Dæmondialoger der får hjertet til at styrtbløde

Kender I det som par?
Et særligt blik, en henkastet bemærkning kan tænde jer af, så I med 120 km/t står midt i et skænderi, et mundhuggeri, en dæmondialog. Den gode stemning er fuldstændig forduftet. I står i hver sit ringhjørne med en Berlinmur imellem jer. Og I har været der 100 gange før! 
 

Mange par oplever en afmagt over for disse situationer, hvor en konflikt går i gang på et splitsekund. Men der er hjælp at få. Jeg vil dele nogle indsigter om de underliggende ømme punkter, som trigger konflikterne og vise, hvordan man kan finde en farbar vej.

Video: Konflikter, som får hjertet til at styrtbløde

Se min korte video om dæmondialoger

Dæmondialoger

Psykologen Sue Johnson kalder disse pludselige sammenstød for ”dæmondialoger”. For de kan virkelig føles som en udefra kommende dæmon, der raserer den gode stemning i parforholdet.
Typisk består dæmondialoger af kritik og angreb, som besvares med forsvar, tilbagetrækning og kulde. Og de kan få hjertet til at styrtbløde! Der går et lille stykke af respekten og hengivenheden hver gang. Den pinefulde tavshed og afstand efter en dæmondialog er nærmest ulidelig.

Det kan eksempelvis være manden, som kommer hjem fra arbejde og sender det velkendte ”det-roder-blik”. Konen står midt i madlavningen med børn over det hele og registrerer lynhurtigt ”det-roder-blikket” og fryser. Manden går hen og giver et kys – og bliver afvist af en kone, som føler sig kritiseret. Han stivner. På få sekunder er der blevet ret koldt i køkkenet og banen er kridtet op til en dæmondialog med angreb og forsvar.  

Typisk består dæmondialoger først af kritik og angreb, som besvares med forsvar, tilbagetrækning og kulde

Konflikter der får hjertet til at styrtbløde

Den pinefulde tavshed og afstand efter en dæmondialog er nærmest ulidelig.

Der er mening med galskaben

Det kan se helt håbløst ud! Begge føler sig fortabte: Det er jo en ren børnehave. For mange føles det pinligt og flovt, at voksne mennesker reagerer på den her måde. Mange par aner ikke deres levende råd og kan ikke rigtig genkende sig selv. Flere par beskriver det som om, de er blevet en dårlig udgave af sig selv. Men der er faktisk mening med galskaben.

Uden at vide det kommer mange par til at skræmme livet af hinanden. Tager vi elevatoren længere ned i følelserne, finder vi nemlig længslen efter tryg tilknytning. Det er et helt, helt grundlæggende behov hos os menneskebørn at betyde noget for andre og vide, at vi har en tryg havn hos vores nære og kære.
Det, vi søger i parforholdet, er ikke alene en elsker, en at dele livet med, en at få børn sammen med, en at nyde rejser og oplevelser sammen med.
Vi søger frem for alt en at være tryg sammen med, en sikker havn, hvor vi ved, at der er en, som vi kan regne med, og som har vores ryg.

Kærlighedens centrale spørgsmål

I kærlighedens kerne lyder der nogle centrale spørgsmål: Er du der for mig? Kan jeg få kontakt? Vil du lytte engageret til mig? Har du min ryg?
Hvis vi føler os truet her, bliver vi skræmt. Hvis vores partner agerer på en måde, hvor vi føler os afvist, forladt eller kritiseret bliver vores nervesystem aktiveret og tilknytningsalarmen går i gang! Og så skal der altså ikke meget til at låget ryger af med et ordentligt brag!
Se også mit blog-indlæg: Er du der for mig?

Opskriften på tryg tilknytning

Nede under de tilsyneladende meningsløse skænderier og konflikter ligger en sårbarhed og en længsel efter at føle sig tryg, holdt af og holdt om.
Psykologen Susan Johnson bruger tre ord om tryg tilknytning – tilgængelig, responsiv og engageret. Hvis vi skal skabe tryg tilknytning i parforholdet, er dette ”opskriften”.

I kærlighedens kerne lyder det helt centrale spørgsmål: Er du der for mig?

Tilgængelig

At være tilgængelig handler helt grundlæggende om at være til stede både fysisk og mentalt. Når vores partner har brug for os, når der kaldes på os i en bestemt situation, er det helt afgørende at være tilgængelig. Mange par lever i et hamsterhjul, hvor man, sat lidt på spidsen, mødes i døren på vej til den næste aftale. Mobiltelefonen er også gået hen og blevet en tilgængeligheds-dræber i vores tid. Tilgængelighed er virkelig ikke at sidde med hovedet i mobilen! Travle børnefamilier står ofte med en fuldt forståelig udfordring, når det gælder at være tilgængelige over for hinanden. Der er så meget at se til. Tryg tilknytning fordrer, at vi er der, når vores partner kalder på os. At vi bogstavelig talt smider, hvad vi har i hænderne og træder til.     

Responsiv

En ting er at være tilgængelig, noget andet er at respondere. Her taler vi om at lytte, virkelig lytte og respondere på det, der bliver delt. I parterapien møder jeg en del par, hvor den ene partner sidder med et blødende hjerte, fordi han/hun ikke kunne få ordentlig kontakt og opmærksomhed i det øjeblik, hvor der opstod en krise eller noget gjorde ondt. I værste fald kan der opstå et tilknytningsbrud, et sår, som skal heles gennem professionel hjælp.
Det betyder uendelig meget at mærke sin elskede give en personlig tilbagemelding på det, der deles. Empati og sympati er efterlyst her. Fjenden er apati.
En del forveksler respons med at fikse eller gå i løsnings-mode. For nogle kan det være virkelig svært at høre sin elskede lide eller have det svært. Derfor får man lyst til at få det til at gå væk hurtigst muligt med et godt råd. For andre kan det at komme med en hurtig løsning være et spidsfindigt udtryk for en grad af ligegyldighed. Et forslag til et quickfix kan faktisk være en måde at slippe for at være responderende.
Vi kan sagtens være responderende uden at have en løsning. Den ordløse omsorg, hvor vi blot er til stede med nærvær og varme, kan være helt utrolig velgørende.
Læs også mit blog-indlæg: Dobbelt op glæden og en halv sorg

Engageret

At være engageret betyder, at vi stiller os til rådighed. Tryg tilknytning handler om, at vores elskede kan regne med vores hjælp og støtte. We-are-in-this-together attityden.  Jeg bliver helt varm om hjertet, når jeg som parterapeut ser par få øje på hinanden igen, og det slår nærmest aldrig fejl, at det udløser en vilje og lyst til ny rummelighed og til at træde hjælpende til.
Når vi er engagerede siger vi til hinanden: Du kan regne med mig. Din smerte er også min smerte. Vi skal finde en vej sammen. Jeg giver ikke op. Jeg er med dig.

Tre skridt ud af dæmondialogen

Når der er tryg tilknytning i et parforhold, skaber den et bolværk mod dæmondialogerne. Hvis vi er tilgængelige, responderende og engagerede, bliver der en bundklang af ro, som gør lunten meget lang på konflikt-bomben.
Men hvis først dæmondialogen er skabt i forholdet, er der heldigvis noget, der kan gøres ved det.
Den gode nyhed er, at hvis I som par først får øje på dæmondialogen, får den foldet ud, så I kan se, hvordan den udspiller sig i jeres hverdag, mister den noget af sin magt over jer. Det er det første skridt.

Den gode nyhed er, at hvis I som par først får øje på dæmondialogen, får den foldet ud, så I kan få øje på den i hverdagen, mister den noget af sin magt over jer

Mange par oplever, at der er et virvar af sårede følelser og situationer, hvor de har følt sig svigtet og sårede. Der er en udtalt kaos-oplevelse. Kunsten er at få samlet alle de mange sårede følelser til et mønster, så man kan få et overblik. For der er et mønster midt i kaos. Og når man først har fået øje på det mønster, bliver det nemmere at navigere. Man kan ikke navigere i kaos. Det giver nærmest sig selv. Derfor giver det så god mening, at par oplever en grad af magtesløshed i deres konflikter. Hvad udløser konflikten? Hvordan reagerer den ene part? Hvordan reagerer den anden part? Hvad er den underliggende følelse, når der reageres? Hvilken frygt og angst udløses der? Hvordan har det eventuelt med tidligere oplevelser i fortiden at gøre? Disse spørgsmål hjælper til at stykke mønsteret sammen bid for bid og skabe overblik.

Gør mønsteret til fælles fjende

Hvis I tilmed kan få dæmondialogen gjort til jeres fælles fjende i stedet for at gøre hinanden til skurken, er I kommet langt. Det er andet skridt ud af dæmondialogen.
Ofte bruger vi kræfterne på at give hinanden skylden. Find skurken! Konflikterne kommer til at handle om at få ret og få den anden gjort forkert. Parforholdet bliver en kamparena. Det er ulideligt og pinefuldt. Det hjælper inge

Hjælpen ligger i at se, hvordan konflikt-mønsteret er den fælles fjende. Der er ingen skurke i et parforhold. Det er mønsteret, I har skabt sammen, der er skurken!

Der er ingen skurke i et parforhold. Det er mønsteret, I har skabt sammen, der er skurken!


Vejen ud af dæmondialogerne og konflikterne, der får hjertet til at styrtbløde, går gennem en ny strategi i parforholdet. Stop kampen mod hinanden og bekæmp i stedet det mønster, som er ved at tage livet af jeres kærlighed!

Sæt ord på sårbarheden

Det sidste og tredje skridt handler om at udtrykke sårbarheden over for hinanden.
Konen, som fik ”det-roder-blikket” af sin mand, da han kom hjem, kunne f.eks. sige til ham:
Jeg bliver så ked af det, når du giver mig det blik. Indeni får jeg en følelse af utilstrækkelighed. Det er som om, jeg er til eksamen hver gang, du kommer ind ad døren. Jeg føler, at jeg gør mit bedste og tager et stort læs herhjemme. Så jeg bliver også vred, når du sender mig de øjne. Jeg ville ønske, at du i stedet så alt det, jeg har gjort og viste mig din taknemmelighed. Det ville gøre mig så glad. Jeg har slet ikke lyst til at afvise dit kys. Jeg elsker, når du kysser mig. Men dit blik får mig til at fryse på stedet, og så kan jeg slet ikke mærke min krop.
Sådan lyder sårbarhed. Det er at åbne op for smerten, frygten og længslen.

Hvordan vil manden med ”det-roder-blikket” mon reagere på sin kones sårbarhed? Min erfaring gennem mere end 10 år som parterapeut er, at han vil smelte og komme i kontakt med sin egen sårbarhed. Den kunne måske lyde sådan her:
Jeg er virkelig ked af, at jeg får dig til at føle dig utilstrækkelig. Det er slet ikke min intention. Jeg er så glad for dig og elsker din måde at være mor på for vores børn. Det ville jeg ønske, du kunne læse i mine øjne i stedet for. Det med orden og oprydning er jo noget, jeg har med hjemmefra – og jeg ved godt at det stikker af med mig indimellem – særligt i øjeblikket, hvor der er så meget at se til på jobbet. Nogle gange er jeg ude ved en kant. Så bliver jeg lidt mere tyndhudet og nærtagende. Det gør ondt på mig, når du afviser mine kys. Dine kærtegn er livgivende for mig”.  
En ny musik er begyndt at lyde i deres parforhold. Og så bliver dansen også en anden.

Det er et moderne paradoks, at vi frygter den sårbarhed, som bringer os tættere på dem, vi elsker

Det moderne paradoks

Vores samfund hylder styrke og selvstændighed. Vi skal helst klare os selv og stå på egne ben uden andres hjælp. Derfor har vi til tider langt hen til at vise vores sårbarhed. Filosoffen, Søren Kierkegaard, sagde engang: ”Når man er stor, tør man at være lille”. Der er en storhed i sårbarhed. Vi er ikke mere menneskelige end, når vi er sårbare. Og når vi er menneskelige, er vi elskelige. Det er et moderne paradoks, at vi frygter den sårbarhed, som bringer os tættere på dem, vi elsker. Det her handler i virkeligheden om at være stærk nok til at være svag.

Dødsstødet til dæmondialogerne

Tilgængelighed, reponsivitet og engagement skaber grobunden for tryg tilknytning. I det klima gror og vokser kærligheden. Her er vi emotionelt afbalancerede, mentalt åbne, handlingsmæssigt fleksible, levende og i stand til at lære og vokse. Hvorfor? Fordi vi er en tryg havn for hinanden. Vi har ikke brug for at være på stikkerne og kan lægge våbnene fra os. I det miljø kan vi være sårbare – og der er ikke noget som sårbarhed, der giver dødsstødet til dæmondialogerne.
Det sidste, man skal gøre, er at holde dæmondialogerne ud! Hjertet forbløder og kærligheden dør langsomt.

Læs mere:
De fem kærlighedssprog fylder 30 år
Er du gået i gang med at sige farvel?
Bestilling af terapi

Det er et moderne paradoks, at vi frygter den sårbarhed, som bringer os tættere på dem, vi elsker