– Læs om de tre mønstre: ”Kampen for at få ret”, ”Jagten på kontakten” og ”Så længe vi ikke taler om det”
”Livet er relationer – resten er bare detaljer”, siger den amerikanske familieterapeut og forfatter, Gary Smalley. Vi er med andre ord tilknytningsvæsner først og fremmest. Lige så vigtigt som mad og drikke er behovet for trygge relationer. Fra vugge til grav søger vi en tryg havn og favn. ”A lonely monkey is a dead monkey”, lyder et ordsprog på engelsk. En kollektiv bevidsthed fortæller os, at vi har brug for hinanden, og forskningen peger på, at isolation og ensomhed er livsfarlig.
Samtidig er relationer ikke enkle. ”Vi gør alle, hvad vi kan i livet for at komme igennem den mørke nat, men vi hænger ofte fast i begrænsende strategier og perspektiver også i klart dagslys”, siger den internationalt anerkendte psykolog, Sue Johnson. Når vi ikke kan nå ind til hinanden og finde den trygge havn i relationen, opstår der utryghed og følelsesmæssig smerte. Derfor forsøger vi at få genoprettet kontakten og reparere intimitetsbroen til hinanden. Men vi hænger ofte fast i begrænsede strategier, som Sue Johnson udtrykte det. Værktøjskassen er ofte utilstrækkelig, når samhørigheden i parforholdet skal genopbygges. Resultatet er konflikter!
Forskellige konfliktmønstre
Hvert par har sin helt egen dynamik. Der er ikke to parforhold, som præcist ligner hinanden. Alligevel viser både forskning og erfaring, at der er mønstre, som går igen, når par har konflikter.
I ”Kærlighedskurven”, som min kone og jeg har udviklet, er dannelsen af et konfliktmønster et af skridtene på vejen mod en bund i parforholdet. Når konfliktstoffet ikke rigtig bliver løst men i stedet fejes under gulvtæppet, opstår der en spænding og en ophobning af uforløste følelser. En kvinde udtrykte det en gang på denne måde i parterapi: ”Der er skabt en stor bunke inde i mig, som gør at jeg er tyndhudet og kortluntet”.
Vi sidder fast i rundkørslen
Når par udvikler et konfliktmønster, opleves det pinefuldt for begge parter. Nogle beskriver det som en rundkørsel, man ikke kan komme ud af eller en blindgyde. Andre taler om en rituel stammedans eller et manuskript, hvor man kender alle replikkerne på forhånd. Under alle omstændigheder udløser konfliktmønsteret frustration, vrede, afmagt og en følelse af utilstrækkelighed. Mange par oplever det også ydmygende og skamfuldt, at man ikke kan løse problemer på en moden og ordentlig måde. En sagde engang til mig: ”Jeg synes det er så pinligt, at vi havner her igen og igen. Vi er da voksne og fornuftige mennesker”.
Den pinefulde tavshed
Værst kan næsten være den tavshed, der kan opstå efter en tur i konfliktrundkørslen. Den kan virkelig være pinefuld og ensom, og par fortæller om, at det kan tage dage eller uger at komme sig. Ensomhed i tosomhed kan opleves mere smerteligt end at være helt alene.
Krydret med mine egne erfaringer som parterapeut i Odense gennem mere end 10 år vil jeg forsøge at beskrive og udfolde de tre mest gængse konfliktmønstre med håbet om at det må hjælpe par til at få en større forståelse for deres situation. Udtalelser og fortællinger fra mit virke gennem årtier som præst, sjælesørger og terapeut er anonymiseret, sløret eller gengivet med tilladelse
Mønster nr. 1: Kampen for at få ret
”Vi er kommet dertil, hvor vi bare finder fejl og smider noget i hovedet på hinanden”, fortalte en mand opgivende og sorgfuld. ”Vores konflikter er som en gladiator-arena, hvor vi begge går ned for at kæmpe og forsvare os selv”, sagde et par engang – og kvinden fortsatte: ”Jeg smider en granat og ser, hvad der sker, inden jeg gør mig klar til et modangreb fra ham. Hellere et skænderi end ingen kontakt”.
Deres konfliktmønster handlede om at få ret og finde fejl hos hinanden med det formål at beskytte sig selv mod at blive såret og ramt på ømme punkter. En del af dynamikken i dette mønster er, at angreb er det bedste forsvar. Bag angrebet kan der også ligge en frygt, som dæmpes ved at gå i konflikt. Nogen taler ligefrem om en kortvarig lettelse efter et skænderi, som så afløses af skyld og skam. “Kampen for at få ret” er et hårdt mønster, som gør forholdet til et råt sted at være for begge parter.
Mønsterets kendetegn
Der er forskellige kendetegn på dette mønster. Der er mange diskussioner om, hvem der har den rigtige opfattelse af, hvad der skete i en given situation, og hvem der sagde hvad på hvilken måde. Nogen går så langt, at de uden at den anden ved det, tænder for mobilen og optager skænderiet for at få ret bagefter. Andre “indkalder vidner” for at få ret. Familiemedlemmer og venners udsagn om forholdet bliver brugt i diskussioner. En kvinde sagde engang til mig: “Mine veninder siger også, at han er så selvoptaget og ubøjelig, så det er jo ikke kun mig, der siger det”.
Man er sjældent ret optaget af at lytte og blive klogere på hinanden. I stedet kæmper man om at få ordet og bruger tiden, mens den anden taler, til at forberede sit eget næste modangreb. Par i dette mønster siger ofte, at de er begyndt at få negative forventninger til hinanden og efterhånden tro det værste.
I “Kampen for at få ret” kan par også være ret optagede af at kaste diagnoser efter hinanden som borderline, psykopat, gaslighter, narcissist, psykisk voldelig etc. Virkeligheden er ofte, at begge parter bliver så dårlige udgaver af sig selv i mønsterets hårde pres, at man kommer helt ud i tovene og reagerer stadigt voldsommere. Ingen kommer til at se kønne ud i kampen for at få ret. Begge bliver mere og mere underregulerede og bliver alt for let alt for vrede. Dybest set er der tale om to elskelige mennesker, som er enormt utrygge og ikke kan holde til den ensomhed og isolation, som mønsteret skaber.
Konflikten optrapper, tonen bliver mere og mere skinger, indtil man kan ende med at råbe ad hinanden og i værste fald kaste med ting eller blive voldelige.
Hvis “Kampen for at få ret” ikke har kørt for længe og er blevet for hårdt, kan man nogle gange stoppe op midt i det hele og grine, fordi det bliver for grotesk og skørt. ”Forleden knækkede jeg pludselig sammen, da jeg hørte mig selv råbe, at han var en rådden dromedar”, fortalte en kvinde med et skævt smil.
De ømme punkter
Mønsteret handler om at være mest tarvelig og finde de ømme punkter hos hinanden. ”Jeg er holdt op med at betro mig til min kæreste og vise ham mine sårbare sider, for jeg frygter, at han bruger det mod mig”, sagde en modløs ung kvinde engang. Gradvist lukker man ned for sårbarhed og længsel, fordi man frygter, at det kan bruges i en kommende konflikt. ”Kampen for at få” ret har potentialet til at dræne kærligheden fuldstændigt for ømhed og varme. Som psykologen Jytte Vikkelsøe siger: ”Man kan vinde diskussionen men tabe relationen”.
Vejen ud af dette smertefulde mønster begynder med at få øje på, at der er tale om en dynamik, hvor ingen vinder og begge taber. At der under angreb og modangreb ligger en sårbarhed og længsel efter at være trygge hos hinanden. Og at det er mønsteret, der er skurken! Begge parter er elskelige mennesker, som længes efter at være betydningsfulde for hinanden.
Mønster nr. 2: Jagten på kontakten
I de fleste problemramte par er der et konfliktmønster, hvor den ene er opsøgende, og den anden er undvigende. Faktisk er der ifølge forskningen helt op mod 80% af par med problemer, som har denne dynamik eller dette samspil. Dette mønster er “Jagten på kontakten”.
Den opsøgende længes typisk efter mere kontakt, nærvær, samtale, åbenhed og samhørighed. Der opstår en følelse af afstand og isolation hos den opsøgende, hvis der ikke jævnligt er øjeblikke, hvor man som par deler oplevelser, tanker og følelser.
Det kan lyde sådan her: Hvordan har du det i dag? Er du okay? Hvordan gik din dag? Er der noget du går og tænker på?
Sådanne spørgsmål vil for den opsøgende være en invitation til at få en samtale om det, der rører sig både i hverdagen men også indeni. Ved at få gang i snakken opstår der i den, som rækker ud i forholdet, en oplevelse af at være forbundet og høre sammen som par. Det skaber en tryghed og ro i hele nervesystemet, som typisk også åbner op for lethed, latter og livsglæde. Kærtegn og intimitet følger også med. Den opsøgende kommer simpelthen i vater gennem den følelsesmæssige kontakt.
Når følelsesmæssig kontakt bliver svær
For den undvigende i forholdet kan det blive svært, når den anden banker på for at få samtale og kontakt. Det kan skyldes flere forhold. Nogle oplever, at de mangler ord, og derfor føler sig utilstrækkelige. Andre fortæller om, at de ikke har lært at tale om følelser i opvæksten og derfor bliver lidt afmægtige og opgivende over for ”al den følelses-snak”. En mand sagde engang til mig: ”Når det gælder om at tale om følelser, så kører min kone i Ferrari, og jeg kører på knallert”. Noget af det samme forsøgte en anden mand at beskrive, da han sagde: ”Når hun går i gang, er det som et helt symfoniorkester, og så står jeg der med min lille violin”.
Der er også nogle, som fortæller, at de kan føle sig overvældet og invaderet af den, som er opsøgende. Det opleves som et pres, der er ubehageligt. Frygten for at sige noget forkert kan øge dette pres og lamme tungebåndet.
Det kan også lande ned som kritik: ”Åh nej, nu skal vi tale om problemer igen. Hvorfor skal vi gennem al dårligdommen? Det er ikke mit behov”! En betroede mig for en del år siden, at han var 100% sikker på, at der var noget galt med ham hver gang hans kone, ønskede en samtale. Fordi samtaler forbindes med problemer, kan der opstå en frygt for, at den gode stemning forsvinder, og at en konflikt er på vej. Værst er næsten følelsen af at være forkert eller mindreværdig, som kan opstå hos den undvigende. Det var det en mand engang udtrykte, da han sagde: ”Hvis jeg kunne lave mig selv om, havde jeg da gjort det for længe siden”. Bag den undvigendes nedlukning er der ofte en dyb længsel efter at kunne gøre sin partner glad.
Selvbeskyttelse gennem tilbagetrækning
Det er disse dynamikker, der gør, at den ene partner i forholdet kan blive undvigende. Længslen efter kontakt og samhørighed, som er tryg og rar, er vigtig for begge parter. Men netop fordi den undvigende ikke føler sig tryg og afslappet, når den opsøgende vil have kontakt, bliver det til en tilbagetrækning.
En fortalte mig engang: ”Jeg kryber ind i mit sneglehus for at passe på mig selv”. En anden sagde: ”Jeg laver en mental ildmur omkring mig, så hun ikke kan komme ind”. Andre fortæller om, at klappen går ned. Det er nærmest en automatreaktion, som de ikke selv er herre over. Derfor kan det føles helt ydmygende og flovt at være mundlam og passiviseret. En ung mand fortalte mig engang, at han simpelthen gik ind under dynen: ”For man skændes jo ikke med en, der ligger under en dyne” – som han sagde.
Protest mod afvisning
Når den undvigende trækker sig, udløser det en smerte hos den opsøgende. Den smerte gør så ondt, at den typisk vil komme ud som en protest i form af frustration, irritation, sårethed og vrede. ”Jeg bliver så vred, når han får mig til at føle sådan her”, sagde en kvinde en gang til mig. Mange fortæller om, at de kan føle sig forladt, svigtede, ikke vigtige og nedprioriterede, når deres partner trækker sig. Sekundær, andenviolin og nummer to er også selvbeskrivelser, jeg ofte hører som parterapeut hos ”opsøgere”, der føler sig afvist eller valgt fra. En kvinde fortalte mig, at hendes frustration og protest handlede om ”at finde en flække ind i den verden, jeg så gerne vil være en del af”, som hun så fint udtrykte det. En anden afslørede med tårer i øjnene: ”Han er begyndt at gå med hænderne i lommen for, at jeg ikke skal give ham et kram”.
Mange ”opsøgere” skruer op for musikken, når de mærker, at deres partner trækker sig. De hæver stemmen, og der kan komme mange ord. En sagde engang: ”Når han trækker sig, så taler jeg for os begge to”. Længslen efter kontakt er så stor og presserende, at der bliver skruet op for volumenknappen. Behovet for at få skabt forbundethed, kan få en opsøger til at følge efter en partner, som nærmest flygter fra rum til rum i boligen.
Maskingeværet
Den hævede stemme – som kan gå over i råberi – vreden og de mange ord, er lige præcis det, som får den undvigende til at trække sig endnu mere. Andre gange kan den undvigende opleve så stor uretfærdighed og urimelighed, at bomben springer, så det ender med en eskalering og et stort skænderi.
En mand kaldte sin kone for ”maskingeværet”, når hun blev ramt af hans tilbagetrækning. Han følte sig simpelthen under beskydning. Et par beskrev deres dynamik som ”traktoren og haren”. Når hun kom efter ham, følte hun sig som en stor traktor og oplevede sin partner som en hare, der frøs i lyset fra forlygterne.
Den canadiske psykolog og forsker, Sue Johnson, kalder dette for ”protestpolkaen”. Det er en dans, hvor begge dybest set længes efter tryg samhørighed, men afstanden mellem parret bliver større og større. I reglen ender det med tavshed. Den opsøgende giver op og trækker sig også. Sårbare følelser som at være forkert, mindreværdig, belastende, besværlig, uelskelig og dum kan vækkes hos den, som føler sig afvist og lukket ude. Det gør så ondt, at man til sidst giver op både af udmattelse og for at undgå disse følelser. En sagde engang til mig: Jeg er ved at tabe kampgejsten og blive ligeglad”.
Begge lider på hver side af tavshedsmuren. “Jagten på kontakten” udløser fortvivlelse. En del af smerten er også at ømme punkter fra fortiden hos begge parter kan aktiveres.
En ny måde at tale sammen på
Under de negative reaktioner i ”Jagten på kontakten” mønsteret ligger sårbarhed og længsel. Når vi tager elevatoren ned til disse følelser og lader dem få sprog, opstår magien.
Når et par modigt – og med støtte og hjælp – begynder at se deres sårbarhed og længsel i øjnene og tale ud fra dette dybere lag af følelser, vokser forståelsen, rummeligheden og lysten til at komme hinanden i møde. Kærligheden aktiveres og der frigives en varme, som korrigerer de negative billeder og erindringer af den anden, og der skabes nye oplevelser af kontakt og samvær, som lejrer sig i parret. Det er meget mere end at få nye værktøjer og vejledning. Det er læring på et dybt niveau, som holder, når det bliver svært og sårbart i hverdagen.
Mønster nr. 3: Så længe vi ikke taler om det
Det tredje og sidste konfliktmønster er “Så længe vi ikke taler om det” og handler om undgåelse. For begge parter er konflikter så ubehagelige, at man nærmest fryser eller flygter. Forskelle glattes yd, og begge trækker sig hurtigt fra ethvert optræk til konflikt. Måske kan man godt tale om forskelle og modsætninger på et intellektuelt plan men helst uden følelsesmæssigt engagement. “Vi har en hel elefantfarm derhjemme!” Sådan beskrev en frustreret kvinde, hvordan deres samliv var fyldt med elefanter i rummet, som de ikke talte om.
Under overfladen lever konflikterne og smerten. Der er behov, man ikke tør sige højt. På overfladen er der ro – men kun på overfladen.
Der er situationer, hvor man føler sig trådt på men ikke får sagt fra. Der bliver slugt kameler, som giver ondt i maven. En af mine bekendte fortalte for år tilbage, hvordan hun bandede på italiensk i vaskekælderen, når det usagte hobede sig op! Det kendetegner i det hele taget dette mønster, at der er meget usagt.
Hvor der kan være meget ”støj” i de andre mønstre, er dette mønster kendetegnet af stilhed. Parterne kan være ret høflige over for hinanden og samarbejde om hverdagen. Ingen rækker ud efter hinanden eller løber en risiko ved at åbne op. Stemningen er ikke hjertelig. Den kan være fyldt med ironi og stikpiller. Nogle fortæller om, at stemningen kan føles isnende. De grundlæggende tilknytningssigneler som lange blikke og fysisk berøring er først blevet nedtonet og er til sidst ikke eksisterende.
Håbløsheden præger dette mønster, og det kan slå over i depressive tilstande, som er en helt naturlig reaktion på at miste kontakten til en, man elsker.
Der bliver stille, meget stille
Ofte opstår ”Så længe vi ikke taler om det” mønsteret, når den opsøgende i ”Jagten på kontakten” har givet op og trækker sig sorgfuld ind i sig selv. Så bliver der stille, meget stille. Den undvigende vil nogle gange opleve det som om, at forholdet er blevet bedre, fordi der ikke længere protester og angreb. En sagde engang til mig: ”Jeg føler ikke, at jeg er helt ærlig over for ham. Han tror, at det går bedre mellem os, men han ved ikke, at jeg har givet op og ikke orker at kalde på ham mere”.
Vores tidlige historie med mennesker, vi elsker, former vores forhold senere i livet. Flere i ”Så længe vi ikke taler om det” mønsteret fortæller om en barndom, hvor man ikke lærte at tale om følelser. Tværtimod – man lærte at lukke ned og lægge låg på. Andre fortæller om, at de kan blive helt overvældet af usikkerhed, ulykkelighed, utilstrækkelighed og mindreværd, hvis samtalen kommer ind på noget sårbart og svært i parforholdet. De kan lukke sig helt ind i disse følelser, så deres partner slet ikke kan komme i kontakt med dem. Ofte kommer der en frustration efterfulgt af en nedlukning: ”Jeg kan jo ikke tillade mig at sige noget, når hun bliver så ulykkelig og selvkritisk. Så tier jeg stille, men indeni er jeg rasende og frustreret – for vi får aldrig talt om vores forhold – og slet ikke om mine følelser. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få afleveret det, der er inde i mig, og nu har jeg givet op” – sådan beskrev en mand den blindgyde, han oplevede i sit forhold.
Undgåelse er ikke vejen frem
Hvis ikke der gøres noget i ”Så længe vi ikke taler om det” mønsteret er kærlighedsforholdet ovre. Nogle gange går det op for den partner, som typisk trækker sig i forholdet, at de fredelige tilstande ikke er et tegn på bedring, men på det stik modsatte og accepterer endelig, at det er på tide at gå i parterapi.
Vejen ud af ”Så længe vi ikke taler om det” mønsteret er at få det foldet ud, så begge parter ser, hvor smerteligt det er – og at undgåelse ikke er vejen frem. Ved at få de ømme punkter frem, som aktiveres i mønsteret og få delt det, der gør ondt, opstår nye følte erfaringer af, at sårbarhed og følelser ikke er farlige, når de modtages med nænsomhed og omsorg.
Læs også:
Kærlighedskurven – sådan rammer ofte bunden og finder vejen op igen
Raseri raserer dine relationer
Find jeres kærlighedssprog og fyld kærlighedsbeholderen op