Vejen ud af destruktiv jalousi

Foran mig sad en virksomhedsleder, som fortalte sin historie for første gang til et andet menneske. Det var tydeligvis ikke nemt. Men hans livssituation havde tvunget ham til at forholde sig til den jalousi, som endnu engang var ved at tage livet af en kærlighedsrelation. Denne gang havde han mødt kvinden i sit liv, og prisen for at lade jalousien løbe af med ham var blevet alt for høj. Der skulle ske noget!

Destruktiv jalousi

Jalousi er en naturlig følelse, som alle kan opleve i visse situationer. Nogle taler om ”sød jalousi”, som handler om at elske en anden og ikke have lyst til at dele den anden med nogen andre. En rapport fra DR Medieforskning viser, at 25% af unge danskere oplever jalousi i deres parforhold – særligt pga. sociale medier.
Men hos nogle personer kan jalousien udvikle sig til at blive destruktiv. Mistro, anklager, krav, regler og kontrol kendetegner den destruktive jalousi. Den er en pinefuld og ubehagelig tilstand.
Derfor er den ofte ødelæggende både for den person, som bærer på følelsen men også for den person, som jalousien er rettet imod.

Men hos nogle personer kan jalousien udvikle sig til at blive destruktiv. Mistro, anklager, krav, regler og kontrol kendetegner den destruktive jalousi. Den er en pinefuld og ubehagelig tilstand.
Drengen under trappen

Tilbage til virksomhedslederen og et minde fra 10års alderen:
”Min far fortalte over aftensmaden, at der kom en kvinde på besøg senere. Den velkendte knude i maven meldte sin ankomst, og min appetit forsvandt på et splitsekund. Jeg sagde ikke noget – men nikkede bare og vidste, hvor jeg skulle tilbringe det meste af aftenen. Under trappen i entreen. Der lå jeg på lur for at kunne afbryde deres samvær og undgå, at der kom en ny kvinde ind vores liv. For kvinder havde det med at komme og gå. Og i perioder var det som om min far glemte alt andet og også mig”.
Lige her tog et liv med jalousi sin begyndelse.

En fjern far

Hans historie handlede ikke alene om frygten for at miste sin fars omsorg og opmærksomhed men også om en fjern mor, som han higede efter at få kontakt til. Fortællingen om deres tur i bowlinghallen, hvor moren ikke var nærværende. Om længslen efter at ”få hende” og kunne se hendes nærvær i hendes øjne og smil. Om en brunch, som han inviterede hende til som ung, og hvor det hele gentog sig, og hvor han endegyldigt opgav sin higen.

Bange for at miste

Gennem terapien fik han øje på, at den 10årige dreng var fulgt med op i voksenlivet og stadig lå på lur under trappen, fordi han var bange for at miste dem, som han holdt af. Bange for at andre skulle tage hans plads. Jalousien og dermed kontrollen, mistanken, stikpillerne og spydighederne over for hans partner skulle passe på ham og hjælpe ham til ikke at miste. Uden på var han i et anfald af jalousi en kritisk, rigid, sort/hvid, kategorisk og kontrollerende mand, men indeni var der en skræmt 10årig dreng, som higede efter sikkerhed og tryghed hos sin elskede.

Jeg tager drengen ved hånden

Det var rørende og bevægende at se ham få kontakt til den 10årige dreng og lære at berolige ham, når jalousien og frygten for at miste tog over. Glæden var stor, da han en dag udbrød: ”Nu er jalousien der stort set ikke mere. Jeg tager drengen ved hånden”. Ved siden af sad en kæreste, som smilede lettet over at være befriet for kontrollen, mistankerne og spydighederne, og som havde den største respekt for sin kærestes arbejde med sig selv. Respekten voksede kun, når han viste sin sårbarhed og ”drengen under trappen”.

Kendetegn på destruktiv jalousi

Jalousi er en kompleks følelse eller tilstand, som tager sig forskelligt ud fra person til person. Men der er en række fælles træk, som undersøgelser peger på:

  • Krav og regler
    Der kan være et udbredt krav om adgang til sociale medier, blandt andet at læse og gennemgå private beskeder. Det kan også handle om, hvem partneren må omgås, og hvad de foretager sig. Det kan for eksempel være regler om ikke at tage til fest og have venner af det modsatte køn. Disse krav og regler kan medføre en gradvis isolation fra venner og familie. Der vil ofte være krav til påklædning og udseende. Det kan komme til udtryk i regler om ikke at gå klædt på bestemte måder, for eksempel gå klædt i ‘for lidt’ tøj, fordi partneren mener, at det er ‘billigt’.

  • Kontrol og overvågning
    Kontrol og overvågning er oftest koblet tæt sammen med de opstillede regler og krav og kan bestå af både fysisk og digital overvågning.

  • Psykisk og fysisk vold
    Den psykiske vold kan tage sig ud som udskamning blandt andet ved kommentarer og anklager om, at partneren er uordentlig, ufølsom, upassende, grænseløs og ikke prioriterer forholdet og dermed er en dårlig kæreste. Konsekvenser kan også være vredesudbrud, ødelagt materiel og såkaldt silent treatment, hvor man straffer med tavshed. Nogle gange kan destruktiv jalousi også føre til fysisk vold.


For den som jalousien rammer, kan det føre til, at man går på kompromis med sig selv, og at grænser langsomt overskrides og udviskes. Flere oplever desuden en ændret selvforståelse og tvivl om egen virkelighedsopfattelse. Flere beskriver at have internaliseret partnerens negative kommentarer om dem, for eksempel kommentarer om at være besværlig og uudholdelig. Kontrollen, reglerne og kravene giver anledning til tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert. Derfor kan det være vigtigt at søge professionel, hvis man har været i et forhold med en giftig jalousi.

Den ubærlige smerte

Jalousiramte fortæller om en næsten ubærlig smerte. En kvinde, hvis mor begik selvmord i barndommen, fik en knude i maven, en trykken for brystet og kvalme på én og samme tid, når hun blev usikker og jaloux på sin mand.  “Jeg kan næsten ikke være i min egen krop, og samtidig er der en stemme, som siger, at jeg ikke er værd at elske, når jeg er så jaloux”, erkendte hun.
Hendes mand blev stærkt berørt af at høre hende folde smerten ud. Men han led også. For ham var hendes mistro og beskyldninger stærkt sårende. “Det er som om, du stiller spørgsmålstegn ved min kærlighed til dig. Det rammer en grundsten i vores forhold, og det virker på mig som om, du ikke synes, at vi skal være et par mere”, forklarede han.

Jalousi er ofte voksen-barn-reaktioner

Hos den, som lider af jalousi, vil der som nævnt i reglen være tidlige oplevelser af konkrete og følelsesmæssige tab og forladthed – forældre som bliver skilt, ender i misbrug, bliver psykisk syge, dør eller er følelsesmæssigt fjerne og tillukkede. Chokerende oplevelser med utroskab og kærestebrud i den tidlige ungdom kan også lægge grunden til jalousi. En mand fortalte mig engang om hvor fuldstændigt hans verden ramlede, da han en dag som helt ung kom hjem og ud af det blå fik at vide, at hans kæreste ville gå fra ham og havde fundet en anden.  
Disse erfaringer af svigt er så smertelige, at de følger med op i voksenlivet. Det beskrives ofte som “et indre barn”, der er til stede i den voksne og reagerer uregulereret og umodent ved frygt for svigt og forladthed. Disse stærke reaktioner, herunder skadelig jalousi, kaldes derfor også “voksen-barn-reaktioner”.

Kernen i jalousi er et indre barn, som frygter for at blive svigtet

Jalousi er derfor i sin kerne et indre barn, som lider og frygter for at blive svigtet. Og vejen ud af jalousien er at tage dette indre barn ved hånden og give det omsorg og beroligelse.
Det kaldes på engelsk for “reparenting”, at genopdrage, og kan fungere ligesom at blive sin egen bedste ven, og hvem vil ikke gerne have sådan en ved hånden både i medgang og modgang?

Tag barnet ved hånden

Det var præcis det, som virksomhedslederen havde gjort med den 10årige dreng under trappen, som kom på banen, når han blev usikker på sin kæreste. I stedet for at skælde sig selv ud og holde usikkerheden nede, var han begyndt at acceptere smerten og tale til sig selv som en kærlig, beroligende forældre. Ved at møde sig selv med accept og omsorg var det også blevet lettere at dele sit indre barn med kæresten. “Lige når smerten begynder, deler jeg den med hende og på en sær måde, letter det, og skammen bliver mindre. Hun er også meget forstående og nænsom. Det hjælper mig. I stedet for mine anklager, der mødes af hendes forsvar og vrede, finder vi nu en forståelse og medfølelse”, fortalte han.

Der ligger virkelig en dyb sandhed i udtrykket: Det, vi kan dele, kan vi hele.
Dele og hele

Der ligger virkelig en dyb sandhed i udtrykket: Det, vi kan dele, kan vi hele. På engelsk lyder det: What is sharable is bearable. Jalousi er, som andre svære følelser, tungest, når de skal bæres i ensomhed.  Vejen frem er at tage det indre barn, som lider, ved hånden og give det omsorg og beroligelse. Ved at dele jalousiens smerte med sin partner fra et sårbart sted løsnes knuden, så den gradvist fylder mindre og mindre. Nye og følte erfaringer af at møde sin partners omsorg og nænsomhed, når man føler sig allermest lille og usikker bliver til en dybfølt ro og tryghed, som efterhånden erstatter jalousiens pine og uro.

Læs også:
Raseri raserer dine relationer
Kender du din tilknytningsstil?