Frygten for forladthed kommer typisk fra en opvækst i et dysfunktionelt hjem, hvor man ikke oplever en tryg tilknytning og en tryg havn og favn hos forældrene. I dette blog-indlæg vil jeg beskrive forladthedens problem. Formålet er ikke at skamme nogen ud men tværtimod at hjælpe dem, som lider af forladtheds-problematikker ved at få øje på, hvorfor livet er blevet så uhåndterligt og svært at få til at fungere. Frem for alt er dette skrevet for at den, som går så alene på forladthedens vej, skal se, at der mange lidelsesfæller.
Følelsesmæssig forladthed
Forladthedsfølelsen kan komme af, at man rent faktisk er blevet fysisk forladt som barn. En mor, som blev indlagt på hospitalet, et dødsfald, en skilsmisse, et barn som blev lukket inde på værelset som straf eller børn, som blev overladt til sig selv uden voksenopsyn, kan være eksempler på, hvordan frygt for forladthed kan slå rod.
Men oftest skyldes forladtheds-problematikker, at man er blevet følelsesmæssigt forladt af forældre, som ikke har skabt en tryg relation til barnet. Humørsvingninger, stemningsskift, konflikter/skænderier, misbrug, arbejdsnarkomani, favorisering af søskende, brug af barnet som fortrolig, psykisk sygdom, religiøse krav, tavshed, perfektionisme, urimelige forventninger og sønderlemmende kritik er eksempler på, hvordan voksne kan ”forlade” et barn følelsesmæssigt og lægge grunden til en frygt for forladthed.
En behager
Forladthedsfølelsen skaber en oplevelse af at være isoleret og ufri sammen med andre mennesker, især autoritetsfigurer. Man knytter sig ikke for alvor til nogen på en meningsfuld måde. For at beskytte sig selv bliver man en behager, som mister sin egen identitet. Man forlader dybest set sig selv for ikke at blive forladt, afvist eller svigtet af andre. At blive en behager er også en af de løsninger, som man bruger for afvæbne vrede og skræmmende mennesker. Det koster imidlertid dyrt at være behagesyg. Det fører til en undertrykkelse af egne følelser og behov.
Nogle oplever, at låget pludselig springer af og ud vælter en lava af eksplosiv vrede, som kan være skræmmende for nære og kære og i svære tilfælde opleves som en grad af psykisk vold. Mange oplever at svinge mellem at være sukkersøde og rasende efterfulgt af dyb anger, hvor man lover at forandre sig, blot for at gentage cyklussen.
Flere fortæller om, at de bliver eksperter i at undskylde andres svigt og urimelige adfærd. Der er altid en grund til, at ens nærmeste behandler en dårligt, så man knapt nok bliver vred. Personlige grænser udviskes. Andre lukker ned for sig selv, så de har svært ved at mærke egne følelser, egen lyst og længsel.
Man kan nå til et punkt, hvor man oplever sig selv helt følelsesløs og tom indeni.
Følsom over for kritik
Ofte kommer man til at forvekslede kritik med en trussel. I det hele taget bliver voksne med forladtheds-problematikker ramt rigtig hårdt af kritik og bebrejdelser. Det udløser ubehag, frygt for afvisning og katastrofetanker. Det kan stikke helt af og komme til at leve sig eget liv i tankerne. Lidt kritik fra chefen og man er sikker på at blive fyret! I stedet søger man konstant bekræftelse eller ros – men har svært ved at tage imod en kompliment, når man får den. Der udvikles en indre kritiker, som er hård og dømmende, og som skaber lavt eller svingende selvværd
Overudviklet ansvarsfølelse
Forladthed fører ofte til en overudviklet ansvarsfølelse, hvor man bekymrer sig om andre frem for sig selv. Man får skyldfølelser, når man står ved sig selv. I stedet giver man efter for andres behov. På denne måde bliver man reagerende i stedet for handlende, fordi man ikke tør at sætte grænser og sige fra. Ofte vil man udadtil fremstå som fleksibel, hjælpsom, lyttende – som en fremragende planlægger og festarrangør – med et falkeblik for, hvad er gør andre tilpas og glade. Man spankulerer rundt som såret og bankerot indeni, mens man siger, at alt er fint. Ofte udviser man en overdreven ukuelighed, hvor man ”æder sig selv”.
Hvad kan dulme smerten?
Mange praktiserer en eller anden form for misbrugeradfærd for at dulme smerten og frygten for forladthed. Denne smerte kan forstærkes, når man er alene. Derfor er der mange med forladthed i barndommen, som har svært ved at være alene eller bo alene. Spiseforstyrrelser, arbejdsnarkomani, sexafhængighed, overtræning, overforbrug og ludomani kan være eksempler på misbrug.
Nogle udvikler et hemmeligt liv, et dobbeltliv, hvor man udlever sin afhængighed skjult for familien og sine nærmeste. Løgne og fortielser dækker over en skjult verden, som føles skamfuld.
Misbruget er i bund og grund en form for bortmedicinering eller selvmedicinering.
Utrygge forhold
Flere gifter sig med partnere, som har misbrugsadfærd eller en anden tvangspersonlighed, fx en arbejdsnarkoman, for at få opfyldt et sygelig behov for at blive forladt. Fordi forladthed er den velkendte følelse, søger man ubevidst hen til personer, som svigter. Man vælger utrygge forhold, fordi de ligner det forhold, man havde til dysfunktionelle forældre i barndommen.
Forladthed skaber afhængige personligheder, som er rædselsslagne for at blive forladt. Man er villig til at gøre næsten alt for at holde fast ved et forhold, så man ikke bliver forladt følelsesmæssigt. Det kan føre til besættelse af et andet menneske, en tvangsafhængighed. Nogle ender med at komme ind i en cyklus med brud og genforening med deres partner.
Afhængig af spænding
Forladthed gør, at man lærer at undertrykke sine følelser som barn, og som voksen lader man dem forblive begravet. Som resultat af denne prægning forveksler man kærlighed med medlidenhed og bliver tilbøjelig til at elske dem, man kan redde. Dette bliver også et forsvar mod at mærke sig selv, fordi man hele tiden er optaget af sin partners behov. Dette kombineres ofte med en destruktiv afhængighed af spænding, så man foretrækker konstant ufred frem for velfungerende forhold. Man føler sig mere levende, når der er krise, end når der er fred.
Livet ender med at blive ganske uhåndterligt, og nogle rammer en bund i tilværelsen, hvor alle kræfter og ressourcer til sidst er brugt op! Stress-sygemeldinger, samlivsammenbrud, misbrug, kroniske smerter, økonomisk deroute og familiekonflikter er blot nogle af de symptomer, der præger billedet, når man rammer en forladtheds-bund.
6570 dage
Det er vigtigt at læse dette som en beskrivelse og ikke som en anklage. En barndom består typisk af 18 år, hvilket svarer til 6570 dage. Hvis man fra barn dag efter dag er kodet med forladthed og svigt, er man henvist til at opbygge sine overlevelsesmekanismer for at beskytte sig mod familie-dysfunktionen. Valgmulighederne smelter bort! Valget står mellem smertelig nærhed til svigtende forældre eller håbløs isolation. Der er ikke noget at sige til, at man bliver en overlever! Det er så forståeligt! Det giver på alle måder mening! Og det er så hjerteskærende!
Jesper Juul, den kendte familieterapeut, som desværre ikke er iblandt os mere, sagde engang: “Det er fortsat forældrenes vigtigste opgave at være ansvarlige for atmosfæren i familien – dvs. ansvarlige for samspillets kvalitet, som igen er afgørende for den enkeltes adfærd og trivsel. Dette ansvar kan ikke uddelegeres”.
En ting er helt sikkert – man skal have hjælp til at komme ud af forladthedens problem. Ingen kan eller bør gå den vej alene.