“Ja, så blev jeg altså lige “Lise 5 år”, og det går jo ikke stille af sig”, sagde hun med et skævt smil.
Sådan lyder det ikke sjældent i mine parsessioner. Det er efterhånden blevet en udbredt måde at beskrive barnlige og umodne reaktioner.
Karoline 6 år. Henrik 4 år. Helle 3 år. Peter 13 år.
Det er ikke for børn
I parterapi er det da også blevet mere og mere almindeligt at tale om “det indre barn” som et symbol på de prægninger, vi har med os fra barndommen – og særligt de svigt, vi oplevede i samspillet med forældre. De kan være som sår, der ikke er blevet lægt, og som afføder umodne og uregulerede følelser helt ude af proportioner med situationen. Vores indre barn er i det hele taget bestemmende for vores måde at relatere til nære og kære – det vi også kalder vores tilknytningsstil.
Når voksne reagerer som sårede børn i parforholdet, er det virkelig ikke for børn! Det kan gå hedt til! Begge lider (se skema nederst i artiklen).
Ingen kære far
Hun havde haft en far, som styrede familien med sine humørsvingninger. Hver gang de havde en kontrovers, måtte hun krybe til korset og sige undskyld. Selv når hun følte, at hun absolut intet havde gjort forkert, og når det helt åbenlyst var faren, som havde været urimelig. Der var ingen kære far! I hvert tilfælde ikke før, hun havde indrømmet sin “fejl”.
Det sår sad i hende og fulgte med op i voksenlivet som en følsomhed over for kritik, beskyldninger og uretfærdighed.
Hun kom ud af barndommen med det, som den tyske psykolog Stephanie Stahl kalder en trossætning, der lød sådan her: Jeg er dømt på forhånd og min egen oplevelse af virkeligheden er forkert.
Jeg er uønsket
Hendes mand var vokset op i en familie, hvor det var storesøsteren, som blev forgudet. Hun fik alt foræret og blev sat op på piedestal. Han måtte til gengæld slide sig til lidt opmærksomhed, og selv om hans præstationer overgik søsterens, forblev han i skyggen af hende. Det satte sig i ham som et følsomt sår i forhold til at blive nedprioriteret, at være sekundær og ikke vigtig. Han kom ud af barndommen med en trossætning som lød: Jeg er uønsket og betyder ikke noget.
Sendt tilbage til barndommens landskaber
I deres parforhold kom de ubevidst til at ramme hinandens sår og aktivere det indre barn i hinanden. Disse sår kaldes også for ømme punkter eller hot spots.
Når hun f.eks. prioriterede sine børn fra et tidligere ægteskab og valgte at samarbejde med børnenes far, ramte det hans sår og udløste en reaktion på splitsekunder. Der kom en knude i maven og en kulde. Han blev spids, skarp, spydig, kold, hård og rationel – og indledte en diskussion om det rimelige i hendes prioriteringer. Kulden skulle hjælpe ham med ikke at mærke de sårede følelser.
Indeni var han som regel enormt ked af det, og hans indre sårede barn råbte om hjælp og trøst. Han, som udadtil var superdygtig og en stærk leder, blev sendt tilbage til barndommens landskaber med den velkendte følelse af at være sekundær og nedprioriteret. Barndommens trossætning om at være uønsket farvede hele hans tolkning af situationen og satte forsvarsstrategierne i gang.
Et rasende indre barn
Når hun oplevede den reaktion, ramte det til gengæld hendes sår og landede ned i hende som kritik, beskyldninger og en tolkning af hendes handlemåde, som slet ikke stemte overens med hendes selvopfattelse og intentioner. Hvordan kunne han dog opfatte hende, som en der tog mere hensyn til hendes eksmand end til ham? Hun var ikke bare færdig med sin eksmand. Hun var helt og aldeles færdig med ham. Når hun samarbejdede med ham, var det ene og alene for børnenes skyld. Det føltes så uretfærdigt!
I ét nu var hendes indre barn vågnet og reagerede med raseri. Hun råbte og kastede med sofapuden, mens hun skældte ud og truede med at stoppe forholdet her og nu! Hun blev sort/hvid og kategorisk. Det hele kunne være fuldstændig lige meget. Raseriet var en måde at undgå de sårede følelser.
Indeni – på dette tidspunkt – langt indeni var der et indre barn, som trængte til forståelse, empati og anerkendelse.
Barndommens trossætning, om at være skyldig, og at hendes virkelighedsopfattelse ikke talte, farvede hendes fortolkning af situationen og satte forsvarsstrategierne i gang.
Rød stue i børnehaven
Når han oplevede hendes raseri og trusler, blev han 100% bekræftet i sin værste frygt; nemlig at han var uønsket og uden betydning. Kulden i ham sank til endnu dybere frysegrader som en beskyttelse mod at mærke frygten for at blive forladt. Det kunne tage dage at tø op igen. Denne isnende kulde bekræftede så hende i, at hun virkelig var anklaget, dømt og straffet. Hun led under hans tavshed.
De befandt sig nu et sted, hvor der ingen voksen var til stede. Det var som rød stue i børnehaven – to voksne børn som sårede hinanden. Begge havde på sekunder regredieret til et umodent stadie i mødet med voksenlivets krav. Ingen havde kontakt til deres fornuftige, modne og rolige indre voksne. I stedet var der to indre sårede børn, som led og forgæves kaldte på trøst og omsorg. De var fanget i deres mønster.
Bryd fornægtelsen
At bære på et indre såret barn gælder de fleste. For selv de bedste forældre er ikke perfekte og kommer til at svigte. Mange undgår at forbinde sig med barndommens svigt af loyalitet over for forældre. Man vil ikke forråde dem. Men det er vigtigt at bryde benægtelsen, idealiseringen af forældre og undgåelsen af smerten. Kun derigennem kan vi finde vores egen vej i livet. Og det er faktisk muligt at være taknemmelig over for sine forældre samtidig med, at man også forholder sig til de sår og svigt, der opstod i opvæksten. I alvorlige tilfælde må man erkende, at der ikke var en forælder. Svigtet blev simpelthen for stort. ”Køleskabet er tomt”, som familieterapeuten, Jesper Juul, udtrykte det malende.
At bære på et indre såret barn gælder de fleste. For selv de bedste forældre er ikke perfekte og kommer til at svigte.
Kend dit indre barn og kend dine triggere
Det er ligeledes vigtigt at kende vores indre sårede barn, så vi ved, hvor vores triggere er. Men mange vil som nævnt gerne undgå det. Man skubber det indre barn ud til siden. Resultatet er dog, at det trænger sig mere på for at få opmærksomhed og omsorg – og ender med at komme frem på en måde, som er umoden, ureguleret og ofte ude proportion med situationen.
Du er da et voksent menneske
Manden i parret, som bar på trossætningen om at være uønsket, oplevede engang, at de tilfældigvis på en gåtur sammen med hendes døtre stødte på nogle af hendes venner fra tidligere. De gik på den anden side af vejen, og hun gik derover sammen med døtrene for at hilse. Han kendte dem ikke og blev stående, mens det velkendte ubehag kom – knuden i maven og kulden. Det var triggeren! Helt fysisk. Signalet fra hans indre barn om, at noget var ”farligt”. Han sagde til sig selv, at han sikkert ikke var velkommen i deres samtale, og til sidst gik han bare videre – nærmest som en automatreaktion – og efterlod sin kone med hendes venner. Pludselig gik det op for hende, at han var gået. Hun forstod ingenting og følte sig pinligt berørt over situationen. Det udviklede sig til en konflikt senere, da hun endelig fandt ham. Som hun havde sagt: ”Du er da et voksent menneske! Hvorfor kom du ikke bare over til os?”. Virkeligheden var, at han lige præcis der var en voksen, der reagerede som et såret barn.
Et råb om hjælp indeni
I parterapien fik vi situationen redt ud. Han fik kontakt til, hvordan han som barn havde halset efter sin storesøster, som var vigtigst i familien. Hun var dygtig til håndbold, og hele familien skulle med som tilskuere til hendes kampe. Han havde siddet der utallige gange med følelsen af at stå i skyggen, i kulissen, som den der var sekundær, mens hun blev tiljublet og løb med al opmærksomheden. Herfra kom triggeren – knuden i maven og kulden.
Herfra kom lysten til at komme væk og lukke ned. Det var den trigger, som gik i gang midt på gaden, da han skred fra det hele. Indeni var der et råb fra hans indre barn om hjælp – om at blive taget ved hånden i situationen.
Du er nummer ét hos mig
Pludselig forstod hun ham på en helt ny måde og i et helt nyt lys. Hendes hånd rakte ud mod ham helt spontant og aede ham beroligende, mens hendes øjne blev fyldt af vand. ”Den dreng har jeg den største medfølelse med”, sagde hun og fortsatte: ”Sådan skal intet barn jo vokse op. Jeg har lyst til at fortælle ham, at han er nummer ét hos mig og give ham et kram”. Han tog hendes hånd og med ét var de i hinandens arme. Et såret indre barn fik en korrigerende oplevelse, som blev begyndelsen på en heling og en ny erfaring af at være valgt til og vigtigst. Disse nye og korrigerende erfaringer kaldes kongevejen til forandring.
Ild op gennem kroppen
I den atmosfære var det ikke svært for hende at åbne op om, hvor sårbart det var for hende, når hun følte, at han tillagde hende intentioner og motiver, som hun ikke kunne genkende – som da han tog hendes snak på vejen med gamle venner som et svigt og en ligegyldighed over for ham. Det tog hende fluks tilbage til hendes fars beskyldninger og en uretfærdighedsfølelse, som udløste en ild op gennem hele kroppen. Det var hendes trigger.
Han fik også øje på hendes indre, sårede barn og mødte det med varme og forståelse. Raseriet blev så meget mere forståeligt.
Et hjem for det indre barn
De blev enige om, at de sammen kunne give deres indre, sårede børn en meget bedre og tryggere behandling, end de havde fået i deres barndom. Begge var også enige om, at vejen frem ikke var at skubbe deres indre barn væk, men at give det et hjem både i dem selv og hos hinanden.
De ville øve sig på at lade det indre barn komme frem, når triggeren begyndte at melde sig – så sårbarheden, usikkerheden og frygten fik sprog. For de kunne jo mærke, at hvis de nåede at åbne op, inden deres forsvarsstrategier og trossætninger farvede det hele, var det tryggere og nemmere at forstå hinanden og være der for hinanden som en tryg havn.
Læs mere:
Når konflikter rammer og udvikler ømme punkter
Hvordan begynder helbredelsen af forladthed i opvæksten?
Kender du din tilknytningsstil?