En del går galt i byen, når det gælder forskellen på problemer og vilkår.
Problemer er til for at løses, som vi ofte siger til hinanden. Vi kan gøre noget ved dem.
Vilkår derimod er omstændigheder i livet, vi ikke kan gøre noget ved – forhold i livet, som vi må lære at leve med på den bedst mulige måde.
Der er helt grundlæggende og eksistentielle livsvilkår, som vi er fælles om som mennesker. Døden er et af dem. Vi skal alle dø – og det vilkår, må vi forsøge at leve med på bedste vis. Aldring er andet fælles vilkår. Vi bliver ikke yngre. Tværtimod. Det må vi finde ud af at leve med.
At et par ikke har det godt sammen og skændes ofte er et problem, som man kan gøre noget ved. Men hvis parret får et kronisk sygt barn, er det et vilkår, som parret må lære at leve med på en måde, så alle kan få et så godt liv som muligt. Der ligger en livsvisdom og en hjælp gemt i at kunne skelne mellem problemer og vilkår
Farvel
Nogen gange kommer vi til at behandle vilkår, som om de er problemer, der kan løses. Det fører til, at vi prøver at fikse vilkåret og opretholde de samme forventninger til livet, som om vilkåret ikke er til stede. En familie med et kronisk sygt barn kan eksempelvis ikke organisere sig ud af det og opretholde et lige så aktivt liv på alle planer, som før barnet blev sygt. Der er kommet et nyt vilkår ind i livet, som gør at tilværelsen må tænkes om og indrettes på en ny måde.
Ofte skal der en accept af vilkåret til. I den accept kan der være en sorg, som indebærer et farvel til et liv, man holdt af eller drømte om. Måske skal man se sig selv og forstå sig selv på en ny måde, fordi man har fået en diagnose. Der er begrænsninger, som skal ses i øjnene og mødes med en nænsom accept.
Goddag
Men det kan også betyde et goddag til et nyt liv, som rummer en ny skønhed. Mange fortæller om, at de i livet med et nyt vilkår fandt en dybde, en livsintensitet og en ny taknemmelighed. Frem for alt kan erkendelsen og accepten af et vilkår i livet lette presset og tage den skyld bort, som man uvægerligt kommer til at føle, fordi man mislykkes med at fikse et livsvilkår. Mange kæmper en svær kamp med en usynlig “fjende” som eksempelvis ikke diagnosticerede lidelser som ADHD, depression, bipolaritet etc. Det kan også være rigtig svært for de pårørende. Derfor kan det være en stor lettelse at stoppe en umulig kamp og acceptere et livsvilkår og så i stedet bruge energien på at få det smukkeste og bedste ud af livet på det nye grundlag. At acceptere et vilkår er ikke at læne sig tilbage og lade stå til – at hænge ansvaret for sit liv op på “vilkårets knage”. Tværtimod. Sund accept er at tage livet på sig og ville det på trods af vilkårets begrænsninger.
Denne vilje til livet udtrykkes smukt i Jens Rosendals “Forelskelsessang”:
At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter.
Hvornår har I sidst lavet ingenting?
Som moderne mennesker vil vi gerne leve mange liv på én gang. Vi vil det hele. Vi vil have et karriere-liv, et socialt liv med venner, golf og café-besøg, et familieliv med børn og alt hvad det medfører, og så vil vi være unge, smukke, sunde og slanke med løb, cykling eller fitness.
Især børnefamilier bliver ramt her. Et barn i familien er et nyt vilkår, som betyder at livet må tænkes om. Det betyder nye glæder og rigdom i livet men også nye begrænsninger og hensyn, hvis ikke familien skal køre træt. Et godt spørgsmål, som jeg ofte tager frem i parterapien er: Hvornår har I sidst lavet ingenting?
Når kop møder spand
Som parterapeut har jeg ofte set, at “kop møder spand” (se grafik) – som et billede på to typer, der kan møde hinanden i parforholdet. Koppen faldt for spandens livfuldhed og udadvendthed, og spanden forelskede sig i koppens ro og dybde.
Begge – både spand og kop – har brug for samhørighed og nærvær. Det er menneskeligt grundstof, som vi er fælles om. Hvor spanden oplives af socialt samvær, kan koppen derimod forbruge energi. Derfor vil koppen hurtigere få brug for åndehuller og ro til at lade op og bearbejde indtryk. Det kan opleves som en afvisning eller et svigt af spanden: “Hvorfor lukker du ned og søger væk fra mig”? Koppen kan føle sig kritiseret, presset og ikke god nok: “Jeg gør jo alt, hvad jeg kan og mere til – tæller det ikke”?
Virkeligheden er ofte, at koppen ikke siger nej til sin partner men er nødt til at sige ja til sig selv for at fungere og være i balance. Denne forskel kan mange par være nødt til at leve med som et vilkår, der ikke kan fikses, men som man skal lære at “danse” med.
Jeg er magtesløs
Og så til sidst: Vi kan også behandle problemer, som om de er vilkår.
Det kan betyde, at vi slår os til tåls med forhold i livet, som om de ikke står til at ændre i stedet for at gøre noget ved tingene hurtigst muligt. Alt for mange par lever på følelsesmæssig smalkost, som om det bare skal være sådan. Man slår sig til tåls. Man bliver nøjsom. Man tilpasser sig. Man fortrænger og håber. “Jeg står med det hele derhjemme, og han går bare i byen og fester. Det gør mig sur og rasende. Men jeg ender med at sluge kamelen, mens jeg af og til går ud på toilettet og græder for mig selv. Jeg er blevet en mester til at skjule min smerte. Så kommer jeg lidt oven på og håber på en bedre dag i morgen”. Sådan fortalte en kvinde om, hvordan hun levede med et problem i sit liv, som om det var et vilkår hun skulle bære helt alene.
At behandle problemer som vilkår kan også have med ansvarsforflygtigelse at gøre. Jeg husker en mand, som havde problemer i sit parforhold. Dengang var jeg præst, og hver gang han kom for at tale med mig, sagde han: Jeg er magtesløs! Det blev en mantra for ham. Han lod hænderne synke og lod stå til. For det var konen, det var børnene, det var jobbet – det var alt omkring ham, som gjorde livet umuligt og betød, at han var nødt til at drikke for meget. Virkeligheden var nok, at der også var en pil, som pegede på ham – og som han havde så svært ved at se i øjnene. Det kom til at koste ham dyrt.
Problemer er virkelig til for at løses og skabe ny udvikling!
Læs også:
Håb er noget lort
Når pensionistlivet spænder ben for parforholdet
Forandringer som virkelig er prisen værd