Engang var jeg på studietur med et hold præster i Chicago. Det gik festligt for sig. Store fadøl var sikre som amen i kirken. Indimellem ramte vi også den dybe samtale. Snakken faldt på kærlighed. En af mine medrejsende sagde noget, som blev hos mig.
– Min kone er mine store gåde, min store udfordring. Jeg kan aldrig regne hende ud.
Og det blev sagt med den største varme og kærlighed i både stemme og ansigtsudtryk.
Kærlighed – den store gåde
Hvad er kærlighed?
Helt ærligt! Jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, der findes et udtømmende svar på, hvad kærlighed er. Og jeg bliver altid lidt mistænksom, hvis nogen påberåber sig at have regnet kærligheden ud. Jeg ved ikke, om det er et levn fra min religiøse baggrund, men jeg har en fornemmelse af, at kærligheden er og forbliver den store gåde, som altid vil overgå vores erkendelse. Ville det også ikke være kedeligt, hvis vi kunne sætte kærlighed på en formel? Derfor takkede jeg også pænt nej tak, da jeg for et par år siden blev spurgt, om jeg ville deltage i en casting med henblik på deltagelse som parspecialist til tv-programmet, ”Gift ved første blik” på DR. Jeg er grundlæggende i tvivl om, at man kan sætte mennesker sammen ud fra en række kriterier, hvor videnskabelige de så end er.
Lige så lidt som vi kan regne hinanden ud og blive færdige med at kende hinanden, lige så lidt kommer vi til bunds i kærligheden. For mig er det et aspekt af meningen med livet: At erkende, erfare og åbne mig for kærligheden på et stadig dybere og rigere plan.
Alt det der fnuller
Der er meget at lære om kærligheden hos sørgende, som har mistet en elsket partner. Hvad savner de? Mange fortæller om, at sorgen og savnet handler om det helt hverdagsagtige mere end de store kærlighedserklæringer og romantiske øjeblikke. Ham man kom hjem til. Hende der kom hjem. Ham man lavede mad til. Hende jeg spiste sammen med. Ham jeg sov ved siden af. Som en udtrykte det: “Jeg savner ham så meget, for jeg kunne dele alt det der fnuller, som livet også er. Han kunne lige sætte mig sammen igen, når noget bøvlede”.
Kærligheden ser ud til at udfolde sig i hverdagens små rutiner og ritualer. Skal man finde kærligheden, skal man måske lede i det, som ved første øjekast er helt banalt og dog fuldstændigt basalt.
Er kærlighed en følelse eller en beslutning?
Nogle diskuterer om kærlighed primært er en tiltrækning, en følelse eller en viljesbeslutning.
Jeg siger begge dele. At elske er tiltrækning, drifter og erotik. Det er stærke, varme følelser. Vi kan ikke vælge at forelske os. Det sker. Men derefter må vi vælge forpligtelsen som en viljesbeslutning, en grundholdning til og en ”rettethed” mod den, som jeg elsker. I den forstand gør kærlighed blind. Ikke fordi jeg ikke kan se andre skønne mænd eller kvinder og blive tiltrukket – men fordi jeg har besluttet at sige ja til en anden, bliver det et nej til andre.
Vores følelser er ustadige. Selv vejret kan påvirke dem. Et parforhold er på gyngende grund, hvis følelser alene er fundamentet. Der er dage og faser i et forhold, hvor vi elsker, fordi vi vil. Og pludselig er følelserne og gnisten der igen. Kærlighed er ebbe og flod. Op og ned. Højtryk og lavtryk. Vi kan kalde det kærlighedens dialektik – to modsætninger, som forløses i en spænding mellem de to poler. Hvis kærlighed udelukkende gøres til en viljesakt, bliver det pligt, kamp og forsagelse. Hvis kærlighed kun er følelser, bliver det flygtigt og utrygt.
Modsætninger mødes
Andre mener, at vi forelsker os i det, som vi selv mangler. At modsætninger mødes, og sød musik opstår. At vi forelsker os i vores egen grundkonflikt – en skade fra opvæksten, som vi får mulighed for at reparere sammen med vores elskede. Det lyder måske lidt terapeutagtigt. Men jeg tror, at der noget om snakken.
Det betyder så også, at forskellen i et parforhold er givet fra dag et – både som en gave og en opgave. Kærlighedens kunst er at gøre denne forskel til vækstmateriale, så der bliver tale om en udviklende relation frem for en lang og pinefuld nedslidning.
Heldige mig
De fleste mener, at ægte kærlighed giver. I min singletid – on/off – fra midt 40´erne til midt 50´erne mødte jeg en del kvinder, som jeg ærligt talt oplevede som værende mest optaget af ”what´s in it for me?”. Ud over Karins uendeligt brune øjne, lange bølgende hår og forførende kropslinjer faldt jeg for et stort, varmt hjerte og en kærlighed, som faktisk var mest optaget af at give. Jeg skulle nærmest omstille mig til at tage imod og ikke hele tiden være på. Her, flere år efter vores første møde og nu som mand og kone, ved jeg, at hendes givende kærlighed ikke kun hørte til forelskelsens rus. Heldige mig! Jeg har mødt en kvinde, som elsker og finder glæde i at tænke på mit bedste. Jeg er ret sikker på, at det er kernestof i kærlighedens væsen. Den franske forfatter, Michel Houellebecq, er inde på det i en af sine romaner, hvor han taler om, at kærlighed er et område, hvor man ikke kan realisere sig selv uden at miste sig selv. Man må simpelthen give noget af sig selv. Det fik jeg færten af på en tur til et af vores broderlande.
Den behovs-fri kærlighed
Engang var jeg på retræte i Sverige. En svensk præst og åndelig vejleder; Peter Halldorf, fortalte om et møde med en munk i en ægyptisk ørken. Munken boede i en grotte og brugte sin tid på bøn og meditation. Da den svenske præst mødte ham i den spartanske grotte, blev han grebet af munkens varme og imødekommenhed. Han udbrød spontant: Hvordan kan du elske mig sådan?! Munken svarede: Fordi jeg ikke har brug dig!
Hos flere tænkere, filosoffer, terapeuter og åndelige vejledere finder man dette syn på kærligheden. Der tales om en behovs-fri kærlighed. En kærlighed, som er optaget af den anden og finder sin glæde i at møde den anden med intenst nærvær og lyst til at give af sig selv. En kærlighed, som står på egne ben og ikke har brug for den anden til at blive hel. En moden kærlighed, som siger: Jeg har brug for dig, fordi jeg elsker dig – og ikke omvendt!
Hvad kræver moden kærlighed?
En sådan kærlighed fordrer, at vi er gået ind i vores egen eksistentielle ensomhed og isolation med dristighed og har vedkendt os vores grundlæggende alenehed, så vi derfra kan gå ud og møde den anden uden at klamre os til ham/hende. En sådan kærlighed fordrer, at vi har søgt selvindsigt og taget ansvar for vores egne issues og egen livssmerte – ikke på en pinefuld og afsondret måde – men ved at tage imod hjælp og støtte.
Konstruktiv afhængighed
Derfra kan vi gå ud og sige: Jeg elsker dig, fordi jeg ikke har brug for dig – og – jeg har brug for dig, fordi jeg elsker dig.
Derfra kan vi åbne os og dele sårbarhed og længsel med den, som vi elsker, fordi vi har lagt vores forsvar ned og har adgang til vores følelser.
Derfra kan vi hele, berolige og gøre hinanden trygge, fordi vi evner både at være i og med os selv samtidig med, at vi rækker ud til den, vi elsker. Det bliver til en konstruktiv afhængighed af hinanden befriet for usunde reaktioner, som kommer fra uforløste følelser i os selv.
Jeg ved, at dette er store ord og et højt mål for kærligheden – mindre kan også gøre det. Vigtigst er nok bare at være på vej derhen – mod den modne kærlighed og behovsfrie kærlighed.
Lysten til at give kan vende tilbage
I parterapien møder jeg jævnligt par, som sidder fast i en hårdknude. Begge er forpinte og har stort behov for at blive set, hørt og mødt. Begge siger: Gi´ noget!
Som regel vil folk have at den anden skal forandre sig. De vil have forandring uden forandringens pris. Det kan vi ikke hjælpe med som parterapeuter – vi kan ikke fjernstyre folk og lave dem om. Men vi kan gå ind i knuden sammen og gå på opdagelse i, hvor det gør ondt. Vejen frem er tværs igennem. Som den persiske digter, Rumi, siger: “The cure for pain goes through pain“. At blive lyttet til og mødt skaber tryghed og giver plads til større eftertænksomhed på egne reaktionsmønstre. Der frigives en større rummelighed og vilje til at tage ansvar. Lysten til at give kan vende tilbage.
Og så lige til sidst: Kærligheden lever både af et ja og et nej. Det grænseløse er destruktivt. De fleste relationer lider faktisk under manglen på et nej.
Læs mere:
Kærlighedens dobbeltbevægelse
Min drøm: At leve i en udviklende relation
Dobbelt op på glæden og en halv sorg