– forstå kærlighedskurven skridt for skridt
Der bruges mange ord om fænomenet – hensynsbetændelse, sluge kameler, feje under gulvtæppet, tavse skænderier, konfliktskyhed, tilbagetrækning – men fælles for dem alle er at de beskriver et forsøg på undgåelse af konflikter for at opnå ro. Et forsøg der, trods de gode hensigter, desværre kan ende med at gøre ondt værre i parforholdet.
I oktober måned 2022 lancerede DueParterapi den såkaldte ”Kærlighedskurve” i fagbladet, “Psykoterapi”. Siden er den blevet omtalt flere steder – herunder i Center for Familieudvikling og Fyens Stiftstidende. Den er et landkort over den rejse, som par typisk tager mod en parforholds-bund, inden opturen kan begynde mod ny og tryg samhørighed.
Det første stop mod bunden i Kærlighedskurven er paradoksalt nok undgåelse af konflikter. I dette indlæg vil jeg beskrive, hvorfor par i den bedste hensigt undertrykker vreden og lever med tavse skænderier. Jeg giver også nogle bud på, hvordan man kan få et mere konstruktivt forhold til vrede og konflikter.
Jeg skulle være født 1000 km sydligere
Vores tolerance over for skænderier og vrede i parforholdet kan være forskellig. Jeg er jævnlig stødt ind i folk, som siger: Jeg burde være født 1000 km længere sydpå, hvor man ikke tager lidt temperament så tungt.
De kan føle, at deres vredesudbrud bliver misforstået og taget alt for alvorligt. Mens de selv hurtigt er videre, går partneren rundt og ruger i tavshed, fordi vreden har virket overvældende. Flere med temperament ønsker, at de ikke havde vreden som deres go-to-følelse, fordi den ofte er socialt uacceptabel – særligt på vores nordiske breddegrader.
Men uanset vores forskellighed i temperament oplever de fleste trods alt, at konflikter er ret ubehagelige. Derfor kan automatreaktionen være at undgå dem.
Lad aldrig en god krise gå til spilde!
Undgåelse af konflikter er dybest set en “mission impossible”.
I parforholdets dans kommer vi uundgåeligt til at træde hinanden over tæerne. Vrede er vores måde at sige “av” på, når vores partner træder over vores grænse, eller når der er noget, vi gerne vi have men ikke kan få. Den engelske premierminister, Winston Churchill sagde engang: “Lad aldrig en god krise gå til spilde“. Konflikter og kriser i parfoldet giver anledning til en ny og dybere forståelse af hinanden, som lægger grunden til en udviklende relation. Vreden kan blive en vækkeklokke om en dybere liggende sårbarhed og længsel.
Vredens musik
“Jeg vil ikke finde mig i, at jeg skal lave det hele herhjemme!” . “Hvorfor gider du ikke at have sex med mig- er der en anden?
Sådan kan vreden lyde i et parforhold og være et vigtigt signal om, at der er noget på spil. Konflikter fortæller os noget om hinanden, om vores grænser, værdier, længsel og sårbarhed – alt sammen kernestof, når to skal finde sammen i et fælles liv og en god hverdag. I stedet for at undertrykke vreden og konflikten er det langt bedre at lytte til de dybereliggende signaler og få en god snak.
“Du lyder helt vildt presset – er der noget, du mangler fra mig”? – kunne være en måde at møde den partner, som føler sig overbebyrdet af pligterne i hjemmet. “Jeg er ked af, at jeg får dig til at blive usikker på, om der er en anden – skal vi tage os en snak om, hvordan vi to har det med hinanden for tiden? Sådan kunne en konflikt om sex blive til en vigtig samtale.
Naturligvis har den, som er vred, et ansvar for, hvordan den udtrykkes, så den ikke bliver overvældende og unødigt sårende (læs evt. mit indlæg om raseri).
Du skælder mig hele tiden ud!
Nogen trækker sig fra ethvert optræk til konflikt, fordi de ikke bryder sig om kritik. De føler sig skældt ud. Selv om partneren i virkeligheden blot vil have en god snak, bliver det nemt til en bebrejdelse og en oplevelse af ikke at være god nok. Som parterapeut møder jeg ofte dette reaktionsmønster.
En fortalte mig engang, at han krøb ind i sit konkylie lige så snart hans partner hævede stemmen en smule. En anden beskrev, hvordan hun oplevede en strøm af selvbebrejdelser og utilstrækkelighed blive udløst i hende, hvis hendes mand ville tale om noget, der ikke rigtig fungerede i deres forhold. Når han mærkede hendes ulykkelighed, pakkede han sit behov for at tale med sin kone væk med en følelse af, at hans følelser var upassende. De endte i et svært undgåelsesmønster, hvor konflikterne levede videre uforløste under overfladen.
Problemer med selvværd kan være en årsag til at undgå konflikter. Kritik kan ramme hårdt, hvis man i forvejen føler sig meget lille indeni og er bange for at fejle.
Langsommelighed, please!
En del giver udtryk for, at de føler sig kørt over i konflikter, fordi de simpelthen ikke kan følge med verbalt. De beskriver det som om, deres partner hele tiden er flere skridt foran, og at de ikke kan nå at få et ben til jorden. Ordene kommer først efter lidt betænkningstid. Derfor efterlyser de langsommelighed i samtalen, så de kan nå at være med. Ikke sjældent tolker den hurtigt talende partner tavsheden som mangel på engagement eller afvisning. I virkeligheden er der blot tale om forskellighed i tempo, når der skal tales om noget vigtigt.
Vi har jo forskellige familie-baggrunde, og det er ikke usædvanligt, at komme fra en familie, hvor man ikke har lært at tale følelsernes sprog. En mand sagde engang til mig: “Jeg kører på knallert, når det gælder at tale om følelser – min kone kører i Ferrari“!. Mange oplever, at de skal lære at sætte ord på følelser, og derfor har brug for tid til at mærke efter for at komme på banen.
Frygten for at sige noget forkert eller ikke leve op til det, man tror, er partnerens forventninger kan også lamme tungebåndet.
Minder i nervesystemet
Ubehag ved konflikter og vrede kan skyldes vores opvækst. Har man som barn oplevet utryghed, når forældre skændtes og måske oveni købet set konflikter udvikle sig til vold, kan det sætte sig i nervesystemet som et minde eller et traume, der udløser ubehag ved optræk til uro. Gamle forsvar eller overlevelsesmekanismer kan sætte ind så som at blive tavs, ”usynlig” eller forsvinde både fysisk og mentalt for at undgå ubehaget ved konflikter.
Afværgende gråd
Nogle oplever det, som på engelsk kaldes ”defensive weeping”. På dansk kan det oversættes til afværgende gråd. I konfliktsituationer begynder tårerne at løbe frit men uden kontakt til den underliggende følelse. Indeni er man nærmest overvældet og ordløs. For begge parter kan det opleves meget sårbart. For den grædende er det ubehageligt at miste kontrollen over tårekanalerne. Tårer er jo normalt et tegn på, at man er ked af det men her er oplevelsen mere en overvældelse. Denne ”signalforvirring” er det både sårbart og ydmygende at være afsender af. For partneren vil de ordløse tårer ofte afslutte konflikten uden en løsning. Resultatet bliver en frustration.
Psykologisk set kan man opfatte afværgende gråd som et ubevidst forsvar mod at mærke egne følelser.
Svært at skulle ud af paradis
Når vi forelsker os, bliver vi fuldstændig sammensmeltede, som var vi én person. Det er en nærmest paradisisk tilstand af fuld kontakt – og i reglen er den også ret kortvarig. Psykologen og forfatteren, Hanne Hostrup, peger på, at nogle par oplever det svært at skulle ud af ”paradis”, ud af den tæthed, som de forbinder med ægte kærlighed. Derfor udgår de at skændes. Det gælder om at bevare freden og føle sig ét med hinanden. Derfor kan ret nye par udvikle et undgående mønster over for vrede og konflikt. Måske kan netop denne dynamik være en medvirkende årsag til, at flest bliver skilt i det andet år af deres ægteskab (Danmarks Statistik).
Sure opstød eller dyb længsel?
Hvorfor skal du altid sidde bag den skærm? Vi ser jo ikke skyggen af dig i den her familie!
Det er et ”av”! Ved at interessere sig for dette vredesudbrud, vil et par kunne finde ud af, at her er der en partner, som længes efter kontakt og samhørighed – og som føler sig forladt og svigtet midt i hverdagens mange opgaver i en børnefamilie. Det, som kunne se ud som et surt opstød, er i virkeligheden en dyb længsel efter mere nærhed og mere teamwork i familien.
Håb er noget lort
Mange undgår problemerne i parforholdet ved at håbe på en bedre dag i morgen. Jeg har ikke tal på, hvor mange, som gennem årene har sagt: Jeg lader det hele ligge og håber bare, det er væk i morgen.
Min mentor, Bent Falk, psykoterapeut, forfatter og teolog, sagde jævnligt: Håb er noget lort! . Jeg blev virkelig provokeret, da jeg hørte det første gang. For mig stod håbet som en en smuk kraft i menneskelivet. Men da jeg fik det foldet lidt mere ud, så jeg pointen.
Håbet kan have en destruktiv bagside. Det kan fjerne os fra virkeligheden, så vi lever i et fatamorgana, i et glansbillede af det, der nok kommer engang og er på vej – lige rundt om hjørnet. Håbet kan blive et forsvar mod at mærke det, der er – mærke virkeligheden. Håbet kan blive til virkelighedsflugt, som passiviserer os og får os til at sidde fast i en tilværelse, som måske er hæmmende og ødelæggende for livsudfoldelsen. I den forstand er håb noget værre lort!
Italienske bandeord i kælderen
Konflikter kan blive vækstmateriale for et par, hvis man bruger dem til at få en større forståelse af sig selv og hinanden. Men fordi konflikter altså ofte føles ubehagelige, kan man i den bedste hensigt lukke ned for vreden, blive tavs, indebrændt og bitter. Der er mange ord for denne dynamik – hensynsbetændelse, sluge kameler, feje under gulvtæppet, tavse skænderier, konfliktskyhed – men fælles for dem alle er at de beskriver et forsøg på at undgå konflikten og skabe ro.
Virkeligheden er, at der kun bliver ro på overfladen – konflikten lever videre under overfladen. En af mine bekendte fortalte for år tilbage, hvordan hun bandede på italiensk i kælderen, når det usagte hobede sig op! En kvinde fortalte, hvordan hun gik ud i skuret, hvor vaskemaskinen stod og blot satte sig og så tromlen dreje rundt og rundt og rundt, når hun ikke kunne holde til de tavse skænderier i huset.
“Jeg har en lang lunte – men når bomben springer, er den stor”. Sådan beskrev en mand sig selv engang over for mig. Konsekvensen af at sluge kameler og feje tingene under gulvtæppet kan betyde, at der pludselig kommer en stærk reaktion, som står i skærende kontrast til den ro eller tavshed, der er normalen. Det kan overvælde partneren, som kan føle sig blæst bagover og nærmest krænket. For begge parter bliver det ydmygende og hæmmende for den gode kontakt.
Den vedligeholdende relation
Hvis denne dynamik sætter sig, bliver det til det, man kan kalde en vedligeholdende relation, hvor man søger man at udligne forskelle og finde fællesholdninger. Det handler om at udgå konflikter for enhver pris. Man lever med en tilkæmpet ro, som dybest set skaber afstand mellem parterne. Og dermed er man faktisk på vej mod næste nedadgående fase i ”Kærlighedskurven”, som er eskalering af konflikterne og udvikling af et konfliktmønster, som kører i ring. Derfra er der ikke langt til den afviklende relation!
Veje til forløst ro
Som parterapeut har jeg hjulpet par til at turde sætte ord på det, der er svært – til at lade konflikterne komme op til overfladen på en tryg måde. Lettelsen er nærmest håndgribelig, når man opdager, at man ikke dør af at være uenige og sætte grænser. Når vredens budskaber bliver udtrykt fra et blødt og sårbart sted, vækker det ofte en større rummelighed og lyst til at komme hinanden i møde. Til tider kan det være en befrielse at være enige om at være uenige og rumme det i kærlighed. En fælles forståelse for at få tempoet ned i svære samtaler kan blive helt afgørende.
Den opsøgende og “talende” i forholdet skal måske lære at banke på med lidt større forsigtighed og være opmærksom på, om man kommer på en invitation eller en invasion. Til tider kan det gøre en stor forskel, om man lige først får spurgt ind til om ens partner er klar til at tage en samtale om noget sårbart.
Den mere undvigende og tilbagetrukne står ofte med et eksistentielt valg: Skal jeg lytte til stemmen inden i mig, som fortæller, at jeg er mislykket og uduelig? Eller skal jeg ville kærligheden og livet med min partner så meget, at jeg tør tage snakken om vores forhold – også selv om det kan betyde en kritik? Det handler om at vende sig i døren til ulykkelighed, selvbebrejdelser og utilstrækkelighed og i stedet træde et skridt nærmere sin elskede med åbne ører og et åbent hjerte. På en sær måde kan selvbebrejdelserne blive et forsvar mod at være i nærkontakt med sin partner. En tilflugt og et fængsel på samme tid. Hellere mine egne end min partners bebrejdelser!
Jo mere, vi får mærket efter, hvad der er i gære indeni og får sat ord på, desto mere får vi en forløst og uforkrampet ro, som giver den gode mavefornemmelse. Dyb og fri vejrtrækning med hjertero. Alt det, som signalerer, at vi er et godt sted i parforholdet, hvor alt ikke nødvendigvis er rosenrødt, men hvor vi set vores ”dæmoner” i øjnene og fundet ud af, at vi ikke dør af dem – og at vi kan gøre noget ved dem sammen.
Læs mere:
Kærlighedskurven – sådan rammer par bunden og finder vejen op igen
Skal jeg sige ja til mig selv eller de andre?
Bestilling af terapi