– forstå kærlighedskurven skridt for skridt
Der bruges mange ord om fænomenet – hensynsbetændelse, konfliktskyhed, tavse skænderier, at sluge kameler, at feje under gulvtæppet, at æde sig selv – men fælles for dem alle er at de beskriver et forsøg på undgåelse af konflikter for at opnå ro. Et forsøg der, trods de gode hensigter, desværre kan ende med at gøre ondt værre i parforholdet.
I oktober måned 2022 lancerede DueParterapi den såkaldte ”Kærlighedskurve” i fagbladet, “Psykoterapi”. Siden er den blevet omtalt flere steder – herunder i Center for Familieudvikling og Fyens Stiftstidende. Den er et landkort over den rejse, som par typisk tager mod en parforholds-bund, inden opturen kan begynde mod ny og tryg samhørighed.
Det første stop mod bunden i Kærlighedskurven er paradoksalt nok undgåelse af konflikter. I dette indlæg vil jeg beskrive, hvorfor par i den bedste hensigt undertrykker vreden og lever med tavse skænderier. Jeg giver også nogle bud på, hvordan man kan få et mere konstruktivt forhold til vrede og konflikter.
Konflikter er vækstmateriale
Konflikter kan blive vækstmateriale for et par, hvis man bruger dem til at få en større forståelse af sig selv og hinanden. Men fordi konflikter ofte føles ubehagelige, kan man i den bedste hensigt lukke ned for vreden, blive tavs, indebrændt og bitter.
Når vi forelsker os, bliver vi fuldstændig sammensmeltede, som var vi én person. Det er en nærmest paradisisk tilstand af fuld kontakt – og i reglen er den også ret kortvarig. Psykologen og forfatteren, Hanne Hostrup, peger på, at nogle par oplever det svært at skulle ud af ”paradis”, ud af den tæthed, som de forbinder med ægte kærlighed. Derfor udgår de at skændes. Det gælder om at bevare freden og føle sig ét med hinanden. Derfor kan ret nye par ende med at lukke ned for vrede og konflikt. Det betyder, at problemer forbliver uløste og hober sig op – lige indtil det går helt galt. Måske kan netop denne dynamik være en medvirkende årsag til, at der er forholdsvis mange skilsmisser i de første år af ægteskabet (Danmarks Statistik).
Lad aldrig en god krise gå til spilde
Den engelske premierminister, Winston Churchill sagde engang: “Lad aldrig en god krise gå til spilde”. Konflikter og kriser i parfoldet kan give anledning til en ny og dybere forståelse af hinanden, som lægger grunden til en udviklende relation. Et godt og trygt parforhold er ikke fri for konflikter. Det er en vigtig pointe.
I parforholdets dans kommer vi uundgåeligt til at træde hinanden over tæerne. Som mennesker er vi forskellige, og vi har også noget forskelligt med i rygsækken. Med på flyttelæsset, når et par flytter sammen, sidder deres to familier med hver sin familiekultur og historik. Derfor er undgåelse af konflikter en “mission impossible” – og slet ikke ønskelig.
Vrede og kærlighed – to sider af samme sag
Vrede er vores måde at sige “av” på, når vores partner træder over vores grænse, eller når der er noget, vi gerne vi have men ikke kan få. Derfor kaldes vreden også en tilnærmelsesemotion – altså en følelse, som kalder på den anden i parforholdet. Vreden siger: “Du er så vigtig for mig, at jeg ikke kan være ligeglad, når du går over mine grænser eller afviser mig”. Vreden har en funktion. Den fortæller om grænser, der er blevet overskredet og behov, som ikke er blevet mødt.
Vrede skal ofte ses som en partners forsøg på at gøre sit yderste for at genoprette kontakten. Det er en protest mod at føle sig afvist og alene. Den er et signal om en partner, som lider uden kontakt i forholdet. Derfor er vreden vigtig.
Når der er vrede i et forhold, er der også kærlighed. Det er først hvis ligegyldigheden, udmattelsen og håbløsheden sætter ind, at relationen for alvor er i fare.
“Det gør mig vred, når du sidder med din mobil hver aften. Jeg savner dig og dit nærvær. Når vi lige får snakket lidt, føler jeg, at vi er sammen og fælles om det hele”. Sådan kan vreden kalde på en partner og invitere til en vigtig samtale. Her er det en reguleret vrede, der taler. En underreguleret eller dysreguleret vrede lyder helt anderledes: “Det kan fandme ikke være rigtigt, at du sidder der og glor i din mobil hele tiden. Nu må du sgu lette røven og komme lidt ind i kampen!” Her er vreden full blown og ikke rar for nogen at komme i nærheden af. Det hedder også maladaptiv vrede på terapi-sprog. Den kalder på kontakt men den måde, vreden kommer til udtryk på, får den stik modsatte virkning. Den opleves som skæld ud og modtageren går enten til modangreb, lukker ned eller mister lidt af respekten – eller det hele på en gang.
Vrede i det høje Nord
Flere med temperament ønsker, at de ikke havde vreden som deres go-to-følelse, fordi den ofte er socialt uacceptabel – særligt på vores nordiske breddegrader. I det høje Nord tysser vi på hinanden. Det nordiske temperament er køligt og kontrolleret og præget af selvkontrol. Det kan føre til et parforholdets nordic noir. Derfor kan mere temperamentsfulde personer føle sig kantede og besværlige for deres omgivelser.
“Skal jeg lave mig selv om for at min partner kan li´ mig? Jeg prøver at være cool, calm and collected og gøre mig til en fin lille pakke. Men det er sgu ikke nemt at skrue ned for sig selv hele tiden!”. Sådan lød det frustrerede udbrud fra en, som følte sig for meget og som en stor mundfuld i sit parforhold.
Jeg er jævnlig stødt ind i folk, som siger: “Jeg burde være født 1000 km længere sydpå, hvor man ikke tager lidt temperament så tungt. Tænk, hvis jeg kunne blive ked af det lige som min partner. Det ville gøre livet lidt lettere for mig”. Måske kunne vreden godt trænge til en oprejsning, en rehabilitering i vores samfund og i vores parforhold.
Den vedligeholdende relation
Uanset vores forskellighed i temperament oplever de fleste trods alt, at konflikter er ret ubehagelige. Derfor kan automatreaktionen være at undgå dem. Hvis denne dynamik sætter sig, bliver det til det, man kan kalde en vedligeholdende relation, hvor man søger man at glatte forskelle ud og finde fællesholdninger. Det handler om at udgå konflikter for enhver pris ,og udviklingen i forholdet stopper.
Man lever med en tilkæmpet ro, som dybest set skaber afstand mellem parterne. Og dermed er man faktisk på vej mod næste nedadgående fase i ”Kærlighedskurven”, som er eskalering af konflikterne og udvikling af et konfliktmønster, som kører i ring. Derfra er der ikke langt til den afviklende relation!
Virkeligheden er, at der kun bliver ro på overfladen – konflikten lever videre under overfladen. En kvinde sagde engang i min praksis: “Alt hvad der lægges under låg, kommer ud i dæmonisk form”. Stikpiller, ironi, kulde og spydigheder i parforholdet er ofte udtryk for undertrykte følelser. Det smitter ofte af på intimiteten, som bliver mere vanepræget. Sårbarhed forbliver usagt og der sniger sig en følelse ind af at være alene i forholdet.
Låg på følelser
Mange kender til impulsen til at gå uden om det svære og sårbare. Der føles ubehageligt at tale om problemer og åbne sig om noget følelsesmæssigt. Næsten dagligt fortæller mennesker mig om en opvækst, hvor de ikke lærte at tale om følelser. Der blev måske taget hånd om de basale behov, men mange kan ikke huske en fortrolig og åben snak med deres forældre om, hvordan de havde det. Ofte spørger jeg klienter om, hvem de gik til for at få trøst og omsorg i opvæksten. Ikke sjældent får jeg en fortælling om, at de ikke gik til nogen og i stedet lagde låg på deres følelser. Man bliver med et andet ord overreguleret.
Det er dette låg på følelser, som kan føre til undgåelse af at åbne sig over sin partner, når der kommer problemer og konflikter. Mange siger: “Jeg bliver sur, lukker ned ,og håber det er væk i morgen“.
Problemer med selvværd kan være en årsag til at undgå konflikter. Hvis man i forvejen føler sig meget lille indeni og er bange for at fejle, kan det føles utrygt at gå ind i konfliktstof. Frygten for at sige noget forkert eller ikke leve op til det, man tror, er partnerens forventninger kan lamme tungebåndet.
“Alt hvad der lægges under låg, kommer ud i dæmonisk form”
På knallert når det gælder følelser
En mand sagde engang til mig: “Jeg kører på knallert, når det gælder at tale om følelser – min kone kører i Ferrari“! Hvis man har det sådan er det jo meget forståeligt, at man forsøger at undgå konflikter. En sagde engang: “Jeg taber på ord”.
En del giver udtryk for, at de føler sig kørt over i konflikter, fordi de simpelthen ikke kan følge med verbalt. De beskriver det som om, deres partner hele tiden er flere skridt foran, og at de ikke kan nå at få et ben til jorden. Ordene kommer først efter lidt betænkningstid. Konsekvensen kan blive, at man simpelthen forsøger at undgå et hvert optræk til samtale om problemer. “Mit hjerte slår lige lidt hårdere, og så får jeg den der åh-nej-nu-ikke-igen følelse”. Sådan beskrev en mand sin automatreaktion, når hans kone lagde an til en alvorlig samtale. Andre fortæller om, at de sætter den “automatiske telefonsvarer” på og går i forsvar uden rigtig at forholde sig til det, partneren har på hjerte.
En fortalte engang, at han forvildede sig ind i praktiske opgaver i familien for at undgå ubehagelige konfrontationer. “Jeg har nok en følelse af at være ham, der er på slæb. Og så går jeg ud og fejer indkørslen, for så gør jeg da ikke noget forkert”.
Minder i nervesystemet
Ubehag ved konflikter og vrede kan skyldes vores opvækst. Har man som barn oplevet utryghed, når forældre skændtes og måske oveni købet set konflikter udvikle sig til vold, kan det sætte sig i nervesystemet som et minde eller et traume, der udløser ubehag ved optræk til uro. “Jeg voksede op i en borgerkrig. Mine forældre skændtes konstant og stemningen var vildt utryg.” Sådan beskrev en mand en opvækst, som havde gjort ham konflikt-træt. Han magtede dem simpelthen ikke. Og lige over for ham sad en kone, som ikke kunne få gang i en snak om deres forhold. De var gået i stå, inden de kom i gang.
Afværgende gråd og latter
Nogle oplever det, som på engelsk kaldes ”defensive weeping”. På dansk kan det oversættes til afværgende gråd. I konfliktsituationer begynder tårerne at løbe frit men uden kontakt til den underliggende følelse. Indeni er man nærmest overvældet og ordløs. På tilsvarende måde oplever nogle en afværgende latter, når der opstår dybe følelser – enten sårbare eller meget varme.
For den grædende er det ubehageligt at miste kontrollen over tårekanalerne. Tårer er jo normalt et tegn på, at man er ked af det men her er oplevelsen mere en overvældelse. På samme måde er latter udløst af dybe følelser et ubehageligt kontroltab, som kan føles upassende.
Denne ”signalforvirring” er det både sårbart og ydmygende at være afsender af. For partneren vil de ordløse tårer eller den “upassende” latter ofte afslutte konflikten uden en løsning. Resultatet bliver en frustration.
Psykologisk set kan man opfatte afværgende gråd og latter som en ubevidst undgåelse.
Håb er noget lort
Mange undgår problemerne i parforholdet ved at håbe på en bedre dag i morgen.
Min mentor, Bent Falk, psykoterapeut, forfatter og teolog, sagde jævnligt: Håb er noget lort! . Jeg blev virkelig provokeret, da jeg hørte det første gang. For mig stod håbet som en en smuk kraft i menneskelivet. Men da jeg fik det foldet lidt mere ud, så jeg pointen.
Håbet kan have en destruktiv bagside. Det kan fjerne os fra virkeligheden, så vi lever i et fatamorgana, i et glansbillede af det, der nok kommer engang og er på vej – lige rundt om hjørnet – og måske kommer helt af sig selv! Håbet kan blive et forsvar mod at mærke det, der er – mærke virkeligheden. Håbet kan blive til virkelighedsflugt, som passiviserer os og får os til at sidde fast i et parforhold, som er hæmmende og ødelæggende for livsudfoldelsen. Håbet kan være en del af låget, som bliver lagt på usagte og uløste problemer. I den forstand er håb noget værre lort!
Veje til forløst ro
Som parterapeut har jeg hjulpet par til at turde sætte ord på det, der er svært – til at lade konflikterne komme op til overfladen på en tryg måde. Lettelsen er nærmest håndgribelig, når man opdager, at man ikke dør af at være uenige, blive tydelige og sætte grænser. Når sårbarhedens og vredens budskaber bliver udtrykt fra et blødt og længselsfuldt sted, vækker det ofte en større rummelighed og lyst til at komme hinanden i møde. Til tider kan det være en befrielse at være enige om at være uenige og rumme det i kærlighed. En fælles forståelse for at få tempoet ned i svære samtaler kan blive helt afgørende.
Den opsøgende og “talende” i forholdet skal måske lære at banke på med lidt større forsigtighed og være opmærksom på, om man kommer på en invitation eller en invasion. Til tider kan det gøre en stor forskel, om man lige først får spurgt ind til om ens partner er klar til at tage en samtale om noget sårbart i stedet for at rive døren op og vade ind.
“Jo mere, vi får mærket efter finder ind i den hjertero, som signalerer, atvi er et godt sted i parforholdet, hvor alt ikke nødvendigvis er rosenrødt, men hvor vi fik låget af og fik talt ud med hinanden.“
Den mere undvigende og tilbagetrukne står ofte med et eksistentielt valg: Skal jeg vove ærligheden og tydeligheden, selv om den kan koste mig en konflikt? Skal jeg lægge diplomaten til siden for en stund og sige det, som der er inde i mig? Skal jeg indrømme, at jeg lige nu ikke ved, hvad jeg skal sige eller tænke?
For nogle handler det også om at vælge mellem stemmen, som fortæller, at jeg er mislykket og uduelig på den ene side og længslen efter samhørighed på den anden side – også selv om det kan betyde kritik, eller at det føles akavet? Det handler om at vende sig i døren til ulykkelighed, selvbebrejdelser og utilstrækkelighed og i stedet træde et skridt nærmere sin elskede med åbne ører og et åbent hjerte. På en sær måde kan selvbebrejdelserne blive et forsvar mod at være i nærkontakt med sin partner. En tilflugt og et fængsel på samme tid. Hellere mine egne end min partners bebrejdelser! Som en mand sagde ærligt ind til benet: “Jeg har nok dyrket min usikkerhed og mit dårlige selvværd og krøbet i et hul. Så kunne jeg gemme mig der”.
Jo mere, vi får mærket efter, hvad der er i gære indeni og får sat ord på, desto mere får vi en forløst og uforkrampet ro, som giver den gode mavefornemmelse. Dyb og fri vejrtrækning med hjertero. Alt det, som signalerer, at vi er et godt sted i parforholdet, hvor alt ikke nødvendigvis er rosenrødt, men hvor vi fik låget af og fik talt ud med hinanden.
Læs mere om kærlighedskurven:
Kærlighedskurven – sådan rammer par bunden og finder vejen op igen
Hvilket konfliktmønster har I udviklet som par?
Ensomhed i tosomhed