efterladte hjem med fly til Kastrup Lufthavn. Præster og psykologer stod klar. En journalist stak en mikrofon frem mod en af præsterne og spurgte ham, hvad de kunne stille op. Jeg glemmer aldrig hans svar. “Vi kan holde om, holde af, hælde på og holde kæft“. Bedre kan det vist ikke siges. Mere behøver faktisk vi ikke at gøre i sorgens rum. Og her kan vi alle spille en rolle for, hvem kan ikke brygge en kop kaffe, tilbyde et tæppe, give et kram og så ellers sidde sammen med den sørgende i stilhed?
Sorg i parforholdet
Når sorgen er til stede i et parforhold kan den både splitte og forene. Et par fortalte, hvordan de mistede deres datter efter nogle få korte dage. Tabet og sorgen var så overvældende og lammende, at det blev til en tavs sorg, som stillede sig mellem dem. De led begge i stilhed og ensomhed. Begge frygtede, at den anden ikke kunne bære at åbne op. I parterapien fik smerten og ensomheden sprog, og de oplevede det som en forløsning, at de nu kunne få talt om deres lille datter og dermed også finde trøst hos hinanden. Det knugende løsnede sig.
En kvinde mistede sin mor ret pludseligt i hendes teenageår og blev helt alene med sorgen. Ingen kunne rumme den. Hendes far krakelerede, begyndte at drikke og bad hende om ikke at ribbe op i det. Lægen udskrev beroligende medicin til fri afbenyttelse. Som voksen bar hun denne utrøstede og ensomme teenager inde i sig. I parterapien fik hun hjælp til at dele sin gemte smerte med sin partner. Han sagde: “Jeg lider med den pige og har lyst til at give hende et stort kram“. Det er i sandhed det mest naturlige sted at hele livets sår – i armene på en, vi elsker.
Vedvarende sorglidelse
Netop fordi sorgen gør så ondt, kan vi komme til helt at forskanse os imod den eller sidde fuldstændigt fast i den. Den franske forfatter, Moliere (f. 1622), siger: “Hvis du undertrykker en sorg for meget, kan den meget vel fordobles”.
Konsekvensen kan blive, at vi lever med en udskudt eller kronisk sorg, som sætter livet helt i stå. Tegnene på dette kan være mangel på accept, identitetstab (følelse af at have mistet store dele af sig selv) og vanskeligheder med at engagere sig i sociale og andre begivenheder. Det anslås, at 10-20% af alle efterladte opfylder kriterierne for vedvarende sorglidelse – også kaldet Prolonged Grief Disorder (Kilde – WHO). Denne diagnose blev indført i Danmark pr. 1. januar 2022.
Hvor langt vi skal gå i forhold til at diagnosticere sorg, kan jeg godt være usikker på. Måske er vedvarende sorglidelse i lige så høj grad et resultat af tidens fremmedgørelse over for døden – at vi ikke rigtig tør at gå ind i sorgen med hinanden. Det er i stigende grad blevet op til den enkelte at “løse” sorgen selv. Det er måske her, at det terapeutiske rum kan spille en rolle. En god og erfaren terapeut kan være en medvandrer i sorgens landskab der, hvor man er blevet for alene med sit tab og sin smerte.
Læs mere:
Verden ifølge Tom Hanks – eller en dag skyller der noget op på din strand
Skat, lever vi så smukt sammen, at vi kan se døden i øjnene?
Når pensionistlivet spænder ben for parforholdet