I mine 25 år som præst havde jeg en del at gøre med enker og enkemænd – ofte efter at jeg selv havde begravet deres partner.
Ikke sjældent led de med en smerte over ikke at have sat tilstrækkelig pris på det, de havde haft i den anden. Det var gået hen og blevet en selvfølge – en trivialitet tilsløret af en hverdagsglemsel. Flere følte ikke, at de havde fået sagt alle de kærlige ord, som de nu så inderligt ønskede at have fået sagt, før det var for sent. Jeg husker en enkemand, som sagde til mig: “Jeg vil give alt for endnu en dag med hende!“
Når døden fornægtes, falmer livet
”Man ved ofte ikke, hvad man har, før man mister det”, siger et ordsprog. Det er en sørgelig konstatering, og derfor er der også flere tænkere og filosoffer, som opfordrer til at leve opmærksomt med døden som en mere bevidst horisont for livet og dermed også for samlivet i parforholdet. En af disse tænkere er den amerikanske forfatter og psykolog, Irvin D. Yalom. Han siger bl.a. i sit hovedværk, Eksistentiel Psykoterapi:
”Døden som fysisk realitet udsletter mennesket men forestillingen om døden frelser det. Når døden fornægtes, falmer livet”.
Visdom fra en døende
I bogen citerer han en amerikansk senator, som fik en kræftdiagnose, som han senere døde af:
”Min kone og jeg har ikke haft et eneste skænderi, siden diagnosen blev stillet. Tidligere skældte jeg ud over, at hun altid klemmer tandpastatuben sammen foroven i stedet for at rulle den op fra neden, at hun ikke tog hensyn til mine kræsne madvaner, at hun inviterede til selskab uden at spørge mig, hvem der skulle med, at hun brugte for mange penge på tøj. Nu lægger jeg enten slet ikke mærke til den slags, eller også virker de ligegyldige. I stedet er jeg kommet til at værdsætte ting, jeg tidligere tog for givet, på en ny måde”.
Døden som en bevidst livshorisont
På en måde er det tragisk, at der skal alvorlige sygdomme og andre rystelser i livet til, før vi vågner op for rigdommen i vores liv med hinanden i parforholdet og stopper med at gøre små ligegyldige ting til store problemer. Tænk, hvis vi i stedet for at fornægte eller fortrænge bevidstheden om døden, inviterede den ind som en bevidst livshorisont, som fik os til at få livet i de rette proportioner og værdsætte hinanden endnu mere
Som Irvin Yalom siger: ”En erkendelse af døden river os ud af vores opslugthed af det ligegyldige og giver livet dybde og fylde”.
“Tænk, hvis vi i stedet for at fornægte eller fortrænge bevidstheden om døden, inviterede den ind som en bevidst livshorisont, som fik os til at værdsætte hinanden endnu mere! “
Hvad savner de?
Der er meget at lære om kærligheden hos sørgende, som har mistet en elsket partner. Hvad savner de?
Studier viser, at sorgen og savnet handler om det helt hverdagsagtige mere end de store kærlighedserklæringer, fede ferier og romantiske øjeblikke.
I bogen, Menneskets Sorg, fortæller sørgende om tabet af en partner:
– Det er først og fremmest, at der ikke er nogen, der kommer hjem.
– Det er den der daglige pingpong, jeg savner. Ikke nødvendigvis de dybe ting og sager men sådan den almindelige snak om køkkenbordet.
– Det er et savn – af at være sammen om de ting, som vi altid har været sammen om.
Jeg husker en enkemand, som fortalte om sin sorg: “En dag satte jeg mig på græsset i haven og så på tørrestativet, hvor hun så ofte stod og hængte tøj op – også mit tøj. I et øjeblik blev jeg helt overvældet over alt den kærlighed, som lå i den gestus, at hun gennem så mange år også havde taget sig af mig på den måde. Tårerne fik frit løb”.
Det mindste græs
Kærligheden ser ud til at udfolde sig i hverdagens små rutiner og ritualer – i det banale som ofte er det helt basale – og som vi så let kan glemme og tage for en selvfølge.
Den tyske filosof, Martin Heidegger, taler om to livsformer: Værensglemsel og værensbesindelse.
Værensglemsel er en måde at leve livet på, hvor man fortaber sig i hverdagens adspredelser. Tankerne ledes hen på Kierkegaards såkaldte spidsborger, som følger strømmen, er overfladisk og uden selvrefleksion.
Værensbesindelse kendetegnes af en forundring over, at tingene rent faktisk er. Det er en opmærksomhed på sin væren. Jeg synes denne værensbesindelse kommer smukt frem i en dansk salme, hvor det lyder: ”Det mindste græs, jeg undrer på i skove og i dale” (Op al den ting, Brorson).
Tænk, hvis vi kunne gå ind i en værensbesindelse, hvor vi undrede og forundrede os over hvert et mindste ”græs” i vores liv med hinanden! At der er en, som er der. Laver en kop kaffe. Lytter. Ler. Holder i hånd. Kender – og dog elsker. Den danske digter, Benny Andersen, indfanger dette i sin smukke tekst, Svantes Lykkelige Dag (uddrag):
At holde tal på vores dage
I en af de af de ældste tekster i Det Gamle Testamente – den er ca. 3200 år gammel og tilskrives Moses – er der en strofe, som lyder sådan her: ” Lær os at holde tal på vores dage, så vi får visdom i hjertet” (Salmernes Bog kapitel 90). Teksten peger på, at det giver visdom i livet, når vi har døden for øje. Det er en smule forunderligt, at vores forfædre for så mange år tilbage tænkte præcis de samme tanker.
Døden er en smertelig begrænsning, som vi sikkert aldrig helt skal forsone os med. Salmedigteren, N.S.F. Grundtvig, kaldte meget malende døden for en ”istaphånd”. Men dødens begrænsning og livets korthed giver på sin egen måde mulighed for at nyde og værdsætte livet og dermed også parforholdet endnu mere.
Min opfordring i denne tekst er ikke at indgyde en pessimisme eller morbiditet men at lade en bevidsthed om livets korthed blive en katalysator for glæden og taknemmeligheden over hinanden i livet og samlivet. Før det er for sent!
Læs mere:
Sorg – en kærlighed der ikke vil holde op
Hvad er kærlighed? – og hvorfor jeg sagde nej til “Gift ved Første Blik”
Skat, lever vi så smukt sammen at vi kan se døden i øjnene?