Jeg hører oftere og oftere denne sætning, som er i tæt konkurrence med: Min ekskæreste er narcissist eller borderline.
Denne tendens til at sygeliggøre personer, man har haft et kærlighedsbrud med, er på mange måder fuldt forståelig. Det har jo gjort så ondt, så ondt – og mange føler sig helt kørt over og udmattede både i og efter et konfliktfyldt forhold.
Samtidig ligger det i vores tid at diagnosticere det uhåndterlige og problematiske, så vi får en forklaring, og dybest set ikke behøver at tage ansvar for vores egen del af nedsmeltningen i en kærlighedsrelation.
Den svenske succesforfatter, Moa Herngren, har beskæftiget sig med temaet: Fra skøn mand til psykopat. Hun begyndte at undre sig over, at hendes veninder ofte endte med at kalde deres mænd for psykopater, mens deres skilsmisse stod på. Hvordan kunne det være, at der var så mange psykopater? Hvorfor blev skilsmisser så polariserede? Disse spørgsmål gav anledning til romanen, “Skilsmisse”.
Skak mat
Det kan være meget sårbart at få en psykiatrisk diagnose stukket op i hovedet fra et menneske, som har stået en nær. Det har jeg set på tæt hold i mit arbejde som parterapeut gennem en hel del år. Det slår hårdt! Og man er skak mat, fordi alt, hvad man siger og gør efterfølgende ses igennem en sygdomsoptik. Prøver man at forsvare sig eller nuancere, bekræfter det blot, at man samvittighedsløs, kynisk, uempatisk og uden selverkendelse.
Ude af sig selv i et kærestebrud
Et samlivsbrud bringer ofte mennesker ud til kanten. Det er opslidende, krævende og sårbart at leve i en kærlighedskrise og ikke ane, om man er købt eller solgt, inde i varmen eller ude i kulden, eller om man skal være den, der tager ansvaret for at afbryde relationen. Frygten for at eventuelle børn skal lide skade er stor. Bekymringer om at finde et nyt sted at bo og få økonomien til at hænge sammen fylder også meget. Som en kvinde engang sagde midt i en ægteskabelig krise: “Jeg bliver en fucking fattig førtidspensionist”!
I denne fase ryger der nemt finker af panden, huden er tynd, og lunten er kort. Mange er ude af sig selv i opløbssvinget til et kærestebrud. Raseri, vrede, tavshed, nærtagenhed, jalousi, selvhævdelse – alt er ude at gå! Derfor er det jo oplagt at tænke, at der sikkert må være noget sygeligt på spil. Og derfor lander påstanden om en psykiatrisk diagnose lige ned i det mest sårbare landskab og kan medvirke til en indre krise. Ikke sjældent spørger en presset partner mig skyldbetynget og usikkert: “Er jeg forkert, er der noget galt med mig”?
En diagnose der bør stilles af en psykiater
Ifølge sagkundskaben er det 3 % af mænd og 1 % af kvinder, der eksempelvis har en dyssocial personlighedsforstyrrelse, det der tidligere hed psykopati. Det er altså en ret sjælden lidelse, som ret beset bør stilles af en psykiater. Et af kriterierne for at have lidelsen er, at man skal have en adfærd, som er gennemgribende unuanceret, utilpasset og uhensigtsmæssig.
Et af de nyere udtryk er gaslighting, som handler om at undergrave en persons virkelighedsopfattelse med henblik på at manipulere og dominere. Dette er en form for psykisk vold, som er ulovlig ifølge §243 i Straffeloven. Igen taler vi om en ret alvorlig adfærd, som helt uden tvivl og ulykkeligvis foregår i de danske hjem. Men anklager mod ens partner for gaslighting må rettes med en vis forsigtighed – netop fordi der er tale om en meget alvorlig anklage, som er strafbar.
I reglen er der tale om, at to parter har en forskellig opfattelse af virkeligheden – det der med et fint ord kaldes fænomenologi. Når konflikt og frygt tager over, mindskes forståelsen og evnen til at se tingene fra hinandens standpunkt. Fronterne trækkes i stedet op, og så kan der let komme en følelse af, at den anden er prøver at gaslighte, altså at påtvinge sin egen virkelighedsopfattelse. Læs mere om dette i blogindlægget, F-ordet, som kan forvandle jeres forhold.
En problematisk trøst
Desværre spiller en del parterapeuter og psykologer med på tidens tendens med at diagnosticere det svære og problematiske. Her vil jeg gerne gå i rette med min egen stand. Jeg møder jævnligt mennesker, som har været i terapi oven på et samlivsbrud, hvor terapeuten har luftet en antagelse om, at den pågældendes partner sikkert har været narcissist, borderline eller har haft en anden personlighedsforstyrrelse. Der kan være meget trøst i sådan en påstand for et menneske, som kæmper med at komme på fode efter et opslidende brud. Men det er ikke fagligt i orden!
I hvert tilfælde skal terapeuten tage alle mulige forbehold – og huske at en sådan diagnose nok ikke bliver i terapilokalet. Ret sikkert bliver den slynget i hovedet på partneren, som givetvis også kæmper med at komme på fode. Værst er næsten, at det kan give anledning til en offerrolle, så man ikke får kigget på sin egen andel af et brud og opnår den indsigt og selvforståelse, der ligger i at bearbejde en livskrise.
Broerne i Paris
Sanger og poet, Peter Sommer, indfanger alt dette meget fint i sin sang, Broerne i Paris, hvor han beskriver smerten i kærlighedsbruddet. Her skylder alle noget i den “store hjerteformede bog” ,og ingen ser pæne ud. De fleste ved det godt. Jeg holder meget af, at han kobler den sorte bog (symbolet på skyld) og hjertet (symbolet på kærlighed) sammen. Skyld og kærlighed hænger nemlig uløseligt sammen. At elske koster skyld – fordi vi alle vil fejle, såre og svigte. Vi er ikke perfekte. Derfor vil vi som “Minds of 99” synger: “Skuffe over tid”. Læs mere om kærlighed og skyld.
Alt dette er skrevet med den største medfølelse med dem, som i kortere eller længere tid har prøvet at elske og leve med et menneske, der var syg i sindet af en psykiatrisk lidelse eller har været udsat for psykisk vold. Det kan være hjerteskærende smertefuldt og tage lang tid at komme sig over. Masser af styrketanker jeres vej.
Læs også:
Hvilket konfliktmønster har I udviklet som par?
Når konflikter rammer og udvikler ømme punkter
Parforhold, yoghurt og andre banaliteter