For nogle år siden gjorde en kvinde et gribende arbejde i terapi. Det blev hos mig – og dette blogindlæg er en anonymiseret version af arbejdet, som er gengivet med tilladelse:
Der er noget jeg ikke magter – noget som forfølger mig.
Det forsvinder ikke, det ændrer sig ikke – det overtager.
Det er som om, jeg ikke har en kerne – at jeg er omskiftelig.
Jeg kommer over i roller i forskellige arenaer for at få kontrol.
Hvem er jeg så egentlig?
Jeg er misundelig på dem, som har en kerne og ved, hvad de vil og kan li´.
Alarm og gråsorte briller
Det, der kommer og tager over, mærkede jeg da vi skulle til min morfars runde fødselsdag. Han betyder meget for mig. Min mand var hjemme med børnene og havde fri. Jeg stod uden for min arbejdsplads og ventede på dem, og de kom for sent. Han sagde: “Beklager”, og så satte jeg mig ind i bilen til ham og vores tre børn. Hans “beklager” lyder i mine ører som: ”Jeg er ligeglad”.
Så gik alarmen inde i mig. Min krop sitrer, det snører sammen ved brystet og går ned i maven og gør ondt. Kroppen kører af sted – og det får mig til at føle mig afstumpet.
Da vi ankom, var festen allerede gået i gang. Det kunne jeg ikke li´. Jeg ville gerne have været der før, så jeg kunne give mig tid til at være i det. Alarmen sad i mig – og ødelagde dagen for mig. Jeg kunne ikke komme ud af det.
Og jeg får ikke talt med min mand om det, selv om jeg gerne ville gøre det om aftenen. Jeg udskyder det – og så har jeg gråsorte briller på i flere dage og ser ham i et negativt lys, og han aner det ikke.
Pleasede, pleasede, pleasede
Den følelse ved brystet går langt tilbage. Jeg kender den fra dengang, vi boede i et kvarter med en vej med mange små sideveje.
Når jeg kom ned ad min sidevej, kunne jeg se køkkenvinduet. Hvis der var lys i det, vidste jeg, at min mor sad og drak øl. Så snørede brystet sig sammen, og det begyndte at gøre ondt i maven. For jeg vidste ikke, hvad der ventede mig. Jeg fik gummi-ben og følte mig på glat is. Jeg kunne ikke puste ud og finde ro.
Jeg gik ind i køkkenet, selv om jeg havde mest lyst til at smutte op på mit værelse. Frygten for at hun skulle blive sur drev mig ind til hende. Så sad jeg der og afvejede nøje, hvad jeg skulle sige. Jeg pleasede, pleasede, pleasede! Der kunne være drama. Hun udbredte sig om, hvor ond min far og andre var. Hun talte i telefon med den ene og den anden. Det handlede alt sammen om hende.
Ingen positive følelser over for mig selv
Teenagepigen i den mørke sidevej har lyst, halvlangt hår. Det er svært at beskrive hende, for hun har det så dårligt. Hun har ingen positive følelser over for sig selv. Over alt, hvor hun er, føler hun sig anderledes og forkert. Jeg undrer mig over, hvordan hun kunne skjule, hvor dårligt hun har det. Tilsyneladende var der ingen, som lagde mærke til det. Men hun er også rigtig god til at tage sin maske på, og det er jeg den dag i dag. Hun rækker ikke ud til nogen. Over for andre har hun lagt en afstand. Der er en distance mellem hende og verden – en safe zone – for hun ved jo aldrig, hvad der sker. Indeni er hun rigtig ked af det og meget alene.
Tv ´et var min makker. Det kan man regne med. Det kørte konstant på mit værelse, og jeg kan stadig ikke sove uden, at det kører. Ellers spinner tankerne af sted.
Voksen-mig kan ikke trøste hende
Når jeg ser hende, har jeg på en måde lyst til at sige til hende, at hun er god nok og ikke forkert. Men det kan jeg ikke, for sådan har jeg det jo stadig selv i dag. Det er som om “voksen-mig” ikke kan trøste hende. Og det vil være mega taberagtigt at gå hen til en hende og sige, at jeg selv er bange, usikker og føler mig forkert.
Flov
Jeg er flov over teenagepigen i den mørke sidegade. Hun reagerede indad, hvor andre reagerede udad. Det gør, at jeg ikke har kontakt til mig selv – jeg kan ikke mærke mig selv. Alarmen går, men der er cuttet af – og så bliver jeg i alarmen og kan ikke komme ud af den. Hvis jeg kunne mærke følelsen og være i den, så kunne den nok også forsvinde.
Jeg føler mig som en skal – afstumpet. Det er sårbart, hvis jeg skal reagere – for så viser jeg mig jo over for andre – og så vælger jeg kontrollen.
Trykker følelserne ned
Jeg trykker mine følelser ned. Det var jeg nødt til for at overleve min barndom. Jeg har mange gange trykket mine følelser ned – ladet være med at gøre det, jeg havde lyst til og gjort noget, jeg ikke havde lyst til. Jeg tillod ikke mig selv at sige, hvad jeg tænkte eller følte, for så ville det gå helt galt. Derfor tvang jeg mig ud i køkkenet til min mor og sad der og trykkede følelserne ned – for at overleve – og så komme op på værelset hurtigst muligt.
Megadygtig overlever
Når jeg ser pigen i sidegaden i mørket, kan jeg godt se, at hun var en megadygtig overlever. At hun var virkelig god til at skjule sine følelser og trykke dem ned. At hun gik under radaren og undgik en mor, som var fuldstændig uforudsigelig og utryg. Det reddede hende – og gør at jeg sidder her i dag og har en familie og et fast job.
Rart at anerkende hende
Det er rart at anerkende hende og se hende i det lys. Hun er ikke flov, kikset eller forkert. Hun er en dygtig overlever. Der er en mening med, hvorfor hun trykker sine følelser ned og skaber en afstand til sig selv og andre.
Det giver mig også en lyst til at ændre det – en lyst som kommer indefra. For nu har jeg jo ikke brug for det forsvar mere. Barndommens mareridt er forbi. Nu kan jeg jo godt lade mine følelser komme op igen i stedet for at trykke dem ned.
Det er helt vildt at mærke den lyst til en ændring for mig selv – at få lyst til at noget, som er godt for mig.
En ballon sprang
Det var, som om en ballon sprang sidste gang.
Jeg har gået til psykologer før og tænkt, at det nok var meget godt at gøre – men det har ikke rigtig virket for mig. Den følelse havde jeg også, da vi to talte sammen første gang. Men sidst skete der noget. Lysten til en forandring kommer nu indefra. Jeg mærker mine følelser mere. Giver mere plads til det, jeg har brug for. Har ikke så meget dårlig samvittighed mere.
Det gør også, at jeg mærker mine børns glæde, leg og pjat mere. Og så ved jeg på en ny måde, at det vi gør som forældre, er rigtigt og godt.
Accept af pigen som bor i mig
Jeg har fået en ny accept af pigen, som bor i mig. Det gør at jeg kan hvile i det. Nu vil jeg gerne holde fast i det.
Ting udefra kan gøre mig indre stresset – eksempelvis påskeferien. Den gjorde mig ked af det – men nu taler jeg med min mand om det – og så kan vi ændre på det til næste år.
Min mor kom på besøg og blev i nogle dage. Det var ikke noget, jeg havde lyst til, og det var ikke godt. Hun sad bare der som en tavs statue og udstrålede, at hun var skuffet. Hun manglede vist alkoholen til at løsne op for tungebåndet. I forhold til børnene tog hun ingen initiativer. Min søn sagde på et tidspunkt: “Hende der” – og pegede over på min mor. Det siger alt. Jeg lod hende være og mærkede, at det ikke var mit ansvar.
Køleskabet er tomt
Min mor sendte efterfølgende en besked til min mand. Hun gik uden om mig og stillede mig i et dårligt lys. Hun kunne potentielt have udløst noget svært og sårbart mellem mig og min mand. Det er som om, hun ikke under mig noget godt.
Da min mand viste mig beskeden, var der en stemme i mig, som sagde: ”Nu stopper det! Det er sort det her!
Jeg fik lyst til at sige til hende: “Du får mig til at føle mig forkert og ikke god nok – og det har du altid gjort. Du får mig til at føle mig egoistisk og som en, der ikke vil andres bedste. Sådan ser andre mig ikke – og sådan ser jeg ikke mig selv. Du kender mig ikke, og du gør mig ikke tryg. Det ændrer sig aldrig. Jeg vil gøre alt for mine børn – så jeg forstår ikke, hvordan du kan behandle mig på den måde – og du siger aldrig undskyld. Køleskabet er tomt – og jeg kommer ikke til at gå tilbage mere for at se, om der skulle være noget at komme efter. Det stopper her. Jeg skylder dig ikke noget, og jeg vil holde en afstand for at passe på mig”.
Det tog mig flere dage at komme mig efter hendes besøg. Det er giftigt for mig – ren kryptonit! Det er hendes shit – det er ikke mit. Om jeg skal skrive et brev, og om jeg efterfølgende skal sende det – ved jeg ikke. Det vigtigste er, at jeg ændrer tingene ved at afgrænse mig.
Tv´et kører ikke mere om natten.
*) Anonymiseret og anvendt med tilladelse…
Læs mere om at arbejde med det indre barn:
Drengen på halmvognen
Hvordan begynder helbredelsen af forladthed i opvæksten?
Kender du din tilknytningsstil – for den præger dit forhold?
Læs mere om selvværd og identitet:
Hvad gør vi med skyld og skam?
Har du egentlig nogensinde lyttet til din knude i maven?
Hvordan er man egentlig tro mod sig selv i parforholdet?
Det kan da ikke være rigtigt at mobning i min skolegang skal ødelægge mit parforhold i dag!