Har du egentlig nogensinde lyttet til din knude i maven? (nyhed)

– om min vej til et mere autentisk liv med sindsro

Tilbage i Berlingo´en – ja, for det var en ”børnecontainer” eller ”det rullende redskabsskur”, vi kørte i dengang – sad jeg med den velkendte knude i maven. Bag mig lå endnu en gudstjeneste med omkring 250 deltagere og en afleveret prædiken, som igen havde vakt glæde og taknemmelighed. Men indeni mig var knuden i maven der. Uden at have talt med nogen om det, vidste jeg, at det var en knude af angst. Måske kunne man også kalde den uro. Andre taler om en klump i halsen eller en trykken for brystet. Hvor kom knuden fra? Hvorfor var den der? Jeg burde sidde glad og stolt i min Berlingo – måske ikke pga. bilen men så i det mindste pga. af den al den anerkendelse og anseelse, jeg rent faktisk nød i regionens største kirke.

Da jeg for sidste gang kørte ud over kantstenen til kirkens P-plads i min Berlingo, sagde jeg højt: Hvad nu, lille du?
Da jeg for sidste gang kørte ud over kantstenen til kirkens P-plads i min Berlingo, sagde jeg højt: Hvad nu, lille du? Berlingoen´en endte i øvrigt med at køre over 500.000 km.

Du er en fremmed i dit eget liv

I årevis havde jeg lukket af for knuden og overhørt den. Men denne gang kunne jeg ikke mere. Jeg var nødt til at lytte til den og høre, hvad den havde at fortælle mig. Da jeg endelig gjorde det, sagde den ganske enkelt: Du er en fremmed i dit eget liv.  Det blev til mit livs største kolbøtte og flere års søgen efter et liv med sindsro. Da jeg for sidste gang kørte ud over kantstenen til kirkens P-plads i min Berlingo, sagde jeg højt: Hvad nu, lille du?

Det her er vigtigt

Undervejs stødte jeg på bogen, Relationer, af den norske psykolog, Anne-Lise Løvlie Schibbye. Hold nu fast, for det her vigtigt! I bogen fortæller hun om betydningen af at ængstes på den rette måde. Filosoffen, Kierkegaard, kalder det at ”ængstes retteligen”. Hendes påstand er, i øvrigt sammen med de såkaldte eksistentialister, at vi som mennesker er bærere af et ”jeg er”, en væren, en måde at træde frem i verden på, som kommer før alt andet (eksistens betyder at træde frem). Dette unikke ”jeg er” kaldes vores eksistens. Alt, hvad der så fyldes på vores liv fra det øjeblik, vi fødes, kaldes essens. Essensen er alt det, vi skal passe ind i, det faste og givne. Eksistensen kommer altså før essensen.

Hvis essensen ikke harmonerer med eksistensen, kommer der signaler af angst. At lytte til dem er at “ængstes retteligen”.

Angsten er en vækkeklokke

Hvis alt det faste og givne, essensen, ikke harmonerer med eksistensen (fornemmelsen af vores ”jeg er” og friheden til at træffe oprindelige valg)) kommer angsten. Angsten, knuden i maven, er en vækkeklokke og en vejviser fra eksistensen, som siger: Du er fremmed i dit eget liv, du tilpasser dig så meget til essensen, at du ikke længere er dit ”jeg er”. Det er tid til at bryde op og finde vej til et liv, som er i sync med din væren. Kom hjem til dig selv!

Længsel efter noget andet

Da jeg læste dette var det, som om bogstaverne blev levende og brikker begyndte at falde på plads i mit livs puslespil. Jeg så, at knuden i maven i alle årene havde forsøgt at råbe mig op og fortælle mig, at jeg havde tilpasset mig et liv, som dybest set ikke var mig. At jeg var på eksistentielt overarbejde og fremmedgjort for mit eget liv. At jeg længtes efter noget andet. At jeg betalte en høj pris ved at passe ind i den rolle og det liv, som jeg måske var god til, men ikke harmonerede med. Jeg havde forsømt at ”ængstes retteligen”. Jeg måtte i gang med at generobre mit liv og lære at lytte til de dybeste stemninger fra mit ”jeg er”.

Dødsangsten banker ikke så ofte på

For nylig havde jeg en gribende samtale med en yngre mand. Han fortalte om et opbrud i livet, som blandt andet indebar en skilsmisse. Med et eftertænksomt blik åbnede han for de inderste kamre:
Jeg har altid være angst for døden, og er det stadig. Men jeg tænker ikke så ofte på det mere. Jeg er ikke sikker, men måske er det fordi, jeg dybest set følte, at jeg spildte mit liv i mit tidligere forhold. Nu, hvor jeg lever et liv uden fortvivlelse og ser glimt af noget rart og godt, banker dødsangsten ikke på så ofte*.

Hvor blev sommerfuglene af?

Han var begyndt at ”ængstes retteligen” – at lytte til signalerne fra eksistensen og var blevet meget bevidst om, at hans valg og beslutninger ikke skulle baseres på ”okay-så-lad-gå-attituden” men i stedet hvile på en dybere grund i ham selv. Når han så tilbage på sit liv, stod det klart, at han ikke rigtig havde haft sommerfugle i maven, inden han indledte de to forhold, han havde været i. Han havde på en måde ladet sig ”score” og gået med på noget uden rigtig at have haft sig selv med.

Dette er et foto af mig som 16årig på Interrail. Jeg holder af ham – den unge udgave af mig selv – og ønsker for ham, at han måtte få lov til at følge sit hjerte, sit “jeg er”. Det begyndte han først at lære midtvejs i livet. Den “moderigtige” skjorte var fra Tanzania.

Tør jeg gå efter guldet?

Mange fortæller om en kamp mellem ”jeg bør” og ”jeg er”. En sagde engang til mig: ”Når jeg tænker på at gå efter guldet i mit liv, føler jeg, at jeg er grådig. Der er en stemme, som siger, at det har jeg ikke fortjent. Jeg bliver i tvivl, om ”jeg bør” eller ”jeg er” ved bedst. For jeg har ikke mange erfaringer med at lytte til ”jeg er”. Og så lader jeg være med at lytte efter signalerne. Lige nu har jeg en kæreste, som jeg ikke er rigtig vild med. Men så siger stemmen, at det ikke er det ydre men det indre, det kommer an på. At jeg bør blive, for jeg ved jo ikke, om jeg kan få noget bedre. Hvor har jeg lyst til at tage flere modige valg i mit liv!”.

Livet er en hjemkomst

Fremmedgørelsen er konsekvensen af at negligere signalerne fra vores eksistens. Derfor skal vi nok passe på med den tilkæmpede ro, som kun er ro på overfladen. Når vi ikke virkeliggør vores eksistens og vælger den umiddelbare tryghed, der ligger i at følge det faste og givne, bliver vi hjemløse i vores eget liv. Langsomt forvandles den umiddelbare tryghed til en ”uhygge”.
Den katolske præst og forfatter, Henri Nouwen, siger: “Life is a homecomming and when you arrive, it is as if it´s the first time”. Livet er en hjemkomst, og når vi ankommer, er følelsen, at vi er der for første gang. På en måde kan livet ses som vandring mod vores hjem, vores eksistens. Måske er det vigtigste ikke at ankomme men at være på vej. Og hvor paradoksalt er det ikke lige, at det kan føles nyt og uvanligt at komme hjem til sig selv?

Du og jeg

Når vi gradvist realiserer vores ”jeg er”, lægges fundamentet for det autentiske møde med andre. Den østrigske filosof, Martin Buber, taler om jeg-du relationer som det helt grundlæggende forhold. Når vi er blevet et jeg, kan vi også i højere grad træde ind i et forhold til et du, som vi møder med nysgerrighed og åbenhed uden, at det givne og faste spærrer og slører. At træde i et forhold til en anden kræver, at man virkelig lytter til den anden. At man lader sine stereotype forestillinger om og sine forventninger til den anden ligge og lader sig forme af den andens svar. Jeg-du er et gensidigt forhold, hvor jeg´et præges og skabes for hver øjeblik af forbundethed med du´et.

Hyppigere besøg af sindsro

Smerteligt har det været at se i øjnene, at jeg uden et autentisk forhold til mig selv heller ikke evnede at indgå i hele relationer til andre. Der skulle gå en del år med at finde vej til sunde relationer.
Jeg forstår virkelig godt forfatteren, Søren Ulrik Thomsen, når han i digtsamlingen, “Hjemfalden”. siger: “Jeg har levet i 35 år, og jeg har brug for lige så mange til at komme mig over de første. Det har kostet kræfter at finde vejen hjem og påbegynde vandringen. Men prisen ved ikke at bryde op er endnu større. Knuden i maven kan da stadig dukke op – men der går længere imellem og sindsroen er til gengæld blevet en hyppigere gæst.
Hvor vigtigt er det ikke lige at lytte til knuden i maven og ”ængstes retteligen”?

PS.

Er der så ikke en essens, som er nødvendig og altid vil kræve en form for tilpasning? Jo, ethvert liv indebærer noget givet og fast, som må til for at få tingene til at fungere. Realiseringen af eksistensen ser jeg i øvrigt ikke som et moderne selvrealiseringsprojekt men mere som noget organisk og levende – et gryende forhold til sig selv. Livet kan altså ses både som en hjemkomst og en solopgang.

*) Alle eksempler fra min praksis i Odense er anvendt med tilladelse.

Læs også:
I lysten stiger solen op
Håb er noget lort
For nogle koster det skam at leve