“Stop lige der. Hvad var det, det skete nu?”. Han var ved at blive bevæget i en parsamtale med sin kone og gjorde så en pludselig synkebevægelse og tog et lille smil på. “Nåh, det? Det har jeg gjort så længe jeg kan huske. Når noget bliver svært for mig, så synker jeg det ned i maven og fejer det væk. Og så siger jeg til mig selv: Keep on going”*.
Det er ved at være nogle år siden men oplevelsen blev hos mig. Det er ret utroligt, hvad vi som mennesker kan bære af smerte, ensomhed og selvsvigt. Mange af os har en ukuelighed, som får os til at rejse os igen og igen fra livets overgreb, kampe og sår. For at beskytte os selv laver vi såkaldte overlevelsesmekanismer ligesom manden med den hurtige synkebevægelse. Han brugte sin overlevelsesmekanisme til at undgå at mærke svære følelser. Og dem var der nok af i hans liv, for hans kone havde fået en vane med at sende stikpiller, som kunne være ret sårende. Dem havde han slugt i årevis med sin synkebevægelse, og til sidst var han på depressionens rand.
Det er et andet kendetegn ved overlevelsesmekanismer. Konsekvensen af dem kan blive, at man ikke rigtig nyder livet. Det bliver mere en kamp for at holde ud. Og det kan til sidst blive helt uudholdeligt og uhåndterligt, så det bliver til et sammenbrud. Det blev det også for manden med synkebevægelsen. Men mere om det senere.
Knokle-Karen
Rigtig mange overlevelsesmekanismer handler om flugt eller om at undgå smerte og fare (se også skema nedenfor). I parforholdet kan undgåelse have mange ansigter.
“Jeg plejede før i tiden at blive længere på arbejdet. Nogle gange sad jeg i bilen på parkeringspladsen og trak tiden ud, inden jeg skulle hjem. Nu har jeg lyst til at komme hjem til dig, for jeg nyder vores gode stunder sammen efter, at vi to har fået det bedre med hinanden. Jeg glæder mig til weekend. Det har jeg ærlig talt ikke gjort i flere år”.
Sådan fortalte en kvinde om sin overlevelsesmekanisme i en parsamtale. Undgåelse handler ofte om at tilpasse sig og please. For nogle er det så vigtigt at undgå konflikter og dårlig stemning, at man næsten er villig til at ofre sig selv.
Man bliver en behager. Det har en pris. Som en sagde: “Jeg ender med ikke at være ærlig over for min partner og over for mig selv. For jeg kører bare mig selv over og løber rundt efter de andres behov i familien. For at dulme smerten spiser og drikker jeg for meget.”. Hun kaldte sig selv for “Knokle-Karen”.
En anden måde at flygte på er at lukke af eller lukke ned. “Når hun går i gang med maskingeværet, så lukker jeg bare. Det siger lige pisstff, og så er der lukket. Det er en automatreaktion. Jeg er nærmest ikke herre over det. Og så kan jeg ikke mærke mig selv mere”. Sådan beskrev en mand sin flugtmekanisme. Mange kender og bruger denne flugtvej. Men også den har en pris. For man lukker ikke kun af for sin partner. Man lukker også ned for sig selv og bliver alene med svære følelser og behov.
Dum kælling
En anden velkendt overlevelsesmekanisme er kamp og angreb.
“Når du lukker ned og ikke vil tale med mig, bliver jeg forskrækket og bange. Mit hjerte banker, og og jeg får en trykken i brystet. Det er vildt ubehageligt. Og så vælter bebrejdelserne ud af munden på mig. Jeg er helt ude af mig selv og går til angreb på dig, fordi du giver mig den frygtelige følelse af afvisning. Du flygter rundt i huset fra rum til rum , mens jeg følger efter og skælder ud. I virkeligheden er jeg bange, alene og ked af det – og samtidig føler jeg mig som en dum kælling og en dårlig kæreste”..
Sådan fortalte en kvinde om sin overlevelsesmekanisme. Frygten for afvisning og tavshed fik hende til at gå til angreb. Det er ikke uden grund, at vi siger: Det bedste forsvar, er angreb.
En angribende partner kan virke overvældende og “farlig”. Virkeligheden er, at der bagved det hårde ydre er en meget blød inderside fyldt med frygt for afvisning, forladthed og ensomhed (læs gerne min artikel om raseri).
Denne overlevelsesmekanisme har også en pris. Man ender med at miste sin selvrespekt og andres respekt og skubbe dem væk, man holder allermest af. Det bliver til forladthed og isolation.
Pling, pling
En sidste kategori af overlevelsesmekanismer er at forsvinde helt ud af kontakten med andre. I naturen kan dyr spille døde for at overleve. Det er faktisk denne mekanisme, der er i gang. Den kaldes også frys eller dissociation.
Nogle taler om at blive helt lammet i en konflikt. “Jeg føler mig som en hare, der fryser i forlygterne af din Range Rover”. Sådan beskrev en mand sin reaktion, når hans kone skældte ham ud og kom til at virke som en stor firhjulstrækker. Det kan føles meget flovt og afmægtigt, at stå der som et voksent menneske og bogstavelig talt ikke kunne få et ord ud over læberne. Det er frys, der er i spil – og med frys kommer der ofte hjernetåge. Nogle fortæller, at de i momentet nærmest ikke kan huske, hvad de selv hedder!
“Jeg føler mig som en hare, der fryser i forlygterne af din Range Rover”
“Jeg forstår dig simpelthen ikke. Midt i en samtale, når vi har det rigtig svært, siger du pludselig pling, pling eller andre lyde. Hvad er det for noget? Det virker så upassende og mærkeligt. Som om du er et lille barn, der ikke kan holde koncentrationen!”.
Ved siden af denne kvinde sad en mand, som tydeligvis følte et stærkt ubehag. Langsomt og med små skridt kom en historie frem om en opvækst med grov mobning både i skolen men også i hjemmet. En fortælling om en dreng, som løb hjem fra skole og nogle gange ind i andres huse for at søge ly for sine skolekammerater, der ville slå og ydmyge ham. Når hans kone var utilfreds med ham og gav udtryk for ting i deres forhold, som hun kunne ønske sig anderledes, forsvandt han med et “pling, pling” ud af ubehaget. Lige der blev han igen drengen, som løb for livet og til sidst gik i frys ved at forsvinde væk i tankerne.
Da hun forstod sammenhængen løb tårerne ned af kinderne: “Jeg skal hjem og tude ud for den dreng. Nu forstår jeg dig meget bedre”, sagde hun.
En del kvinder fortæller om, at de kan gå så langt i parforholdet, at de har sex uden at nyde det og til sidst ender med at dissociere, forsvinde mentalt ud af situationen. Nogen fortæller, at de kan se sig selv udefra. De har forladt scenen i ren overlevelse. Det, som skulle være et smukt og trygt sted i parforholdet, er blevet en overgrebslignende situation – ofte med en partner, som ikke er helt klar over, hvor alvorligt det står til.
Overlevelsesmekanismer – gode venner eller dårlige kammerater?
Overlevelsesmekanismer har en funktion. De skal hjælpe os med at overleve. Ludvig Holberg, som levede i 1700 tallet var inde på dette i et af sine skuespil: “Folk siger vel, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker”. Vi kan nemt pege fingre af hinanden og af os selv. Men det er vigtigt at forstå, hvorfor vi bruger vores overlevelsesmekanismer. Vi bruger dem for at klare livet, når vi har det rigtig svært. Som vi ofte siger til hinanden: “Der er altid mening med galskaben”.
“Overlevelsesmekanismer ender med at blive undergangsmekanismer” .
Vores overlevelsesmekanismer er gode venner, som har været hjælpsomme i en kamp for at overleve en svær opvækst, overgreb eller sårbare perioder i livet. Men til sidst ender de med at blive dårlige kammerater. Som en sagde i en terapisession: “Jeg opbyggede en hårdhed inde i mig for at stå min voldsomme skilsmisse igennem. Når jeg ser tilbage, har jeg en taknemmelighed over for den hårdhed. For den hjalp mig til at passe på mig og mit barn. Men hårdheden havde også en pris. For jeg var jo ikke den person, jeg allerhelst vil være“.
At ramme sin bund
Overlevelsesmekanismerne bliver til undergangsmekanismer. Gamle forsvar, som hjalp med at beskytte og undgå, ender med at koste en så høj pris, at man rammer en bund. Mekanismerne har en pris, og den ender vi ofte med at dulme. Vi bedøver den smerte, som ikke får omsorg og opmærksomhed. Det er her misbrug af piller, alkohol, porno, mad, træning etc. begynder. Andre bedøvelsesformer kan være utroskab, arbejdsnarkomani og forskellige former for afhængighed. Fysiske symptomer viser sig også her – såsom hovedpine, smerter i led og mave, søvnbesvær, koncentrationsbesvær, træthed.
Overlevelsesmekanismerne har en pris, og den ender vi ofte med at dulme.
Manden med synkebevægelsen fandt sin bedøvelse. Konens stikpiller hobede sig op i ham og gjorde ham mere og mere trist, nedtrykt og ensom. Til sidst endte han med at søge trøst og glemsel hos en anden kvinde. Noget som han fortrød så bittert, for det var stik i mod hans egne værdier. Han ramte til sidst en bund – tømt for mentale ressourcer og med moralsk fallit.
At ramme sin bund er en skræmmende oplevelse af, at de gamle forsvar ikke virker længere. Det føles som et sammenbrud. Pludselig kan man ikke holde angsten, panikken, udmattelsen og fortvivlelsen tilbage længere. Det er, som om man ikke kan holde sammen på sig selv. Nogle fortæller om hjertebanken og trykken for brystet. Mange fortæller om en ubehagelig knude i maven, tankemylder, pludselig gråd, rastløshed og uro. Angst og depression kan også banke på her.
Der kommer en følelse af, at bunden er gået ud af en, at man ikke længere kan bære sig selv. At man ikke længere kan tage sig sammen og mande sig op til en ny runde i livet. Bunden er nået! De gamle overlevelsesmekanismer har spillet fallit.
På bunden opstår nye livsmuligheder
Hvor paradoksalt det end kan lyde, så kan det være lige her, at muligheden for skabe varige forandringer i livet, er til stede. Bund-oplevelsen kan kan hjælpe med at komme ud af de gamle mekanismer og skabe nye, som er mere sunde og livgivende. Ved bunden kan sløret endelig tages fra øjnene, så vi ser virkeligheden i øjnene. Vi får en ny mulighed for at få kigget på livet, som det rent faktisk ser ud og tage beslutninger om at gå en ny vej, som fører op fra bunden til et godt liv.
Som min gamle mentor og lærermester, Bent Falk, ofte sagde: “Det eneste, der virker, er virkeligheden”. Da manden med synkebevægelsen fik set i øjnene, hvor meget skade han gjorde på sig selv men i virkeligheden også på parforholdet med sin undgåelse, blev det til en beslutning om at være mere åben og sige til sin kone, når han blev såret og ramt. “Jeg ved, at det her ikke bliver nemt – men der er ingen vej uden om. Det dur´ ikke med “keep on going”. Jeg bliver nødt til at åbne mig mere for dig og sige, hvad jeg har brug for”.
“Det eneste, der virker, er virkeligheden”
Det kan vække sorg at se, hvor meget liv, man har tabt på at undgå, gå til angreb eller forsvinde i stedet for at stå ved sig selv og tage hånd om egne behov og længsel. Den sorg skal mærkes og have sprog. Det giver mulighed for trøst og heling. Ved bunden kan døren åbnes for at få talt højt om det mest sårbare og skamfulde, som tynger og trætter. At komme ud af tavsheden og få delt smerten med andre, letter byrden. Nye valg kan træffes med afsæt i ny selvindsigt og personlig afklaring.
Gør snublesten til trædesten
Man taler om at gøre “snublestenen til en trædesten”. Lige der, hvor vi snublede, faldt og ramte bunden, ligger muligheden for at at mærke de svære følelser og tage imod hjælp til at finde en ny vej i livet. Esther Perel, som er psykoterapeut og i årevis har beskæftiget sig med utroskab, udtrykker hvordan utroskab kan gå fra snublesten til trædesten: ”Jeg anbefaler en affære lige så meget som kræft. Men kræft-overlevere fortæller om, at sygdommen gav dem et nyt perspektiv på livet. På samme måde kan en affære betyde vækst og ny selvforståelse i et parforhold. Det gamle forhold er forbi – men et nyt kan begynde. Utroskab kan vendes til en mulighed, fordi en status quo i forholdet, som ikke fungerede for begge parter, ikke længere kan opretholdes“.
Ved bunden opstår nye livsmuligheder. Derfor er det faktisk ikke upassende at sige: Tillykke med dit sammenbrud!
Har du ramt bunden eller har I som par ramt bunden, så søg hjælp! Ingen kan gå den vej alene.
Læs gerne mere om emnet i de links, som er foreslået nedenfor.
*) Fortællinger fra praksis er enten anvendt med tilladelse eller helt annonymiserede
Læs mere:
Kærlighedskurven – sådan rammer par bunden og finder vejen op igen
I lysten stiger solen op
Har du egentlig nogensinde lyttet til knuden i din mave?
Undgåelse kan være det første skridt mod bunden