– for den præger dit forhold
Der var en afgrund imellem dem. Bo var vred, indigneret, ramt og forurettet. ”Hun angriber mig og siger helt uacceptable ting. Jeg er ikke tiltrukket af det og kan slet ikke mærke min kærlighed til hende mere. Hvordan kan hun elske mig og samtidig sige, at jeg er det underligste menneske, hun har mødt?”*. Afmagten og opgivenheden prægede hans kropssprog. Bo sad halvvejs vendt bort fra sin kone og talte med ansigtet vendt mod gulvet.
Sanne sad med tårer løbende ned ad kinderne og prøvede af afbryde ham flere gange. ”Jeg forstår simpelthen ikke, at du ikke kan se, at jeg rækker ud til dig, at jeg prøver at få en samtale i gang, at jeg har en god intention. Jeg er med på, at jeg kan ryge op i et rødt felt, hvor jeg bliver stædig og rasende og lyder som et maskingevær. Men det er jo fordi, du gør mig til problemet og siger, at alt skyldes min overgangsalder. Det er så ensidigt og smalsporet!”.
Reaktionsmønstre har ofte rødder i opvæksten
Ikke sjældent begynder et forløb i parterapi på denne måde. Der er en udbredt følelse af kaos og afmagt, men der er som regel mening med galskaben. Da jeg fik mulighed for at lære de to partnere at kende lidt bedre i en individuel samtale, viste det sig, at deres reaktioner gik helt tilbage til deres opvækst. Men mere om det senere.
Er du der for mig?
Tilknytning handler om vores behov for følelsesmæssig kontakt, om behovet for kærlige bånd og om at finde en tryg havn og sikker base, som sikrer overlevelse og udvikling. I løbet af de første 2-3 leveår udvikler vi vores tilknytning. Det er i reglen moren, som er den vigtigste tilknytnings- og omsorgsperson, men et barn kan have op til fem tilknytningspersoner i opvæksten. Behovet for tilknytning følger os livet igennem – fra vugge til grav. Det er et menneskeligt grundstof at søge fysisk og emotionel nærhed – ikke som krymmel på livets softice – men som noget helt basalt og vigtigt på linje med behovet for mad og drikke. I vores behov for tilknytning rumsterer påtrængende spørgsmål: Er du der for mig? Kan jeg stole på dig? Er jeg værdig til din kærlighed?
Hvad er din tilknytningsstil?
Vi udvikler alle forskellige strategier for at opnå omsorg og støtte hos vores forældre. Disse strategier kaldes også tilknytningsstile.
Der skelnes i reglen mellem fire tilknytningsstile, som med modifikationer, følger os op i voksenlivet og dermed også i parrelationer. Her spiller de en stor rolle for samspillet i parforholdet. Det gør de, fordi vores tilknytningsstil farver vores oplevelse af andre. Vores tilknytningsstil er som et sæt briller, vi ser andre igennem som en oplevet virkelighed: Sådan er mennesker nu engang bare….Se gerne skema sidst i artiklen. Mennesker og relationer er komplekse. Derfor skal opdelingen i de fire tilknytningsstile også ses som tendenser og fingerpeg.
De undgående (15-25% af befolkningen)
Tilbage til Bo og Sanne. Bos forældre blev skilt, da han var seks år gammel.
”Jeg husker ikke ret meget før skilsmissen. I det hele taget husker jeg ikke ret meget. Men der var vist nogle konflikter, hvor bølgerne gik højt.
Min far var fjern og arbejdede meget. Han fik ret hurtigt en ny kone, som havde to børn. Hun kunne ikke li´ mig. Engang troede de, at jeg sov på bagsædet i bilen, og så sagde hun til min far, at hun synes, jeg var træls at have med på ferie. Jeg lod som ingenting. Siden kom jeg ikke med på ferie med min far mere. Han er gledet ud af mit liv, og vi ses ret sjældent.
Min mor var tynget af sine egne problemer. Hun lyttede til P1 det meste af dagen. Derfor blev jeg kaldt ”P1 barnet” af min familie. Jeg gik ikke til nogen, når jeg havde brug for omsorg. Faktisk tror jeg ikke engang, at jeg mærkede sådan et behov. Jeg lærte at klare mig selv. Min bedste ven var min computer. Så jeg var meget på værelset for mig selv og spillede World of Warcraft. I skolen var jeg nok den stille, konfliktsky dreng – jeg gik under radaren og passede mest mig selv”.
Bo er på overfladen en rolig mand – noget som Sanne faldt pladask for. Men han har også svært ved at mærke sine følelser og sætte ord på dem. Selv om han gerne vil, er det ikke let med følelsesmæssig nærhed. Det kan føles mere trygt med en vis distance – det som han vænnede sig til i opvæksten.
Når der er noget, som går Bo på, lægger han låg på. Det sker nærmest helt automatisk. Bo taler om en sort boks, hvor han propper det svære ned. Når Sanne vil tale om deres problemer, bliver Bo ofte ret overvældet. Så går han i løsningsmode – bliver pragmatisk og forsvarende. Til sidst lukker han ned. ”Jeg er ikke god til det der følelseshav”, plejer han at sige. Han elsker, når Sanne er glad. Når hun ikke er det, kan han føle det som at gå i en mark fyldt med landminer.
“Jeg er ikke god til der der følelseshav“
Hvis det går op i en spids, bliver han ret afvisende og kategorisk. Lunten er ret lang hos Bo, men hvis bomben endelig sprænger, kan braget blive højt. Bagefter kan han gå i op til flere dage i tavshed og deale med det hele selv. Når han er lige der, har han svært ved at vise omsorg. ”Jeg er helt slukket”, siger Bo malende.
Bo ser sig selv som ret selvkørende og har svært ved at acceptere hjælp eller støtte fra Sanne. Han vil helst klare ærterne selv, ellers kan han føle sig pylret og svag. Bo er god til at “æde sig selv”. Han er glad for sex og kan føle sig straffet, når Sanne afviser ham. Det kan være svært med forspillet til sex og alt det der med øjenkontakt og nærhed i intimiteten. Som Bo siger: Jeg har ikke romantik i kroppen. Derfor kan det godt blive mekanisk og med fokus på præstation – “at levere en god vare“, som Bo udtrykker det.
De ængstelige (10-15% af befolkningen)
Sannes mor var sygeplejerske, og hendes far var lærer.
”Min far var det bedste og det værste. Stemningen kunne være festlig og sjov og så lige det modsatte. Han var min mor utro konstant, og hun var ulykkelig men glattede ud. Far rasede og kunne lægge min mor og jeg på is med kulde og tavshed. Det er frygteligt for mig, når Bo gør det samme mod mig. Det føles som ren mishandling. Jeg har haft en indre uro siden teenageårene. Det var som en kamp, der skulle vindes – jeg skulle bevise over for min far, at jeg ikke gik i hundene, selv om jeg flyttede hjemmefra som 16årig”.
Sanne er præget af frygt for afvisning og for at blive forladt. Hun er usikker i relationen til Bo med et stort behov for anerkendelse, bekræftelse og opmærksomhed.
Sanne kan derfor være opsøgende, pleasende og overoptaget af signaler på svigt eller manglende nærhed fra Bo. Det kan føre til, at hun kan blive invaderende, klyngende og meget opsøgende. ”Det er bare fordi, jeg elsker at tale om tingene og få redt problemerne ud”, siger Sanne ofte. Hun kan føle det som om, at hun er ved at drukne, og at Bo sidder i en båd og bare sejler forbi hende.
“Det er bare fordi, jeg elsker at tale om tingene og få redt problemerne ud”
Sanne har en indre uro, en ængstelighed med mange bekymringer og grublerier. I stedet for at lukke ned for følelser, sådan som Bo ofte gør, forstærker Sanne sine følelser for at opnå kontakt. I konflikter ”skruer hun op for musikken” for at trænge igennem til ham. ”Først får jeg nærmest et spjæt indeni, når han lukker af, men så bliver jeg stædig og så vælter ordene ud af mig”, erkender Sanne.
Sanne ved godt, at når hun viser omsorg, er i det i et håb om, at han vil vise den samme omsorg. Noget for noget. Omsorgen er på den måde lidt kontrollerende.
Sanne har en dyb længsel efter at blive hjulpet og beskyttet. Hun inviterer til sex for at forsikre sig selv om, at Bo virkelig vil hende. Som en trøst. Men når den følelsesmæssige nærhed udebliver, lukker hendes krop ned, og så kan hun ikke være intim. I hvert tilfælde ikke længere. Før i tiden gik hun over sine egne grænser og havde til tider sex med Bo uden at have lyst.
Bo og Sanne – når undgående møder ængstelig
De fleste problemramte par – helt op mod 80% – udvikler et konfliktmønster, hvor den ene er som Sanne og den anden som Bo. Den ene er opsøgende for at få beroliget ængsteligheden, og den anden er undgående for at få lagt låg på følelser, som virker overvældende og ubehagelige (læs mere om dette konfliktmønster her).
Det sker nærmest automatisk, fordi reaktionerne som nævnt er udviklet tidligt i livet og ligger på rygraden. Vores tilknytningsstil spiller på den måde ind i parforholdet – særligt når vi føler os trængte og pressede. Den gode nyhed er, at vi kan ændre vores tilknytningsstil gennem nye følte erfaringer af et mere trygt samspil med andre. Parterapi handler om at forandre automatreaktionerne, så de bliver mere fleksible og åbne. Målet er at hjælpe par til at blive en tryg havn for hinanden, så de er tilgængelige, responsive og engagerede.
De trygge (60-70% af befolkningen)
Lone er et godt eksempel på en person, som har en tryg tilknytningsstil. Hun voksede op med to kærlige og engagerede forældre.
”Jeg var aldrig i tvivl om deres kærlighed og om, at jeg var deres ét og alt. Når min far så på mig, lyste hans øjne op på sådan en måde, som gjorde mig tryg og varm indeni. Jeg vidste altid, hvor jeg havde ham – han var mit anker. Til håndbold stod han trolig og så på til kampene og var mest optaget af, at jeg havde det sjovt – mere end at jeg vandt.
Min mor så mig og vidste næsten før, jeg selv var klar over det, hvordan jeg havde det. Hun havde det der lyttende øre, som fik mig til at dele min verden med hende. Hold nu op, hvor kunne hun få mig til at føle mig hørt og forstået! Samtalerne med hende, når jeg kom hjem fra skole og lige skulle lette hjertet om småt og stort, har nok gjort mig til den, jeg er i dag et langt stykke hen ad vejen”.
Der er ikke noget at sige til, at Lone som voksen fremtræder som et åbent, tillidsfuldt, nysgerrigt og empatisk menneske. Hun har det afslappet med nærhed og sit behov for omsorg i hendes parforhold. Samtidig har hun også en selvstændighed og kan mærke sine grænser – hvor hendes ja og nej er. Livet har ikke været uden modgang. Under hendes studie fandt hun ikke nogen venner og oplevede for første gang at føle sig uden for. Men Lone fortæller om, at hun grundlæggende er rolig med en indre stemme, som fortæller, at alt nok skal blive godt igen, at hun er elsket, og at der er nogen som bekymrer sig og passer på hende. Hun er både ret god til at anerkende sig selv og til at tilgive sig selv, når hun fejler.
I hendes parforhold er hun lyttende, mentalt åben og konstruktiv selv i konflikter. Lone er tryg sammen med sin mand og er god til både at søge og give hjælp og støtte. Hun er åben om sig selv, og et varmt smil er sjældent langt væk. Intimitet er nydelse for Lone og hun har en glæde og tilfredshed forbundet med sex. Hun har en lille hældning til den undgående side. En del af hendes veninder har faktisk en mere ængstelig tilknytningsstil. Det fungerer ret godt, fordi de er gode til at spørge ind og bemærke hendes følelser, så hun selv kommer lidt mere i kontakt med dem.
De frygtsomme (2-5% af befolkningen)
Den fjerde og sidste tilknytningsstil kaldes den frygtsomme. Den opstår ofte som følge af overgreb/traumer og kaotiske forhold i opvæksten. Det er derfor tilknytningsstilen også kaldes desorganiseret, fordi barnet ikke kan finde en fast strategi i forhold til at opnå omsorg og støtte.
Rikke levede i årtier med en hemmelighed, som ingen kendte til. Da hun var barn, blev hun udsat for et seksuelt overgreb af genboens søn. Hun lærte at være skuespiller og lade som ingenting. Men det har sat sig i hende – blandt andet ved at have et anti-forhold til sin krop og ved at have rigtig svært ved at være i nære relationer.
”Jeg reagerer med at blive hård og irriteret. Så kører bussen, og så kan han rende mig. Jeg flygter væk fra ham indeni. Mærker en sitren i kroppen, og mine ben og fødder begynder ligesom at løbe”, fortæller Rikke om sit forhold til sin mand. Han føler sig ofte angrebet uden grund – forstår ikke hvad der sker og får en følelse af utilstrækkelighed og opgivenhed: “Hvis det her ikke er godt nok, hvad er så”?
Følelsen i Rikke er at løbe rundt i et mørkt hus og lede efter hjælp i rum efter rum. Så finder hun endelig sin mand, og lige idet han vender sig om, ligner han et spøgelse. Så bliver hun panisk og flygter. Hun opsøger og undgår nærhed på samme tid, hvilket skaber uforudsigelighed og kaos.
Der kan være pludselige skift mellem udbrud af vrede og afstand og opsøgning af nærhed. Forholdet til Rikkes mand er præget af mistro og frygt for at blive forladt og svigtet. Drama bliver ikke sjældent en del af hverdagen.
Der er meget lidelse i denne tilknytningsstil og derfor også brug for tryg og god hjælp.
Kend din tilknytningsstil
I et parforhold er det hjælpsomt, at begge parter kender deres tilknytningsstil. Det kan give lidt ”mening med galskaben” og en større forståelse for hinanden. Som en kvinde sagde for nylig: ”Når du har dit skjold på, kan du godt virke som en hård banan. Men nu hvor jeg forstår, hvorfor du bruger det, forstår jeg dig bedre og kommer ikke på samme måde til at tro, at du er ligeglad”.
Som parterapeut ser jeg nærmest dagligt, hvordan klienter heltemodigt arbejder med deres tilknytningsstil og finder nye og mere hjælpsomme reaktioner, som skaber kontakt og dermed tryghed. Det kan være ængstelige, som lærer at skrue lidt ned for musikken og banke på først, inden de tager en snak op. Det kan være undgående, som øver sig på at mærke deres egne følelser og åbne sig om dem over for deres partner. Vi kan som nævnt ændre vores automatreaktioner og blive mere trygge ved at få nye følte erfaringer af god og rar kontakt. En mand sagde for nylig i parterapi: “Jeg har fundet ud af at jeg har en indflydelse på tingene, at jeg har et valg. I stedet for at gå i mit sorte hul, som farver hele stemningen sort derhjemme, kan jeg åbne mig for min kone og dele, hvad der sker inde i mig. Og jeg bliver jo altid godt modtaget. Det gør det nemmere næste gang”. De nye erfaringer skriver sig, så at sige, hen over de gamle erfaringer og skaber nye stier, som bliver til nye mønstre.
Glæden er stor, når de nye veje åbner sig og bliver mere velkendte og lidt mere naturlige end de gamle automatreaktioner.
*) Alle navne i artiklen er opdigtede og fortællinger er slørede og anonymiserede.
Læs også:
Tillykke med dit sammenbrud
Min drøm: At leve i en udviklende relation
Hvordan man være tro mod sig selv i parforholdet?