Hvordan kan man være tro mod sig selv i parforholdet?

– om spændingen mellem integritet og samarbejde



I et parforhold og i en familie er der et spændingsfelt mellem at være tro mod sig selv og at være opmærksom på de andres ønsker og behov. Hvordan kan man være en ægte og ærlig version af sig selv samtidig med at man tager hensyn til sin partner? Hvordan undgår man at køre sig selv over og parkere sin egne behov, fordi der altid er nogen, hvis behov føles vigtigere?

Ja til mig selv eller de andre?

Integritet er at sige ja til sig selv – at sørge for, at man er sig selv i familien og i parforholdet. At tage hånd om egne behov og ønsker.
Men på den anden side er der samarbejdet i familien. De andre har også ønsker og behov, som kalder på, at man siger ja til dem. Lige her kommer konflikten mellem hensynet til mig selv og hensynet til de andre. Den kendte familieterapeut, Jesper Juul, kalder dette for konflikten mellem integritet og samarbejde.

Hvordan kan man være tro mod sig selv i parforholdet? Læs om linedansen mellem integritet og samarbejde – en vigtig nøgle til at lykkes som par og familie.

My way or the highway

Hvis man kun tager hensyn til sig selv, står de andre af. Ingen gider at lege med én, som kun vil havde det hele på sin egen måde. My way or the highway! Det bliver en rigiditet uden fleksibilitet over de andres behov i familien. Se modellen i blog-indlægget.
For mange år siden havde jeg et par i terapi, hvor han elskede at surfe. Tiden på havet var hans åndehul. Når vind og vejr var til det, tog han af sted uden hensyn til eventuelle andre planer i familien. Nu var vejrforholdene jo perfekte. Det måtte hans kone da kunne forstå. Hun havde svært ved at stå ved egne behov og endte ofte med en følelse af, at hendes ønsker og planer var sekundære og ubetydelige. Egomanden – sådan blev hendes opfattelse af ham, når han drog glad af sted mod vind og bølger. I parterapien fik hun modet til at sige det højt, og han begyndte at forstå, hvor ondt det kunne gøre på hende, når han skrottede alle deres planer for at prioritere sit surfbræt.
En bekendt fortalte mig engang, at hans følelse var, at pladsen for omsorg altid var optaget af hans partner. Lige meget, hvor slemt han kunne have det, havde hun det altid en lille smule værre. For ham blev det en voksende oplevelse af, at der kun var plads til ham, når han var stærk og kunne trøste hende. Han var begyndt at blive opgivende og havde holdt op med at dele sine sorger og behov med sin partner.
Hvis man ikke har øje for sin partner og de andre i familien og deres behov, kan det føre til konflikter, isolation og ensomhed. Man kan måske godt gennemtrumfe sin passion, men prisen kan være at miste en dyrebar relation. Man kan måske godt trække store veksler på sin partners omsorg og styrke, men det kan koste samhørigheden, hvis ikke der også er en kærlig nysgerrighed på den andens behov.
Udfordringen er at lytte og øge sin forståelse for de andres signaler og behov, så der også bliver plads til dem.

Hensynsbetændelse

Hvis man på den anden side kun tager hensyn til de andre, mister man sig selv. Hensynsbetændelse er blevet en populær betegnelse for at oversamarbejde med de andre i familien (se modellen i blog-indlægget). Men der er mange andre udtryk for denne dynamik – sluge kameler, feje under gulvtæppet, æde sig selv, konfliktskyhed, behagesyge, pleaser eller passiv-aggressiv, hvor vreden kommer ud som stikpiller mellem sidebenene. Fælles for dem alle er, at de beskriver et forsøg på at undgå konflikter og redde den gode stemning i parforholdet og familien. Ubehaget ved et sammenstød er så stort, at man trækker sig og siger ja, selv om man mener nej. Det kan også handle om, at man simpelthen ikke er vant til at stå ved sig selv. Man bliver overreguleret og har svært ved at mærke egne grænser og opretholde dem. Og hvis man endelig finder modet til at sige fra, kan den dårlige samvittighed banke på. At føje de andre bliver derfor nærmest en automatreaktion. Men det koster!
I yderste konsekvens kan man blive utydelig, nedtrykt, indebrændt eller bitter. Mange taler om at gå rundt med en knude i maven med følelse af at svigte sig selv og ikke tage sig selv alvorligt. Vreden mod en selv kan være større end vreden mod den, som man lader sig køre over af. Følelsen af at blive kvalt er et sent stadie af hensynsbetændelsen og oversamarbejdet. En kvinde fortalte engang, at hun et par dage inden sin skilsmisse havde siddet ved brændeovnen og set på en lille æske tændstikker under ovnen og følt, at hun kunne være inde i den.
Udfordringen er at lytte, virkelig lytte til sig selv og tage egne grænser og behov alvorligt. At stå ved sit ja og sit nej. At mærke sin egen lyst og længsel. Det er en livskunst at lære at navigere indefra ud fra en oplevelse af, hvad der ens eget bedste i stedet for at være yderstyret af andre. Dybest set handler det om at behandle sig selv ordentligt. Et godt spørgsmål kunne være: Vil du behandle en god ven, sådan som du behandler dig selv?

Velkommen til linedansen – både sig og sammen

Nøglen er at leve i spændingsfeltet mellem integritet og samarbejde. At tage vare på sig selv men også give noget til samarbejdet i parforholdet og i familien. At tage hensyn til sig selv men også tage hensyn til de andre. Det er en løbende forhandling og balancegang. Nogle gange forsømmer vi os selv, andre gange har vi glemt at se, høre og tage vores partner alvorligt. Det gælder om at kunne være både sig og sammen – for begge parter og alle i familien.

Velkommen til linedansen…

Læs mere:
Et par veje til mere selvværd
I lysten stiger solen op
Forladthedens problem