– Et stærkt eksempel på at arbejde med sit indre barn
Foran mig sidder en mand først i 40´erne. Christian med klare blå øjne og et stort, sort vikingeskæg, som går ned til brystet. Familiefar med fire børn derhjemme. Underviser på en videregående uddannelse.
”Jeg slapper ikke rigtig af. Det er som om, jeg står lidt ved siden af livet og ikke nyder det. Ude af trit med mig selv. Ovre i andre og deres behov. Jeg knokler og bliver ikke rigtig begejstret for noget. Går på en flatline. Jeg vil gerne have flere flyvehop. Flere farver”.
Sådan lagde vi fra land. Det bliver til et rørende og gribende arbejde med den dreng, som han har taget med sig op i voksenlivet, og som dukker op, når Christian møder forventninger, behov eller får brug for at få anerkendelse.
Drengen der måtte æde sig selv
Vi møder drengen som 8-9årig på en halmvogn i høsten, hvor han knokler, er sur og giver ud af “et overskud, som ikke er der” , som Christian beskriver det. Halmballerne er tunge og luften er dårlig. Han vil gerne hjælpe og gøre en forskel for andre. Han har et godt hjerte.
Men denne dag havde han brug for at være sammen med sine venner og gøre noget, der er godt og sjovt for ham selv. Hans far havde hevet ham fra stuen, hvor han sad og slappede lidt af, og ud i marken til høstarbejdet. Drengen måtte æde sig selv og gøre noget, som han slet ikke havde lyst til.
Drengen med det varme hjerte
Da Christians kone i en periode var deprimeret og bad om at få hans kontor, som han holder meget af, til noget krea, var det fint at ofre sig og give hende den gave. Det kan godt føles irriterende at mangle kontoret. Men det var det rigtige at gøre, og han har det godt med det. Tiden efter har vist, at det var en god beslutning. Drengens varme hjerte er der stadig og gjorde det rigtige.
Christian græder lidt – det er rørende og rart for ham at mærke det uspolerede selv, som lever i ham.
Revet med af drengen på halmvognen
Da Christian en dag sad til vejmøde i deres boligkvarter, og ingen ville være kasserer, og han endte med at tage posten, var følelsen en helt anden. Der kom en umiddelbar stolthed men også et: Åh, nej, nu ikke igen! Den gamle velkendte følelse af at give ud af et underskud dukkede op med det samme. Følelsen af at fylde huller ud. Det var drengen på halmvognen, som lærte at æde sig selv, der tog over og blev revet med. Ny kasserer i ejerforeningen!
Krympet sammen i hjørnet
”Jeg mærker drengen som en anspændthed, en knugen i maven. Han ligger ovre i hjørnet og krymper sig sammen og skammer sig. Det er en elendighed. Det er Skammer-Christian. Han ligger der, fordi han ikke må fylde og er bange for at få skæld ud. Han har fået at vide, at han selv skal finde ud af det og klemme ballerne sammen. Og det har jeg gjort hele livet. Ædt mig selv, gjort mig lille, knoklet på, taget mig sammen, siger Christian tydeligt berørt.
Pisk og ikke gulerod
Når Christian ser drengen på halmvognen, er det en forsømt dreng. Han er spændt for sin fars halmvogn og ikke for sin egen vogn. Det er pisk og ikke gulerod. Han gjorde det for ikke at få skæld ud og blive såret. Det er en dreng, som lærte at mærke på andre og hoppe over i dem og ikke mærke sig selv og egne behov. “Jeg tror halmvognen flyttede ind i mig”, erkender Christian eftertænksomt.
Det er ikke din skyld
Han får lyst til at sige til drengen: ”Det ikke din skyld. Dine forældre har presset dig til det og stillet krav. Du har et godt hjerte – men lige nu gør du noget, som du ikke har lyst til.
Jeg har lyst til at tage drengen op på mit skød, så han bliver tryg og rolig. Jeg vil beskytte ham. Jeg vil sige til ham: Du må godt være her.
Det fylder mig med stolthed og mening – som om der begynder at ske en ændring. Det er rart at tage ham til mig, holde af ham og holde om ham”, siger Christian, mens tårerne løber ned i skægget.
Løftet på dødslejet
Christian mærker instinktivt og umiddelbart, at drengen har brug for at sige fra over sin far: ”Det er ikke okay far, det er ikke i orden”! Det er godt at sige men også svært, for han har jo også varme følelser for sin far. Christian begynder at fortælle:
”Han var mit store forbillede. Altid aktiv. Vellidt. Med i bestyrelser og foreninger. Han ofrede sig for andre. Hans kristne tro var et fundament for hans liv.
Jeg var til hans sidste nadver, da han lå for døden alt for tidligt. Derefter blev jeg kaldt ind til ham og var alene med ham. Han så på mig og begyndte så at tale hviskende til mig med de sidste kræfter. Han bad han mig om at passe på godt på familien, på min mor og mine søskende. Jeg græd og gav ham mit løfte”.
En alt for tung byrde
Christian er stærkt berørt af at genopleve øjeblikket med sin døende far. Tårerne løber ned ad hans kinder. Det er som om, han er til stede i rummet igen. Han begynder at mærke, hvad dette øjeblik, gjorde ved ham:
”Når jeg nu her midt i 40érne ser tilbage, kan jeg se, at det er tunge ord for en 20årig, som selv er på vej ud i livet.
Jeg måtte skifte retning og gå tilbage til gården og passe den sammen med min mor. Det var tilbage til pligterne, og det var 24/7. Det var tilbage til halmvognen. Igen måtte jeg æde mig selv. Hvor ville det have været befriende, hvis han havde bedt mig om at tro på mig selv og gå ud i livet med mod og nysgerrighed”.
Jeg har lyst til at sige til min far: ”Det er alt for tung en byrde. Det vil jeg ikke. Du ved ikke, hvor hårdt det her er”. Han går tilbage til dødslejet i tanke og følelse og deler ordene med sin far.
En rankere ryg
”Nu mærker jeg en rankere ryg, en glæde, et mod”, siger Christian, mens kan kigger fordybet på mig med sine klare blå øjne – og fortsætter:
”Det er lettende – at drengen mærker, at han får en på sin side. Når jeg står i livet og skal vælge mellem halmvognen og vennerne – symbolsk talt – vil jeg øve mig i at tage drengen ved hånden og hjælpe ham og støtte ham i at vælge sin lyst og tage hånd om sine behov. Jeg tror, at der er flere farver på vej, flere flyvehop og mere begejstring”, mærker Christian, mens et dejligt, varmt smil breder sig i hans ansigt.
Fra pisk til gulerod
Tiden var fløjet af sted. Vi sluttede med at samle hans vigtige arbejde i terapien op og sammen se, hvor forståeligt det var, at Christian havde knoklet sig gennem livet. Det var sådan han overlevede i sin opvækst. Det var det script, det manus, han havde fået med sig ind i livet. Men overlevelsesmekanismen havde en høj pris. Han betalte med sig selv, sin lyst og længsel. Og dermed med sin livsglæde og livsnydelse. Nu var han gået fra farens halmvogn til sin egen vogn. Fra pisk til gulerod. Han var blevet bedre venner med sin inderside og havde fundet et trygt sted inde i sig selv i stedet for at være “Skammer-Christian”.
Christian mærkede, at han ville bruge de kommende sessioner i terapien til at øve sig på at gå den nye vej i livet, så det blev mere naturligt og intuitivt. ”Det bliver nok med små skridt, men det er den vej, jeg vil”, sagde han.
Jeg svarede:”Den, der kan ændre lidt, kan ændre alt. Du er så godt på vej. Og husk, at møde drengen i dig med tålmodighed og nænsomhed. Han har knoklet nok”. Vi landede i et smil.
*Teksten er en gengivelse af en terapeutisk samtale, som er anonymiseret og anvendt med tilladelse.
Læs mere:
Om at gå fra pisk til gulerod:
I lysten stiger solen op
Tillykke med dit sammenbrud
Har du egentlig nogensinde lyttet til knuden i din mave?
Skat, lever vi så smukt sammen, at vi kan se døden i øjnene?
Dobbelt op på glæden og en halv sorg
Om at tage sig af sit indre barn:
Hvordan begynder helbredelsen af forladthed i opvæksten?
Kender du din tilknytningsstil?
Veje til mere selvværd
Vejen ud af destruktiv jalousi