Parforholdet er en genial opfindelse! I dette blog-indlæg peger jeg på det store potentiale for mere glæde og mindre smerte, når vi deler livet og åbner os for hinanden som par.
Hver gang jeg er i København og kommer i nærheden af Farvergade skal jeg lige ind og hilse på N.F.S. Grundtvig. Hans statue står i gården ved Vartov Kirke, hvor Grundtvig selv var præst fra 1839-72.
Efter min opfattelse er Grundtvig den største af vores salmedigtere med en evne til at glædes og frydes nærmest ekstatisk ved livet. Glæden har altid optaget mig. Mine forældre kaldte mig Jubel-Jan, fordi jeg som helt lille var ved at springe i luften af glæde og latter. Som ung legede jeg med tanken om at blive professor i livsglæde. I mine 12 år som konsulent i Red Barnet ledte jeg altid efter det, jeg kunne glæde mig over sammen med de frivillige i organisationens sociale aktiviteter. “Celebrate the victory”, kaldte vi det. Glæden er et fantastisk brændstof – også i parforholdet!

Selv i Jylland vil man sige, at det er en god handel
I Grundtvigs kendte bryllupssalme, Det er så yndigt at følges ad, er der en smuk strofe: Da er med glæden man dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære.
Det er Grundtvigs vision for parforholdet. En dobbelt glæde og en halv sorg. Det er potentialet i et godt samliv. Selv i Jylland vil man sige, at det er en god handel!
Neeej, hvor er det flot!
Glæden fordobles, når den deles. Når jeg går i haven og har fået rigtig skik på den, fylder det mig med glæde. Jeg kan stå og beskue mit eget værk og nyde det. Men det er ligesom ikke nok. Så jeg spankulerer ind i huset og trækker Karin med ud og udbryder: Se! Karin kender mig og er rigtig god til at slå hænderne sammen og sige: Neeej, hvor er det flot! Så står vi og nyder haven sammen – og med ét er glæden blevet dobbelt stor.
Et ton lettere
Det samme gælder sorgen, smerten og byrden. Den bliver lettere at bære, når der er en at dele den med. En smerte, der deles, mister noget af sin kraft. Det man får sagt højt, fylder mindre og særligt, når det er til den, man elsker. Det er en velkendt følelse at blive et ton lettere, når man har udøst sit hjerte over for sin elskede og har delt det, der trykker. Virkeligheden og omstændighederne er de samme – men alligevel er meget forandret, når man har fået luft for smerten og byrden. Det er en smule magisk.
“Det mest indlysende og naturlige sted at hele sårene er i armene på en, vi elsker”.
Riv den mur ned!
Forudsætningen for den dobbelte glæde og den halve sorg er, at vi deler livet med hinanden. At vi taler sammen. At der er øjeblikke med kontakt og åbenhed. Som den internationalt anerkendte psykolog, Sue Johnson siger: “Det mest indlysende og naturlige sted at hele sårene er i armene på en, vi elsker”. Magien i et parforhold opstår, når vi taler sammen ud fra sårbarhed og længsel – og for alvor lukker hinanden ind. Som et slogan lyder: “Never let your partner feel alone – especially when you are there!”.
I tidens accelerationssamfund med fart over feltet kan det være en udfordring. Travle liv hæmmer samhørigheden. Knas i kommunikationen gør, at par kan gå fra tosomhed til ensomhed. Gennem mine mange år som parterapeut i Odense har det virkelig gjort mig mig ondt at se. Mulighederne for mere glæde og mindre smerte er lige foran næsen – men i stedet spærrer en mur af afstand og tavshed. Riv den mur ned, godt og grundigt! Det ville glæde Grundtvig!
Læs mere:
Kærlighedskurven – sådan rammer par bunden og finder vejen op igen
Knas i kommunikationen – video
Bestilling af terapi